Fra Thebereancall.org,
1. februar 2008.
Af Tom McMahon.
Katolicismens trældom.
Jeg bliver i denne tid mere og mere bedrøvet over, hvad jeg ser finde sted iblandt de, som giver udtryk for, at de er evangelikale.
Jeg ved, at ordet "evangelikal" har undergået en radikal forandring med hensyn til dets betydning og praksis. Og dog, når jeg bruger ordet, går jeg ud fra en meget enkel definition: Jeg refererer til de, der hævder, at de accepterer Bibelen alene som autoritet for kendskab til og modtagelse af Guds vej til frelse, og for et liv, der behager Ham.
For tredive år siden var der yngre evangelikale, som blev brugt vidunderligt af Herren til at hjælpe med at åbne mine øjne for det faktum, at jeg var evigt adskilt fra Gud, og at det var et falsk håb, at det religiøse system, som jeg stolede på, kunne bringe mig til himmelen. Det var ikke nemt for mig at acceptere på det tidspunkt.
Skønt min binding til Den Romersk Katolske Kirke var blevet mindre, da jeg var sidst i tyverne, var holdningen: "Jeg blev født som katolik, jeg vil dø som katolik" vævet ind i strukturen i mit sind.
Når jeg ser tilbage på den tid, så indser jeg, at jeg var en ung mand i trældom. Jeg var afgjort bundet i synd, som alle er, der ikke er genfødt. Men der var en anden trældom, som også fastholdt mig: Trældommen i Den Romersk Katolske tradition med dets sakramenter, liturgier og ritualer.
Ikke blot var sådanne ting ubibelske, de var kødets værk og dæmoners opfindelse. I mit eget liv, såvel som igennem Den Romerske Kirkes historie, var der sjæle-gribende overtro, der skred frem i spiritualitetens forklædning.
Jeg troede på relikvier af døde såkaldte helgener, helligt vand, at gøre korsets tegn, kerter, hvorved der gives et løfte, dåb til frelse (som barn eller andet), "transsubstantiation" af et stykke brød, som derefter påstås at være Kristus, åndesyner af Maria, "scapularet", "undergørende medaljer", statuer og billeder af Jesus, Maria og helgenerne, endeløse rosenkranse, novenas (9 dages andagt), korsstationerne, afholdenhed fra kød om fredagen, faste, den sidste olie for at sende mig i skærsilden og overbærenhed for at få mig ud af skærsilden, messeprogrammer, nåde doseret af Maria, skriftemålet med syndsforladelse fra en præst, bod og personlig lidelse for at rense mig for mine synder, at tilbede et stykke brød ved "Eucharistic Holy Hour", den hellige Fader som Kristi stedfortræder på jord, osv. osv. Deri ligger et slaveri, som få evangelikale forstår.
Mange skubber disse ting til side som ikke-essentielle for den kristne tro eller som en mindre teologisk afvigelse, der er unik i katolicismen.
Ikke rigtigt!!
De er essentielle for det evangelium, som Rom erklærer for et evangelium ved fortjenstfulde gerninger, men som Bibelen fordømmer som en forkastelse af den fuldendte stedfortrædende soning ved Kristus, vor frelser(se brevene til galaterne, romerne og efeserne).
Katolske traditioner udgøres af de nævnte ting, og erklæres for ligeværdige med Skriften, hvad angår autoritet - de er nødvendige eller støttende for en katoliks indgang i himlen. Ifølge Guds ord er alt det, der lægges til Kristi fuldbragte værk på korset, en benægtelse af Skriftens evangelium - at Kristus betalte den fulde straf for menneskers synd. Den Romersk Katolske Kirke hævder ufejlbarlighed i dets koncilier og teologiske lære og benægter klart og eftertrykkeligt det bibelske evangelium.
Konciliet i Trent erklærer:
6th Session, Canon 9: If anyone says that the sinner is justified by faith alone, meaning that nothing else is required to cooperate in order to obtain the grace of justification...let him be anathema.
6th Session, Canon 12: If anyone shall say that justifying faith is nothing else than confidence in the divine mercy which remits sins for Christ's sake, or that it is this confidence alone by which we are justified: let him be anathema.
