Fra Gracetoyou.org
Af John MacArthur.
1. Pet 1:3-5.
I den seneste tid har jeg haft lejlighed til at flyve meget omkring i landet (USA) for at prædike her og der. Selv om jeg er der på søndage, er det som om mine uger er blevet brugt i lufthavne - nogle gange i længere tid, fordi der har været mekaniske forsinkelser og lignende. Og jeg er blevet meget opmærksom på en bog, som jeg vidste, var der ude, men jeg har set den bogstaveligt talt alle vegne i de lufthavne, jeg har været i den sidste måned eller deromkring.
Den er blevet fremhævet i det mindste som den for tiden mest solgte religiøse bog. Bogens titel er: 'Your Best Life Now' (Dit Bedste Liv Nu). Jeg har set i stakkevis af disse bøger overalt, hvor jeg har været.
Af nysgerrighed ønskede jeg at vide, hvad der står i bogen og så fandt jeg det på side fem: “Gud ønsker, at denne tid skal være dit livs bedste tid.”
På en anden side står der: “Lykkelige, vellykkede, selvrealiserende individer har lært, hvordan de skal leve deres bedste liv nu.” På en anden side står der: “Hvis du anvender de principper, som findes på disse sider, i dag, vil du begynde at leve dit bedste liv nu.” Og det er absolut sandt, hvis du ikke er en Kristen. Sådan er det - du må hellere få fat i bogen, for dit næste liv vil blive uendeligt meget værre end dette.
Dette liv er dit bedste liv nu. Faktisk er det dit eneste liv, for i den kommende verden skal du bare eksistere i en evig tilstand af død, uden håb, uden tilfredsstillelse, uden mening, uden glæde, uden fremtid og uden lindring af evig lidelse. Det er det værst tænkelige liv. Og dette er dit bedste liv, hvis dit næste liv er i helvede.
Men, på den anden side, hvis du er et Guds barn, og dine synder er tilgivet, og du er kommet dertil, at du har taget imod Jesus Kristus som din Herre og Frelser, så er dette liv ikke engang i nærheden af dit bedste liv. Du kan ikke engang begribe, hvordan dit bedste liv ser ud, for: “Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.” (1. Kor. 2:9)
Stik imod det, der er populært i dag - selv i religiøse kredse, ja, selv i Jesu navn - lover Gud dig ikke her og nu et fuldt, lykkeligt, rigt, tilfredsstillende og problemfrit liv med sundhed, velstand og succes. Jo, det lover han faktisk. Ubetinget… et fuldt, rigt, tilfredsstillende, problemfrit liv med sundhed, velstand, succes og absolut glæde, fred og fuldkommenhed… men ikke nu, tværtimod. Vor Herre har lovet dem, der kender og elsker ham i dette liv, bekymring, forfølgelse, forkastelse, vanskeligheder, prøvelser, smerter, lidelse, sorg, sygdom og endog legemlig død.
Så for kristne er dette liv vort værste liv. Ikke sådan forstået, at det er dårligt, men sammenlignet er det det værste, når man tænker på det kommende liv, som er det bedste. Dit bedste liv som en kristen begynder, når dette liv ender. Kristne har forstået dette i århundreder - de første kristne havde bestemt forstået det. Bibelen gør det klart. Du kan bare ikke forvente, at alle de løfter, Gud har givet dig angående Himmelen, nødvendigvis skal træde tydeligt frem her. Enhver fornuftig Kristen forstår det. Forvent ikke mere, end dette liv kan opfylde.
Slå op på 1. Pet. kap. 1. Der er en vidunderlig lovprisning - en lovprisningshymne, som kommer lige efter indledningen til dette brev fra den store apostel Peter. Den begynder i vers 3 og fortsætter til vers 5. Den lyder sådan: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i Himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.”
Peter indleder sit brev, vers 1 og 2, og kaster sig så ud i en lovprisning. Han kalder sine læsere til at lovprise for noget, som de ikke har for øjeblikket. Han kalder det en arv, gemt og holdt rede, som skal åbenbares senere. Hvorfor skulle han nu rette deres opmærksomhed mod fremtiden? Hvorfor skulle han bryde ud i denne lovprisning med hensyn til noget, de ikke ejer? Svaret på det er: fordi de var meget realistiske, mens de levede i denne verden.
