Udarbejdet af Poul Erik Haahr.
Elsker du mig?
Sådan spurgte Jesus tre gange.
Peter bekræftede spørgsmålene og fik en trefold opgave:
Vogt mine lam!
Vær hyrde for mine får!
Vogt mine får!
Hvad ville du have svaret i Peters sted?
Læs nedenstående og vurder, om vi i dag efterkommer Jesu ord.
PEH.
------
Læs hele notatet ( 24 sider) på pdf-fil her.
-------------------------------------------------------------------
Uddrag af notatet:
Go 2007 er en missionskonferencc der afholdes i dagene 16. - 18. november i Tilst ved Aarhus.
.
Bag arrangementet står følgende organisationer:
- Indre Missions Ungdom
- Evangelisk Luthersk Missions Ungdom
- Joffi (Ordet og Israels Ungdom)
- Dansk Ethioper Mission
- Luthersk Missionsforenings Unge
- Brødremenighedens Danske Mission
- Israels Missionens Unge
- Afrika in Touch
- Kristeligt Forbund for Studerende
Om lørdagen afholdes 18 forskellige seminarer.
Om seminar nr. 5 står der følgende:
Mission blandt nyreligiøse ved Ole Skjerbæk Madsen, Missionspræst i Areopagos.
Hvad får folk til at besøge messer for alternativ helbredelse eller messer som Mystikkens Univers?
Hvilke fællestræk er der mellem kristen tro og nyreligiøsitet, og hvordan takler vi de forskelle, der er i forståelsen af Gud og tilværelsens mening, når vi taler om Jesus med denne gruppe?
Jeg vil dele erfaringer om mødet med mennesker på messerne, og om hvordan vi beder med dem.
Det er et emne, der utvivlsom vil trække en del tilhørere, da det nyreligiøse er et broget marked omgivet af noget ukendt, mystisk og dragende; noget som vi kender og alligevel ikke kender.
Når der ved seminaret opfordres til kontakt til og gives anvisning i åndeligt samvær med nyreligiøse (bøn) er det vigtigt, at man som kristen er sig uhyre bevidst, at det er farligt at bevæge sig ind i ’fjendeland’, hvor der råder stærke åndelige kræfter, er kraftige åndelige manifestationer og praktiseres alle mulige former for moderne afgudsdyrkelse, inkl. spådomskunst og åndemaneri.
Derfor er det uhyre vigtigt hvilken rådgivning og vejledning de unge får ved et sådant seminar.
Det har fået mig til at kigge lidt nærmere på den person, der er blevet bedt om at afholde dette seminar - Ole Skjerbæk Madsen - og hvad han står for.
Informationer er opstillet i punkter og der er vedhæftet referencer således at informationerne kan efterprøves:
Ole Skjerbæk Madsen:
Baggrund.
Ole Skjerbæk Madsen (OSM) er født i København 1947.
OSM har fået en afgørende inspiration fra den koptisk orthodokse kirke i Ægypten, som han besøgte i sin studietid, og han er præget af den karismatiske fornyelse.[1]
Han er teolog og præst og har været pioneren bag bevægelsen ’I Mesterens Lys’ og er fortsat dennes primære drivkraft.
Han var præst i Vigerslev Sogn i 6 år og derefter gennem 18 år sognepræst i Betlehemskirken på Nørrebro i København, men har i dag forladt embedet som sognepræst for at arbejde med mødet mellem den kristne kirke og vor tids nye spiritualitet.
Er i dag ansat i missionsselskabet Areopagos og hjælper på frivillig basis med ved Betlehemskirken.
OSM er gift og har tre voksne døtre.[2]
I Mesterens lys [3]
Som præst kom OSM flere gange gennem 70’erne og i starten af 80’erne i kontakt med folk, der havde været involveret i alternative/New Age miljøer. Han så en opgave i at nå disse miljøer med evangeliet.
OSM deltog derfor på SIND-KROP-ÅND messen for første gang i 1986.
Om dette skriver han:
Vi fremstillede et hæfte med titlen "JESUS bringer os den nye tid", og vi uddelte ca. 5000 eksemplarer af hæftet.
Men det var en fejl; vi brugte tiden til at propagandere; i stedet for samtale fik vi konfrontation, og næsten ingen lærte Jesus at kende som den, der bringer den nye tid eller et nyt liv.
Mennesker, som søger efter en sand orientering i tilværelsen, har ikke brug for propaganda eller rette meninger, men for at se eller i det mindste introduceres til det liv, som leves med Ham, som kalder sig selv for "Vejen, Sandheden og Livet".