6th Session, Canon 30: If anyone says that after the reception of the grace of justification the guilt is so remitted and the debt of eternal punishment so blotted out to every repentant sinner, that no debt of temporal punishment remains to be discharged either in this world or in purgatory before the gates of heaven can be opened, let him be anathema.
7th Session, Canon 4: If anyone says that the sacraments of the New Law [canons and decrees of the Church] are not necessary for salvation but...without them...men obtain from God through faith alone the grace of justification...let him be anathema (bandlyst).
"Bandlysning" i disse dekreter (som stadig er i kraft), fordømmer enhver til helvede, som fornægter Den Romersk Katolske Kirke's falske gernings-evangelium.
Startende med Det andet Vatikankoncil i 1960erne, hvor der kun blev gjort overfladiske forandringer (fordi ufejlbarlige dogmer ikke kan forandres), lancerede Rom et økumenisk program, som sigtede imod at forføre protestanter over hele verden og især de evangelikale i USA.
Målet var og er at bringe al kristendom under Den Romerske Katolske Kirkes styre med paven som det åndelige overhoved. Som man kunne forudsige, er der gjort fremskridt i Europa og i US blandt liberale, religiøse grupper, som i forvejen havde opgivet Skriften. Forbavsende er dog den succes systemet har haft blandt amerikanske evangelikale.
Billy Graham var den første og mest betydningsfulde evangelikale, som støttede katolicismens økumeniske bestræbelser. Andre fulgte - herunder Bill Bright, Pat Robertson, J. I. Packer, Timothy George, Robert Schuller, Hank Hanegraaff, Benny Hinn, og Jack Van Impe.
‘Evangelicals and Catholics Together’, under ledelse af Chuck Colson og den katolske præst, Richard John Neuhaus, erklærede katolikker og evangelikale for at være “brødre og søstre i Kristus” og tilskyndede dem til at arbejde sammen på at sprede evangeliet. Selvfølgelig og meget belejligt blev evangeliet ikke defineret.
Selv om accepten af sagen - Romersk Katolsk iblandt evangelikale - konstant voksede i årene efter Vatikan II, så steg den først kraftigt med populariteten af den ultrakonservative Mel Gibson’s The Passion of the Christ.
Hans dramatisering af en af katolicismens mest hellige ritualer, ”The Stations of The Cross”(korsstationerne) vandt således de evangelikales hjerte, og disses iver efter at erhverve mange billetter kan forklare filmens store finansielle succes.
I Vatikanet fulgte man dette resultat og gjorde derefter denne indsigtsfulde observation: For de evangelikale har filmen givet et glimt ind i den katolske sjæl, og endog ind i den traditionelle katolske sjæl.
Mange evangelikale, som reflekterer over, hvad de så i filmen, siger, at de er begyndt at 'fange' hele det katolske væsen: faste… aske på panden… ingen kød om fredagen… de sørgmodige mysterier… korsstationerne… vægtlægningen på nadveren… hengivenheden for Maria… det enorme krucifiks, som hænger over ethvert katolsk alter. De styrter måske ikke nødvendigvis ud og køber rosenkranse, men nogle af tingene synes ikke mere så mærkværdige og fremmedartede.
Hvad de evangelikale også ’fangede’, og som deres ledere med stor begejstring godkender som ’bibelsk korrekt’, var utallige scener, baseret på fantasien fra det 18. århundredes katolske mystik, fremstillingen af Maria som medforløser i menneskets frelse og et meget katolsk evangelium, hvor Kristus soner synden ved at lide under de romerske soldaters ubønhørlige, psykiske tortur.
The Passion of the Christ havde en overvældende effekt på de unge evangelikale og deres præster. Ikke bare syntes ”de katolske ting ikke længere så mærkværdig og fremmedartede”, nej, de dukkede op i ungdomsforeningerne i de evangelikale kirker.
Korsstations-ritualet blev populært, skønt det var nødvendigt at skære det ned fra 14 til 11 stationer, idet man eliminerede nogle stationer, som var for fremmede for Skriften (så som Saint Veronica, som fanger billedet af Kristi blodige ansigt på sit slør).