Vi finder, at de, han skriver til, er fremmede, vers 1. De er blevet spredt ud over hele middelhavsområdet - til Pondus, Galatien, Kappadokien, Asien, Bitynien. Og overalt hvor de kom, var livet hårdt. De var Kristus troende, derfor var de underlagt forfølgelse fra den ikke troende og fjendtlige hedninge-religions verden.
Livet var meget besværligt for dem. De var hadet. De blev mishandlet. De blev truet. De blev plaget. De havde meget få ressourcer. De var fattige. De levede i en problematisk verden. Det er faktisk indlysende for enhver, som læser dette kortfattede brev. Lad mig blot hjælpe dig til at se det. Vers 6, som følger lige efter det, jeg læste, “Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags.” Nuet for dem, var deres værste liv.
I kapitel 2 vers 20, siger Peter til dem: “Det er ingen ros, at I tåler mishandling, når I fejler. Men hvis I tåler lidelser, når I gør det gode, så er det tak værd for Gud.” Og det var præcis, hvad der skete. De gjorde det rette. De ærede Herren, levede i lydighed mod ham, og de led for det. Kristus, siger han, kaldte jer med det formål, at lide i dette liv. Han led også for jer, og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor. Han viste jer, hvordan i skal lide uretfærdigt.
I vers 23 står der: “han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt.”Du må gøre det samme. Overlad dig til Guds omsorg, når livet er meget hårdt, urimeligt, fornærmeligt og skræmmende.
I kapitel 3 vers 13 står der: “Hvem kan skade jer, når I er ivrige efter at gøre det gode? v14 ”Men skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er I salige. Frygt ikke, hvad de frygter, nær ingen rædsel”; v15 ”men I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har”, v16 ”men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt.” I vers 17 står der: “For det er bedre, om det er Guds vilje, at lide, når man gør det gode, end når man gør det onde.”
Det vil blive på denne måde, og du må nødvendigvis fastholde håbet - siger han i vers 15 - som I har i jer, fordi dette liv ikke skal være jeres bedste liv. I virkeligheden er det sandsynligt, at det vil blive meget hårdt.
Kapitel 4 vers 1: “Da nu Kristus har lidt legemligt, skal også I væbne jer med hans sind. For den, som har gennemgået legemlig lidelse, har gjort sig færdig med synden.” Kristus led legemligt en uretfærdig behandling. Rust dig, du vil komme til at stå over for nøjagtig det samme.
I vers 12 siger han: “I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares.” Se fremad, se på den fremtidige herlighed.
I vers 15 siger han: “Men ingen af jer må lide som morder eller tyv eller forbryder eller for at gå andres ret for nær; men hvis nogen lider som kristen, skal han ikke skamme sig, men gøre Gud ære med det navn.” Og så siger han i vers 19: “Derfor skal de, der efter Guds vilje må lide, stadig gøre det gode og overlade deres sjæl til den trofaste skaber.”
Og Peter opsummerer i kapitel 5 vers 10: “Og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Jesus Kristus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer.” Du har en stor fremtid. Du har en herlig fremtid.
Lad os nu vende tilbage til vor lovprisning i kapitel 1. Dette liv var bestemt ikke det bedste liv for dem. Sådan har det været hele vejen igennem historien. Der er ingen løfter i Bibelen om, at dette er vort bedste liv. Vort bedste liv er altid det, som kommer. Derfor kræver Peter en lovprisning, en gudstjeneste, en ophøjet pris til Gud for det kommende liv.
Det var virkelig en hymne, jeg læste for dig i vers 3 til 5. Det er et kald til at tilbede Herren Gud, som har lovet os evig glæde og velsignelse i fremtiden, en arv, en frelse, som skal åbenbares - et levende håb.
