(Som pdf-fil her)
Her Berliner Erklæringens ordlyd af 15. september 1909, den tyske Evangeliske Alliances og Gnadauer Foreningens fælles erklæring:
Her Berliner Erklæringens ordlyd af 15. september 1909, den tyske Evangeliske Alliances og Gnadauer Foreningens fælles erklæring:
De undertegnede brødre opløfter advarende deres røst mod den såkaldte pinsebevægelse.
1. Efter alvorlig, fælles undersøgelse af omfangsrigt og tilforladeligt materiale er vi – for Herrens ansigt – kommet til følgende resultat:
Bevægelsen står i uadskillelig sammenhæng med bevægelsen fra Los Angeles – Christiania – Hamborg – Kassel - Grossalemrode. Forsøgene på at nægte denne sammenhæng slår fejl på grundlag af de foreliggende kendsgerninger.
Den såkaldte pinsebevægelse er ikke ovenfra, men nedenfra; den har mange manifestationer fælles med spiritismen. I den virker dæmoner, som, ledet af Satan med list, blander løgn og sandhed, for at forføre Guds børn. I mange tilfælde har de såkaldte ”åndsbegavede” efterfølgende vist sig at være besatte.
Ved overbevisningen om, at denne bevægelse er nedenfra, kan den personlige troskab og hengivelse hos enkelte ledende trossøskende ikke forvirre os, heller ikke helbredelserne, tungetalen, profetierne osv, som denne bevægelse ledsages af. Sådanne tegn har ofte været forbundet med bevægelser som for eksempel irwingianismen, med ”Kristen Videnskab” (Christian Science) og med spiritismen.
Ånden i denne bevægelse får åndelige og legemlige magtvirkninger frem i lyset; dog er det en falsk ånd. Den har åbenbaret sig som en sådan. De modbydelige manifestationer, som det at dratte om (falde bagover), ansigtstrækninger, rysten, skrigen, det at le modbydeligt og højt osv. Optræder også i disse forsamlinger. Vi lader det stå hen, hvor meget af det, der er dæmonisk, hvor meget der er hysterisk eller sjæleligt – sådanne manifestationer er ikke virket af Gud.
Ånden i denne bevægelse introducerer sig selv gennem Guds ord, men trænger Ordet i baggrunden gennem såkaldte ”profetier” jfr. 2.Krøn. 18, 18 – 22. I det hele taget ligger der en stor fare i disse profetier. I profetierne har der ikke kun vist sig at være håndgribelige modsætninger, men ”profetierne” stiller også brødrene i slavisk afhængighed af disse ”budskaber”. Den måde, hvorpå budskaberne formidles ligner spiritistiske mediers budskaber. Formidlerne er for det meste kvinder. Indenfor bevægelsen har det på forskellige punkter ført til, at kvinder, ja endog unge piger, mod Skriftens klare anvisninger står i centrum af arbejdet som ledere.
2. Det er umuligt for os at anerkende, at en sådan bevægelse skulle være givet af Gud. Det er naturligvis ikke udelukket, at forkyndelsen af Guds Ord i forsamlingerne bringer frugt ved Ordets iboende kraft. Uerfarne kristne lader sig bedrage gennem sådanne velsignelser. Disse ændrer intet ved hele bevægelsens løgnekarakter (jfr. 2.Kor. 11, 3 – 4 og 14).
3. Guds menighed i Tyskland har grund til at bøje sig dybt for, at denne bevægelse kunne vinde indpas. På grund af vore mangler og forsømmelser, specielt også i forbønnen, bærer vi alle skylden. Mangelen på bibelsk erkendelse og kendskab til Skriften, mangelen på helligt alvor og årvågenhed, en overfladisk opfattelse af synd og nåde, omvendelse og genfødelse, en vilkårlig udlægning af bibelen, lysten til nye, sensationelle fænomener, tilbøjeligheden til overdrivelse, men frem for alt også arrogance, det har alt sammen banet vejen for denne bevægelse.
4. Men i særdeleshed er den ubibelske lære om det såkaldte ”rene hjerte” skæbnesvangert for mange kredse og for den såkaldte pinsebevægelse er den blevet gavnlig. Her drejer det sig om den vildfarelse, at den ”iboende synd” skulle være udryddet i en benådet og helliget kristen. Vi fastholder den sandhed, at Herren vil og kan bevare sine fra at begå fejl og falde (1. Thess. 5, 23; Jud. 24- 25; Hebr. 13, 21) og at de samme (= de kristne) har magt til at herske over synden gennem den Hellige Ånd. Men et ”rent” hjerte, som går ud over dette - også ved en Gudgiven, vedvarende bevarelse, hvor vi med Paulus ydmygt må sige: Jeg er mig intet bevidst, men ved det er jeg ikke retfærdiggjort” - modtager mennesket overhovedet ikke på jorden. Også den mest produktive kristen må bøje sig for den Gud, der alene er dommer over hjerternes sande tilstand; jfr. 1. Kor. 4,4. Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os”., 1.Johs. 1, 8.