Bede-altre blev rejst, bestående af ikoner, oplyst af levende lys og duftende af brændende røgelse, og bede-labyrinter blev malet på store presenninger og placeret i kirkernes kældre eller skåret i kirkernes græsplæner.
For unge evangelikale, som alt for ofte var blevet opdraget med tomme, ensformige lovsangskor kun lidt forskellige fra verdslig musik, og med religiøs vejledning, som – for at holde de unge interesseret - læner sig kraftigt op ad underholdning, syntes den katolske og den ortodokse liturgi langt mere spirituel.
Alt dette blev ’spirituel’ foder for Emerging Church bevægelsen (ECM) – meget af det, som en reaktion på den forbrugs-orienterede markedsmæssige fremgangsmåde hos kirkevækst-bevægelsen, populariseret af Robert Schuller, Bill Hybels og Rick Warren.
Mange ECM-ledere, af hvem de fleste har evangelikal baggrund, så katolske ritualer og mystik som en nødvendigt spirituel ingrediens, der mistedes af de evangelikale ved reformationen.
Sola Scriptura var i reformationen et alvorligt samlende råb imod ophobningen af uheldige forhold i den Romersk Katolske tradition. Bibelen som eneste autoritet lukkede i praksis indflydelsen fra katolsk mystik, kendt som ørkenfædrene.
Men nu er katolsk mystik vendt tilbage så det forslår. Dets okkulte teknik kan findes næsten overalt – fra 'Youth Specialities' til Richard Foster’s Renovaré-organisationer til Rick Warren’s Purpose Driven Life.
Brian McLaren skriver bifaldende: ”Mange kristne ledere begyndte at søge efter nye fremgangsmåder under banneret af ’spirituel formation.’Denne nye søgen har ledt mange af dem tilbage til kontemplativ praksis og middelalderlige munkediscipliner."
Tony Jones, medforfatter til ”An Emergent Manifesto of Hope ”, har skrevet et manifest om mystik for Emerging Church med titlen” The Sacred Way: Spiritual Practices for Everyday Life.”
Jones’ anerkendelse af de Emerging ledere, som støttede hans initiativ, kan læses i ”Who's Who ”, og ikke at forglemme de katolske præster, som han takker, og den ældgamle ortodokse og katolske mystik, som han citerer.
Hvad er så den mystik, som de støtter?
Katolsk mystik er helt igennem subjektiv og eksperimentel. Som sit ophav - østlig mystik - hævder den, at Gud hverken kan blive erkendt eller forstået ved menneskelig dømmekraft (reason), men kun kan ”opleves” subjektivt igennem forskellige teknikker.
Det er det modsatte af, hvad Bibelen lærer:
”Come now, and let us reason together, saith the LORD,” Esaj. 1,18 (King James version).
“Visdom først og fremmest! Køb visdom, køb indsigt for alt, hvad du ejer.” Ordsp. 4,7.
”Alt, hvad der behøves til liv og gudsfrygt, har hans guddommelige kraft skænket os gennem erkendelsen af ham, der kaldte os med sin herlighed og styrke;” 2. Pet. 1,3.
Yderligere er målet for mystik forening med Gud, dvs. sammen-smeltning af ens sjæl med Gud. Dette er en umulighed, som afslører mystikkens panteistiske og ’panenteistiske’ rødder - at Gud er alting og i alting.Nej! Gud er uendelig og suveræn, absolut adskilt fra hans begrænsede skabning.
”The Sacred Way” (den hellige vej) godkender talrige mystik-teknikker, som i dag opnår accept blandt evangelikale. Opmærksomhed på og forståelse af disse teknikker kan derfor siges at være af kritisk betydning for dømmekraften.
”Centering Prayer” (centreret bøn) bruger et enkelt ord (f.eks. ”Kærlighed” eller ”Gud”, på hvilket man fokuserer for at rense sindet for alle andre tanker. Man tror så, at den såkaldte bedende i stilheden foran Gud vil høre direkte fra Ham.
Tony Campolo erklærer, ”I mit tilfælde har fortroligheden med Kristus udviklet sig gradvist over årene, først og fremmest igennem hvad katolsk mystik kalder ”Centering Prayer”. Hver morgen, så snart jeg vågner, tager jeg tid – undertiden så meget som en halv time – til at fokusere på Jesus.