Vi skal lære, jo før des bedre, at vores bedste liv ikke er her og nu. Denne lovprisning centrerer sig om vores arv. Læg venligst mærke til nøgleordet i begyndelsen af vers 4: “til en arv”. Ordet betyder en fuldt virkeliggjort og ejet gave. Vi har en garanteret, reserveret fremtid, som Gud allerede har bestemt og etableret. Det er en arv. Vi forstår begrebet en arv. Vi forstår, at en arv er noget, som kommer til os i fremtiden.
I Det gamle Testamente var arv et kendt ord, og det blev brugt meget ofte til at beskrive Kanaans land, fordi Kanaan var arven, som Gud lovede Israels folk. Denne arv i det jordiske Israel - Kanaans land, det forjættede land - var begyndt hos Abraham - fader til landet Israel. Men det blev ikke realiseret i lang, lang tid.
Der gik hundreder af år mellem løftet om arven og virkeliggørelsen af arven. Der var først hundreder af års slaveri i Ægypten. Der var årtier med ørkenvandring, i hvilken en hel generation af jøder døde. De førte et meget besværligt liv, indtil de endelig gik ind til deres arv. Man kan sige, at alle årene, i hvilke de ventede på deres arv, var år med meget, meget hårde tider.
På lignende måde, siger Peter: “I er ligesom Israels folk i slaveri i Ægypten. I er som Israels folk omvandrende i ørkenens ødemark. I har endnu ikke modtaget jeres arv, men den er reserveret til jer”. Han kalder på disse urolige troende, som bliver hårdt angrebet fra alle sider med alle de vanskeligheder, som livet på nogen mulig måde kan sætte ind mod dem, for at de skal glemme forsøget på at leve det bedste liv nu, og tålmodigt vente med hjerter fulde af lovprisning af det bedste liv, som skal komme i fremtiden.
I virkeligheden siger han, at I burde være så engageret i det, at I spontant brød ud i lovprisning, og at I forener jer med mig i denne lovprisning for noget, I ikke ejer nu. Ja, I er Guds børn og derfor Guds arvinger og medarvinger med Jesus Kristus.
I venter på at besidde jeres ufattelige, evige arv. Og vi er - som de - barnlige, vi er som en prins, der endnu er barn, og som, før han bliver moden, aldrig kan forstå det vældige omfang af hans kongelige arv. Vi forstår os kun lidt på, hvad Gud har beredt for os. Vi har kun en lille forståelse for virkeligheden af det, vi skal modtage fra ham, når han giver os alle sejrskronerne, som han har lovet os, og han kroner os med evig lyksalighed i den evige Himmels glæde. Vi har ingen måde, hvorpå vi fuldt ud kan forstå det.
Men vi må have den fineste, den reneste, den mest sande, den mest omfattende, den dybeste, den bredeste forståelse af det, som vi kan få, fordi det frembringer glæde midt i vanskeligheder.
Vi gør for meget ud af livets vanskeligheder. Vi kan ikke sige til mennesker, at Jesus ønsker, at de skal leve deres bedste liv nu, eller at Jesus vil skuffe dem, fordi det ikke vil blive deres bedste liv nu. Invester ikke for megen forventning i det. Det er fuldt af besvær. Og hvis du forventer for meget af dette liv, vil dette liv stjæle din glæde. Hvis du forventer lidt og er taknemmelig for hver lille hjælp, du kan få, mens du lever i lyset af det kommende liv, så kan dette liv ikke stjæle noget af din glæde.
Hvis I knytter jeres fornemmelse for Guds kærlighed til jer til det, I har i dette liv, så vil Gud skuffe jer rent tankemæssigt. Det er grunden til, at apostelen Paulus siger dette i kap. 1 v.18 i brevet til Efesus: “Med jeres hjerters øjne oplyst, så I forstår, til hvilket håb han kaldte jer…(lyt til dette)… hvor rig på herlighed hans arv til de hellige er.”
Jeg beder for jer, at I må få et greb om jeres Himmelske arv, for hvis i lever i lyset af det faktum, at jeres næste liv er jeres bedste liv, så kan i udholde det, der kommer, for dette liv er en damp, som viser sig i kort tid og så forsvinder. Paulus kalder os - ligesom Peter - til at overskride dette liv, og leve i tilbedelse, undren og lovprisning og gudsdyrkelse for det kommende liv.