Da han deltog igen i 1988 var kursen derfor lagt om - det modsætningsfyldte, anstødelige og konfronterende i budskabet var fjernet:
Han skriver:
Standen oplevedes nu som en helligdom midt i udstillingen, og andre udstillere kom til standen, fordi de oplevede, at her var lys og hvile og ny energi.
Der var også udstillere, som følte, at kirkens nærvær modarbejdede deres energi.
Men vigtigst var det, at vi var os selv som Jesu disciple, og at vi ved vort nærvær inviterede andre med i vort eget spirituelle liv ved Mesterens fødder;
således blev vi et relevant indslag på udstillingen blandt mennesker for hvem, erfaring og forvandlede liv er kriterier på en levende og ægte spiritualitet.
Årene gik.
I 1994 fik OSM den afgørende inspiration til at danne ’I Mesterens lys’.
Han skriver:
I Mesterens Lys blev givet til mig af Jesus sommeren 1994.
Jeg bad ude i solskinnet, mens jeg var på sommerferie med min familie i Nordsjælland.
Jesus gav mig navnet på møderne, deres indhold, annoncetekstens indhold og lovede mig, at der ikke ville være et møde uden, at Han ved Helligånden havde givet eller ville give mig et budskab, som var direkte fra ham;
Jesus gav mig den første "inspiration" og sagde: "Sådan kan jeg og vil jeg tale gennem dig; du vil opleve, at dogmatikken bliver til i mine ord gennem dig, når du taler til mennesker i New Age miljøet" (dagbog, 18/7 1994).
I Mesterens lys er således, i følge OSM, en gudgiven og -villet redskab til evangelisation ind i New Age miljøet. Og OSM har fået megen inspiration direkte fra Gud - uden om Bibelen.[4]
Således skriver han:
Bogen vil give dig en mulighed for at lytte med på undervisningerne fra det første års aftener I Mesterens Lys.
Mesterens direkte tale, som jeg her kalder "inspirationer", anføres i kursiv - det gælder både spontane, efter båndoptagelser nedskrevne budskaber, og forud for mødet givne inspirationer.
Undervisningerne og inspirationerne har det første år først og fremmest haft til formål at lade deltagerne lære Gud at kende sådan som Gud viser os sit nærvær i Mesteren Jesus;
samtidig rummer de kaldet til omvendelse: at vi nemlig finder os selv som Gud skabte os i sit billede ved netop at lære Gud at kende og re-orientere vore liv ud fra hans kærligheds nærvær i Mesteren Jesus.
Videre hedder det:
Disciple er under vejs.
Med dette udgangspunkt bliver mødet med det søgende menneske mere frugtbart.
Vi møder ikke de søgende som dem, der selv véd alt, men netop som deres med-søgende, og vi kan foreslå dem at følges ad og fortælle dem, at vi selv på vor søgens vej følges med Mesteren Jesus.
Summen af hvad I Mesterens lys er, bliver således:
Mesterens Lys er et fællesskab af kvinder og mænd, som har genkendt Guds lys af renhed, kærlighed og visdom i Mesteren Jesus.
I Mesterens Lys ønsker også at bygge bro mellem kirken og åndeligt søgende mennesker og mennesker som er optaget af at finde helhed i deres eget liv og for jorden og menneskeheden.[5]
Det mærkelige er at disse ’gudgivne’ og ’gudvillede’ budskaber er uklare og upræcise.
De er åbne og indbyder til alle mulige tolkninger - man kan med andre ord lægge det i det skrevne, man vil.
Hvad ligger der præcist i formuleringen: …kaldet til omvendelse: at vi nemlig finder os selv som Gud skabte os i sit billede ved netop at lære Gud at kende og re-orientere vore liv udfra hans kærligheds nærvær i Mesteren Jesus? - og er det bibelsk?
’Med-søgende’. Hvad ligger der i det?
Som kristne har vi vel fundet det vi søgte, fundet klippegrunden, der er evig og urokkelig og som vi ikke vil forlade?.......
[1] http://www.imesterenslys.dk/kontakt%20-%20OSM-portræt.htm
[2] http://www.imesterenslys.dk/kontakt%20-%20OSM-portræt.htm
[3] Hvor intet andet er anført er kilden til dette afsnit: http://www.imesterenslys.dk/bog/indledning.htm
[4] http://www.imesterenslys.dk/bog/inspirationer.htm se også http://www.imesterenslys.dk/bog/introduktion.htm hvor der står: ”Her gengives manuskripter til en række taler samt alle inspirationer (Mesterens direkte tale)”
[5] http://www.imesterenslys.dk
---------------------------
Læs hele notatet ( 24 sider) på pdf-fil her.