Jeg siger hans navn igen og igen for at tilbagedrive de 117 ting, som begynder at fylde op i mit sind i samme sekund, som jeg åbner mine øjne. Jesus er mit mantra, som nogle ville sige."
I "Jesus-bønnen" gentager den bedende uafbrudt – hundreder og endog tusinder af gange - en sætning som ”Herre Jesus, forbarm dig over mig”.
Gentagelsen fikserer efter sigende ens sind på Jesus. Og dog forkaster det åbenlyst Hans lov om ikke at bruge intetsigende gentagelser i bønnen, som hedningerne gør (Matt.6.7). Den konstante gentagelse drejer desuden bønnen som kommunikations-form med Jesus over i et komediespil af nonsens.
”Lectio Divina”, som betyder ”hellig læsning”, er en teknik, som ligger langt fra studie af Bibelen og normal læsning. Dens metodik sigter på at gå bagom den ligefremme vejledning og den objektive betydning af ordene til det, som overskrider normal opmærksomhed.
Jones skriver: ”Efterhånden som du bliver opmærksom på denne dybere mening, så begynd at meditere på de følelser og sindsbevægelsen, som fremtrylles i dit indre selv.”
Så opsummerer han den kontemplative mystik-teknik:
”Sand kontemplation bevæger sig hinsides ord og intellekt og ind i det ”tynde rum”, hvor tid og evighed næsten rører hinanden. Det er i øjeblikke som disse, at nogle af de største [katolske] helgener i kirkens [den katolske] historie har oplevet en ”mystisk forening” med Kristus”.
Det er klart ud fra Guds ord, at den ånd, med hvilken de på deres kontemplativt forandrede bevidsthedsniveau har oplevet en ”mystisk forening”, ikke var Jesus.
”Ignatian Examen” er en okkult visualiserings-teknik, lært af Ignatius af Loyola, som grundlagde Jesuitterne i det 16. århundrede.
Hans øvelser lærer én at visualisere sig ind i tilstedeværelsen af Jesus og så samvirke med Ham igennem tidligere begivenheder, f.eks. ”den sidste nadver, Getsemane have, ved foden af korset og da Jesu legeme blev lagt i graven”. Dette får én til at lægge indhold til Skriften fra egen fantasi, og åbner samtidig et menneske for dæmonisk manipulation (Gal. 1,8).
”Prayer Labyrinths” (bedelabyrinter) er stier med fælles centrum, skabt af Den Katolske Kirke i det 13. århundrede for i fantasien at opleve Via Dolorosa eller ”smertens vej”, da Jesus bar korset til Golgata højen.
Hellere end at udsætte sig selv for en pilgrimsrejse til Jerusalem i den hellige uge, kunne de romersk katolske i Europa opnå denne aflad (forkortelse af tiden i skærsilden) ved at gå i labyrinter ved visse katedraler, mens de bedende mediterede på Kristi korsfæstelse.
På samme måde blev det at betragte det ”hellige” ritual i ”the Stations of The Cross” en erstatning for en pilgrimsfærd til Det hellige Land.
Som tidligere katolik er det svært for mig at begribe, at den evangelikale kirke accepterer den religiøse okkultisme i den romerske katolicisme. Det giver ingen mening. Besøg et hvilket som helst land, hvor den religion bliver taget alvorligt, og du vil soleklart se et folk, som er i overtroens trældom.
På den anden side burde jeg ikke være overrasket. Frafaldet vokser hurtigt. Antikrists religion tager skikkelse, og mystikken – hvad enten det er den katolske variant, Suffismen i Islam, yoga og guruerne i den Østlige mystik, Shamanismen i hedenske religioner eller på anden måde - så er det for nuværende en magtfuld magnet, som drager alle religioner sammen.
Vi må være 'vægtere på muren', efterhånden som vi ser dette onde invadere kirken, og - hvis Herren skulle udsætte sin genkomst - specielt advare den næste generation af troende. De er det klare mål for mystikkens forførelse.
-------------------------------
Oversæt. Lis J.
------------------
Læs som pdf-fil her.
Source here.