Hvad er denne arv, som vi skal modtage? Ved afslutningen af vers 5 kalder han det: “en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.” Det er vor frelses endelige aspekt. Der er et tidligere aspekt. Da du kom til tro på Kristus, blev du frelst fra syndens straf, fordi du blev retfærdiggjort, erklæret retfærdig - dine synder blev placeret på Kristus. Hans retfærdighed blev placeret på dig. Du blev frelst fra syndens straf.
Nu bliver du frelst fra syndens magt - den har ikke længere herredømme over dig. I den endelige fase vil du blive frelst fra syndens tilstedeværelse. Den vil ikke eksistere i den kommende verden. Da vil du blive frelst fuldt, endeligt, fuldstændigt fra al forfald, al sygdom, vanskeligheder, konflikter, smerter, lidelse, sorg, skyld, bekymring, tårer, disciplin, had, skuffelser, misforståelser, svaghed, svigt, uvidenhed, forvirring, ufuldkommenhed… og så videre. Den eneste måde, hvorpå vi kan forstå fuldkommenhed, er via alt det, som er vores erfaring. Derfor må vi bruge negative ord for at tale om fuldkommenhed.
Men vi skal indgå til evige oplevelser af ren glæde, ren fred og ren hellighed. Det er denne frelse i dens endelige form, som er rede til at blive åbenbaret, vægtigt udtrykt i den sidste tid, den sidste epoke, den sidste dag - det er den tid, hvor vi bryder op og møder Jesus ansigt til ansigt, eller tiden, når han kommer for at hente os, for at vi skal være hos ham, når døden er opslugt til evig sejr, og vi går ind til vor evige arv.
Se, det er uden betydning, hvor meget du ejer i dette liv, eller hvor meget du ikke ejer. Hvor rask du er, eller hvor syg du er, hvor meget du har realiseret dig selv, eller menneskeligt talt hvor lidt du har realiseret dig selv, hvor megen succes du har haft, eller hvor mange nederlag du har haft, hvor mange glæder du har haft, eller hvor mange skuffelser du har haft, det betyder meget lidt. Du kom ind i denne verden uden noget, og du skal gå ind i den næste verden uden noget.
Du kan ikke tage det med dig, som Joe Bailey plejede at sige: “Du har aldrig set en rustvogn trække en flyttevogn. Den flytter sig ikke, den bliver hvor den er.” Invester ikke for meget i det. Vi tilbyder ikke - som Jesu Kristi menighed - mennesker deres bedste liv nu. Det rejser en umulig, falsk forestilling, fordi det tillader dem at definere, hvad deres bedste liv er, og derefter at presse Jesus til at opfylde disse forventninger. Og når han ikke gør det, så går de videre.
Vi trænger til at lære at leve i lyset af vores bedste liv, som kommer efter, at dette liv er forbi. Uanset hvor besværligt dette liv er, så lever vi i håb. Så kalder Peter os da i denne lovprisning til at lovprise sammen med ham.
Lad os gå tilbage til det i vers 3. Jeg vil kun give det nole få kommentarer - en meget enkel måde at forstå det på. Det er et kald til lovprisning: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader.” Blandt jøderne var den mest almindelige måde at begynde en lovprisnings-bøn på, at sige: “Jeg vil prise Herren.” Det var på den måde, de begyndte deres lovprisning. “Værdig til tilbedelse.” Det er, hvad priset betyder.
Salme 34: “Jeg vil prise Herren til alle tider, min mund skal altid lovsynge ham.” Eller senere i Salmernes Bog: “Pris Herren, min sjæl.” Dette var en meget typisk lovprisnings-form, og Peter låner fra sin egen erfaring som jøde, og taler på en måde, som en jøde ville tale: “Lovet være Gud.”
Men han tilføjer noget her, som det er vigtigt for os at forstå: “Vor Herre Jesu Kristi Fader”. Og med det introducerer Peter os for kilden til vor arv. Hvor kommer denne arv fra? Den kommer fra ham, som skal prises. Det er grunden til, at han priser Gud. Det er grunden til at han tilbeder Gud, lovpriser Gud, ophøjer Gud, at Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, har sat os i stand til at opnå denne arv.
