Uddrag fra ”Lutherske vækkelsesgruppers kirkesyn og praksis”
Foredrag af Mikkel Vigilius på NELK på Bibelskolen på Fossnes 3.–5. mars 2006.
Philip Jacob Spener (1636-1705) er blevet kaldt ‘lutherdommens anden reformator’, og i den lutherske vækkelsestradition ser mange ham som den, der virkeliggjorde Luthers menighedsidealer.
Sandt er det, at Spener samlede de alvorligt troende i fællesskaber for sig. Og sandt er det, at de pietistiske konventikler kom til at danne rammen om meget af det fællesliv, som Luther havde talt om.
Her opbyggede man hinanden med Guds ord, man formanede hinanden og øvede indbyrdes sjælesorg. Gensidighedsaspektet af det kristne menighedsliv var stærkt fremherskende. Man rakte hinanden Guds ord og talte med hinanden om det, og det ord, man delte bar frugt i åndelig vækkelse, tro og liv. Samtidig var der en stor opmærksomhed på dem, som var udenfor.
Ud fra disse konventikler blev der drevet et omfattende missionsarbejde og øvet diakoni over for mennesker i nød. Alt dette var konkrete udmøntninger af det almene præstedømme og i overenstemmelse med Luthers egne tanker. Og det var altsammen aspekter af det kristne menighedsliv, der havde været sørgeligt forsømte under ortodoksien.
Som Luther ønskede Spener, at den afgrænsede forsamling af bekendende kristne skulle udfolde et sandt evangelisk menighedsliv efter urmenighedens forbillede. Men der var også en afgørende forskel mellem de to. For Spener var det ikke afgørende, at forsamlingen forvaltede sakramenterne.
Der var mindst fire årsager til dette valg:
1) Spener ønskede så vidt muligt at holde sig inden for lovgivningen og at undgå kirkelig uro. Det var kun muligt, hvis han respekterede den folkemosluttende kirkes eneret til at forvalte sakramenterne.
2) Spener ønskede at den lille forsamling af vakte skulle virke vækkende og fornyende ind på kirken i sin helhed. Den skulle ikke være en ny kirke, men en ecclesiola in ecclesia – en lille kirke i kirken.
3) Spener havde i forhold til Luther ringe syn for den nære sammenhæng mellem sakramenternes forvaltning og et ret evangelisk menighedsliv. Det afgørende for ham var ordets forkyndelse.
4) Spener havde intet syn sakramentforvaltningen som den rette ydre grænsedragning mellem kirken og verden. Ifølge Spener trådte den sande kirke synligt frem gennem de troendes helliggjorte liv.
På alle disse fire områder lægger Spener linien for den del af pietismen, som danner ecclesiolae in ecclesia.
Den historiske betydning af Speners adskillelse af sakramenterne og den rette menighed kan næppe overvurderees. En række af de åndelige og teologiske svagheder, der knytter sig til store del af den pietistiske ecclesiola-kultur må i væsentlig grad tilbageføres hertil. Her skal bare nævnes to:
1) Tendensen til at udvikle selvbestaltede notae ecclesiae. Uden sakramenternes ydre tegn på og markering af kirkens grænse definerede man på egen hånd nogle kendetegn på sande kristne. Det kunne dreje sig om et bestemt åndeligt erfaringsmønster eller en bestemt adfærd i forhold til adiafora. Hvor man fandt disse notae, fandt man de rette kristne – og omvendt. Man afgrænsede med andre ord den ydre kirke på en måde, som savnede begrundelse i Skriften og derfor i sin natur var lovisk.
2) Tendensen til en individualistisk og spiritualistisk fortolkning af sakramenterne. Når sakramenterne ikke længere tjener til at markere henholdsvis optagelsen i og delagtigheden i de kristnes ydre og synlige kirkefællesskab, bliver det naturligt at tænke reduktionistisk om deres indhold som noget, der kun vedrører den enkeltes personlige forhold til Jesus.
Samtidig gælder det, at adskillelsen af sakramenterne og ecclesiola-forsamlingen på sin egen måde bidrog til at fremme Speners vision en fornyelse af den store kirke. Netop fordi de vaktes egen forsamling ikke havde sakramenterne, måtte de blive i den store kirke og mere eller mindre regelmæssigt søge dens nadverbord. Sakramenterne blev i betydelig grad den livlinie, der knyttede ecclesiola og ecclesia sammen.
Når kirkehistorikerne skal gøre status over Speners gerning, fremholder de generelt ecclesiola in ecclesia-strategien som det afgørende nye, han kom med. De påpeger også, at den lille forsamling af vakte blev det vigtigste redskab til udbredelse af den pietistiske vækkelse fra slutningen af 1600-tallet og frem til midten af 1700-tallet.
Under rationalismen sidst i 1700-tallet overlevede den pietistiske tro i små ecclsiola-grupper spredt ud over Skandinavien, og herfra brød den frem igen ved det nye århundredes begyndelse. 1800-tallet blev det store vækkelsesårhundrede i Vesteuropa og herunder også i Skandinavien.
-----------------------------
Læs hele foredraget her.