I sandhed modtager den troende i Kristus et pletfrit, renset hjerte; men den vranglære, at hjertet i sig selv skal kunne opnå en tilstand af syndfrihed, har allerede ført mange af Guds børn under uoprigtighedens forbandelse (uoprigtigheden overfor synden), har vildledt om synder, som endnu ligger i deres tankeverden, i deres forsømmelser eller i deres distance bag ved Guds høje bud. Der kan ikke formanes nok om at bevare synet for synden, et syn, der ikke er formørket gennem en menneskegjort helliggørelse, eller en indbildt lære om syndenaturens forsvinden. Den manglende bøjen sig for sine egne synder lukker vejen for nye velsignelser og bringer mennesket under fjendens indflydelse. Sørgelige eksempler fra nutiden viser at, hvor man påstår at have opnået en tilstand af syndfrihed, der kan den troende komme derhen, hvor han ikke længere er i stand til at indrømme en fejl, endsige at bekende fejl. En anden sørgelig konsekvens af falsk helliggørelseslære er nedvurderingen af det bibelske, Gudvillede ægteskabelige liv, idet man mange steder fremstiller det ægteskabelige samkvem mellem mand og kvinde som uforeneligt med sand helliggørelse (jfr. 1.Mos. 1, 28 og Ef. 5, 31).
5. I Tyskland står pastor Paul officielt som leder i den såkaldte pinsebevægelse. Han er samtidig hovedrepræsentant for de ovenfor beskrevne (og afviste) ubibelske lærdomme. Vi elsker ham som en broder og ønsker i sandhed at tjene ham og skaren af hans tilhængere. Det er en smerte for os offentligt at måtte tage stilling mod ham. Det har ikke manglet på samtaler med ham og på formaninger i snævre og bredere kredse. Efter at alt har været forgæves, må vi for hans og Guds sags skyld hermed sige: Vi, de undertegnede brødre, kan ikke længere anerkende ham som leder og lærer i Jesu menighed. Vi befaler ham i kærlighed, tro og håb til Herrens nåde.
6. Vi tror, at der kun har været én pinse, Ap.gr. 2. Vi tror på den Hellige Ånd, som vil forblive i Jesu menighed i evighed (sml. Joh. 14, 16). Vi er os bevidste, at Guds menighed hele tiden har været opretholdt ved nye nådes-hjemsøgelser fra Helligånden, og at menigheden behøver det. For hver enkelt troende gælder apostelens formaning: ”Lad jer fylde af Ånden!” Ef. 5, 18. Vejen til det er og bliver et fuldstændigt fællesskab med den korsfæstede, opstandne og ophøjede Herre. I Ham bor guddomsfylden i egen person, hvorfra vi får nåde over nåde. Vi forventer ikke en ny pinse; vi venter på Herren, der kommer igen.
Herved beder vi alle vore trossøskende for Herrens og hans sags skyld, den sag, som Satan vil ødelægge: Hold jer væk fra denne bevægelse! Men den af jer, der er kommet under denne ånds magt/indflydelse, skal sige sig fri og bede Gud om tilgivelse og befrielse. Fortvivl ikke i de kampe, som nogle måske vil komme ud i. Satan vil ikke ved let køb opgive sit herredømme. Men vær I sikre på en ting: Herren bærer igennem kampen! Han har allerede befriet nogle og vil give jer den sande åndsudrustning.
Vor faste tillid i denne svære tid er: Guds folk vil gå velsignede ud af disse kampe! Det må I også vide, kære søskende, lad jer sige, I, der står rystede overfor de realiteter, som vore ord stiller jer overfor. Herren vil give de enfoldige og ydmyge lys og styrke og bevare dem.
Vi forlader os på Jesus, overhyrden. Hvis enhver giver Herren og hans ord den plads, som tilkommer ham, så vil HAN føre sit Ånds værk, som HAN så nåderigt har begyndt i Tyskland, til sit herlige og Gudvillede mål. Vi forlader os på HAM, der siger:
”I spørger mig om mine børn, for mine hænders værk vil I råde!” (Esajas 44, 11 gl.)
Oversat af cand mag i tysk I. P.
Redigeret af L.j.
Oversat af cand mag i tysk I. P.
Redigeret af L.j.