Han er kilden. Det er en gave fra Gud… en meget grundlæggende og enkel sandhed. Jeg henleder lige jeres opmærksomhed på identifikationen af Gud, som vor Herre Jesu Kristi Fader. Det er en titel. Det er ikke en beskrivende talemåde - det er en titel. Ligesom Gud bliver kaldt Skaberen, eller Gud Forløseren, eller Israels Gud, eller Abraham, Isak og Jakobs Gud, er han vor Herre Jesu Kristi Fader. Det er sådan, han skal kendes. Han er den Gud, der er ét med Herren Jesus Kristus. Dette er et treenighedsudsagn, som taler om fælles liv, fælles væsen.
For at kende den sande og levende Gud, må du kende ham som en, der er mere end Gud - Skaberen, Gud - Forløseren, eller Israels Gud, Abraham, Isak og Jakobs Gud. Du må kende ham, som den Gud, der er vor Herre Jesu Kristi Fader… den sande og levende Gud, som er i sin legemliggjorte Søn. Jesus sagde: “Jeg og Faderen er et.”
Jeg er så glad for, at der står: “Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader.” På grund af inkarnationen er den ophøjede Gud blevet nærværende og personlig. Vi priser vor Gud - vor Gud og vor Herre Jesu Kristi Fader. Han er den Ene, som har givet os denne arv. Den kunne aldrig blive vores, hvis det ikke var for Herren Jesu Kristi skyld.
Så vi har ikke erhvervet vor arv. Vi har ikke fortjent vor arv. Det er en gave til os. Det er Guds og vor Herre Jesu Kristi Faders gave, den Gud der er et med Kristus. Det er deres gave til os.
Jeg tror, at apostelen Paulus tænker på dette i et endnu større perspektiv, når han skriver i Efeserbrevet 1: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al Himlens åndelige velsignelse.” Alt, hvad Himmelen rummer, er til os… en gave fra Gud og vor Herre Jesu Kristi Fader - den Gud, som er ét med Jesus Kristus, og som bekræfter Jesu Kristi guddommelighed.
Kilden er Gud, hvad er motivet? Hvorfor skulle Gud gøre dette? Motivet er enkelt her: “Som ifølge sin store barmhjertighed…” Det er ikke, fordi vi fortjener det. Det er fordi vi har desperat behov for det.
Må jeg forklare ordet barmhjertighed en smule for dig? Vi taler om nåde og barmhjertighed, og de kan på nogle områder bruges i samme betydning. Men der er en smule forskel.
Nåde er et udtryk, som anvendes i kategorien: Skyld.
Barmhjertighed er et udtryk, som anvendes i kategorien: Fortvivlelse.
Nåde på grund af vor skyld, barmhjertighed på grund af vor fortvivlelse.
Måske kan dette hjælpe dig til at huske det.
Det vil sige, Gud giver os nåde ved at tilgive vor synd. Gud giver os barmhjertighed ved at lindre følgerne af vor synd, hvilket er vor dybe og eneste ulykke. Herren refererer til nogen, som er i en ynkværdig tilstand - nogen i en hjælpeløs tilstand.
Jeg husker i Matt. 17,15 en far, der kommer til Jesus og siger følgende: “Herre, forbarm dig over min søn.” Han fortsætter: “For han er månesyg og lider slemt. Han styrter snart i ild og snart i vand.” En forfærdelig situation. Der er også den blinde Bartimæus i Jeriko, som i sin blindhed som tigger råber til Jesus: “Du Davids søn, forbarm dig over mig.” Nåden ser på skyld, barmhjertigheden ser på fortvivlelse.
“Forbarm dig over mig” blev et almindeligt udtryk, som jøderne brugte, når de råbte til Gud i deres nød, pine, lidelse, sorg og fortvivlelse. Det ord alene, eleos, og dets afledninger bliver brugt cirka 80 gange i Det nye Testamente, for Gud taler om sig selv igen og igen som en barmhjertig Gud. Og når det bliver brugt, refererer det altid til medlidenhed og lindring, givet til dem, hvis forhold har overmandet dem.
Med henvisning til Gud, taler det naturligvis om hans guddommelige medlidenhed med den fortvivlelse, som synden har frembragt. Nåde går til synden, barmhjertighed går til fortvivlelsen frembragt ved synden. Og Gud er af natur en barmhjertig Gud.
Gud er en Gud, som har ømhed, miskundhed og medlidenhed. I Mika 7,19 står der: “han viser os atter barmhjertighed”. Salme 103,17: “Herrens troskab (barmhjertighed) varer fra evighed til evighed”. Den er lige så evig, som han er evig. Salme 108,4: “For din godhed (barmhjertighed) når helt op over himlen”. Den er lige så uendelig, som han er uendelig.
Det er grunden til, at der står i 2. Kor. 1,3: “Han er barmhjertighedens Fader”. I Klagesangene 3 står der: “Hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen”. Det er som om, den bliver fyldt op igen hver dag og er uformindsket, netop når han udøser den. Titus 3,5: “Frelste han os… fordi han er barmhjertig”. Efeser 2,4: “Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde han os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus”.
Det er grunden til, at der står i 2. Kor. 1,3: “Han er barmhjertighedens Fader”. I Klagesangene 3 står der: “Hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen”. Det er som om, den bliver fyldt op igen hver dag og er uformindsket, netop når han udøser den. Titus 3,5: “Frelste han os… fordi han er barmhjertig”. Efeser 2,4: “Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde han os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus”.
Hvorfor? "For i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus". Han viste barmhjertighed mod os, siger Paulus, for at vise os sin godhed i evigheden. Du vil aldrig opleve fuld lindring fra lidelse i dette liv. Du kan derfor ikke opleve fylden af Guds barmhjertighed i dette liv. Hans barmhjertighed er ny hver morgen. Der er barmhjertighed i dette liv; men vi kan slet ikke nu forstå barmhjertigheden i at være fuldstændig og for evigt løst fra enhver lidelse.
Derfor er kilden vor Herre Jesu Kristi Gud og Fader. Bevæggrunden er Guds barmhjertighed over for dem, som er i fortvivlelse. Hvad er denne arvs formue? Hvordan tilegner vi os denne arv?
“Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed… (her er det)… har genfødt os til et levende håb”. Du har ikke denne fremtidige arv ved naturlig fødsel - tværtimod. Men faktisk giver din naturlige fødsel dig en arv. Ifølge Efeserbrevet 2 er du et vredens barn, og du skal arve fordømmelse. Det er sandt om os alle. "I er ikke Guds børn, I er børn af djævelen", siger Bibelen. Derfor er I vredens børn, derfor skal I modtage evig fordømmelse. Det er, hvad den naturlige fødsel giver jer.
Derfor er, som jeg sagde tidligere, dette liv jeres bedste liv - det er jeres eneste liv. Men Gud har ladet os blive genfødt til et levende håb. Det er en interessant kontrast. Den eneste måde, hvorpå du kan blive en Guds arving, vil være, at du bliver et Guds barn, ikke sandt? Arv er for arvinger, det er grunden til at ordene er forbundet - en arving arver. Du må være et Guds barn for at få en arv fra Gud, og så giver Gud os vidunderligt, mirakuløst, overnaturligt liv.
Jesus siger til Nikodemus: “Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” - han skal ikke arve alt det, som Gud har til sine egne. Derfor siger Peter: “Lovet være Gud som… har genfødt os”… som har født os ind i sin familie, så at jeg nu er et Guds barn og en Guds arving og medarving med Kristus.
Peter siger i det samme kapitel vers 23:“I er ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord”. Det er en åndelig fødsel, som Gud bevirker i den store genfødelses kraft gennem Guds ord. I vers 25 siger han: “Herrens ord… som er forkyndt for jer”. I hørte evangeliet, I troede evangeliet. Da I troede evangeliet, gav Gud jer et nyt liv, og I blev født ind i hans familie. Og nu har I et levende håb. Et meget betydningsfuld udtryk.
Hvis du ikke er en kristen, hvis du ikke er blevet født på ny, så har du et håb. Men jeg kan fortælle dig, at det er et døende eller et dødt håb. Du kan håbe på det bedste i dette liv - det vil ikke ske. Hvem kan leve under den latterlige illusion, at man kan blive fuldstændig tilfreds og lykkelig i dette liv, for det vil aldrig ske. Håbet bare dør og dør.
Mens du vokser op som barn, har du drømme og begær, og du bliver ved med at forandre dem og ændre dem, eftersom de dør. Du har forhold til mennesker, og uigenfødte mennesker har det vanskeligt med at holde enhver art af forhold gående - venskaber, kærlighedsforhold og ægteskaber.
Du har store forventninger, når et barn kommer til verden, og forventningerne bare dør og dør. De fleste af vore forventninger angår karriere og ambitioner. Du hører hele tiden mennesker sige: “Du kan blive alt, hvad du ønsker at blive”... det er løgn. "Du kan opnå alt, hvad du ønsker at opnå"… det er løgn. "Du kan skabe din egen verden ved at tale den frem"… det er løgn. Du lever i denne verden uden Gud, og du lever kun med døende håb. Og hvis de ikke dør, mens du endnu lever, så vil de alle dø, når du dør. Sådan går det.
Men når du er født ind i Guds familie, har du et levende håb… et håb, som aldrig dør. De fortabte kender kun håb, som dør, drømme, der bliver til aske. De flest af dem dør, før de dør - og de dør alle, når de dør. Det er grunden til, at Skriften siger: ”Har vi alene sat vort håb til denne verden, er vi de ynkværdigste af alle mennesker”.
For vort håb bliver bare ved med at dø. Dit bedste liv er kristenlivet, og dit bedste liv er i fremtiden. Det er godt nu, men det bedste er det kommende. Det er grunden til, at Paulus siger i Filipperbrevet 1,21: “Thi for mig er døden en vinding”.
Hvad kristendom - sand kristendom - tilbyder verden, er indeholdt i det kommende liv, ikke i dette liv. I det kommende liv skal vi have det herlige syn af Jesus Kristus, den fuldkomne fylde af uendelig fuldkommenhed, det absolutte fravær af synd og alt, hvad den fører med sig, den fulde nydelse af uhindret frihed til tilbedelse og tjeneste ind for Gud, Himlens underværk, det rene Guds fællesskab, Kristus, de hellige og englene - nydelse for evigt uindskrænket, ubegrænset og uendeligt. Det er et levende håb. Det skal aldrig dø.
Jeg har haft en masse ting i mit liv, som jeg håbede ville ske, men som aldrig skete. Og jeg har et håb, som aldrig dør. I virkeligheden er det endog langt bedre, end jeg kan forestille mig. Hvad er vor arvs natur? Dens kilde er Gud, dens motiv er barmhjertighed, dens middel er genfødelse. Hvad er dens natur? Svaret på det findes i vers 4: ”Det er en arv, som er… (og her er beskrivelsen af dens natur og karakter)… uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig”.
Dette er noget, som må være overjordisk, for alt i denne verden er forgængeligt, besmittet og dør hen. Alt i det skabte univers er berørt af syndefaldet og af synd. Det går alt til grunde - det bliver alt besmittet, formindsket og dør hen. Men her er en arv, der - ligesom Herren, der gav os denne arv, er uforanderlig - selv er uforanderlig og uforgængelig. I militær betydning blev ordet brugt til at beskrive en hær, som var uigennemtrængelig for alle stormangreb og andre angreb fra fjenden - uberørt af en invaderende, fjendtlig hær.
Tænk på det i forhold til Israel. Israel havde en arv, Kanaans land. De tog den jordiske arv - Kanaans land - og Kanaan blev hyppigt hærget af invaderende, fjendtlige hære. Jeg tror, hvis jeg tæller rigtigt, at byen Jerusalem blev jævnet med jorden 17 gange af fjender. Men vor arv, den Himmelske arv, kan ikke blive plyndret af nogen fjende, den er uforgængelig… den er uimodtagelig for alle angreb.
Den er også ubesudlet, ubesmittet, uplettet, og den kan ikke berøres af fejl. Den er uvisnelig og skal ikke dø - et andet udtryk for dens bestandighed. Dens natur er permanent. Vor arv mister aldrig sin overnaturlige herlighed. Den er ikke som i vers 24: ”græsset og græssets blomster, som visner og dør”. Vor arv visner aldrig, har aldrig en defekt, bliver aldrig fordærvet, aldrig plyndret. Alt det, vi har i Himmelen, er for evigt uændret. Det samme er vor uændrede Herre.
Se, dette er vidunderligt at tænke på, for vi er ikke altid trofaste, imens vi går gennem livet? Vi er ikke altid så tro overfor Herren, som vi burde være. Men i Himmelen venter der os et uforanderligt, herligt, evigt liv.
Denne arv “ligger gemt i Himlene til jer”. Pris ske Gud, at på trods af din svaghed, og på trods af livets kampe, er denne uforanderlige arv gemt i Himlene til os, ikke til nogen anden. I sikkerhed i Himlen, i Guds hellige nærhed, ikke underlagt noget voldsomt angreb eller nogen plyndring.
Matt. 6: “Men saml jer skatte i Himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler”. Himlen vil aldrig blive invaderet - ingen af dens skatte skal nogensinde blive plyndret.
I slutningen af Johannes` Åbenbaring står der, at intet moralsk fordærvet og intet afskyeligt vil komme ind i Himlen. Din arv er sikker der. Den kan ikke plyndres. Den kan ikke ødelægges. Den kan ikke besmittes, udviskes, fordærves eller blive stjålet. Den kan ikke blive taget og givet til en anden. Hvorfor? Den er gemt til os.
Du vil sige: “Hvorfor taler du om dette på en Påske søndag?” Fordi denne arv, denne fulde, herlige, evige frelse, dette levende håb, gemt til os i Himlen, bevaret ved Guds kraft, er gjort mulig ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Ingen opstandelse - ingen arv, intet evigt håb, ingen frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.
Den vældige, historiske begivenhed, Jesu Kristi opstandelse, åbnede Himlen og hele den evige herligheds skatkammer. Hvis du fornægter Jesu Kristi opstandelse, bliver kristendommen dum, tåbelig, latterlig, fordi den så giver løfter, som den ikke kan opfylde. Men Jesus opstod, og i Joh. 14,19, sagde han: “For jeg lever, og I skal leve”.
Herren Jesu Kristi opstandelse er det, som åbnede Himlen for os alle. Der står i det mindste et dusin gange i Det nye Testamente: “Gud oprejste Jesus”.
Men vi ved, at Gud dræbte Jesus. “Det behagede Faderen at knuse ham”. Han var Guds udvalgte lam som stedfortræder for syndere - Gud gjorde ham til et offer for vore synder. Og Gud oprejste ham for at erklære hans stedfortrædende offer retsgyldigt. Og Himlen åbnede sig for ham, og han steg op, hvor han kom fra, og Himlen åbnede sig ligeledes for alle os.
Det er grunden til, at Jesu Kristi opstandelse er så livsvigtig. Det er den kristne tros hjørnesten. Vi har evigt liv, fordi han besejrede døden for sig selv og for os. Vort bedste liv vil engang komme med ham i herligheden. Og jeg håber, at det også vil blive dit bedste liv.
-----------
Herre, tak fordi du igen minder os, på en anden måde, fra en anden del af Skriften, om opstandelsen og dens herlighed. Tak for livet i Kristus. Tak for det evige liv. Vi højtideligholder det med taknemmelige hjerter. Vi er ydmyge, for vi er uværdige. Tak for din tilgivelse. Tak for din barmhjertighed.
Fader, åbn Himlen på vid gab for nogle sjæle denne morgen og giv dem dette levende håb. Det beder vi om i Jesu navn.
Amen.
------------------------------------
Oversættelse Gert Gravgaard.
Et kort afsnit er udeladt (red.)
------------------------------------
Source here.
Talen er udlagt som lyd (engelsk) her.
(Rul ned ad siden).
-------------------------------------
"Dit bedste liv nu" er på dansk udgivet på Forlaget Alstrup her.
Forfatter: Joel Osteen
-----------------------------------------------------------------------------
© 1969-2009. Grace to You. All rights reserved.
