Fra bogen "På vej til Guds fremtid".
Af Per Flacké.
Fra afsnittet: "Det gyldne kors - den stridende og lidende kirke."
(Side 160-163)
Jesus taler om at tage sit kors op og følge ham: "Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den der mister sit liv på grund af mig, skal finde det" (Matt 16,24f).
Skriften siger, at vi er kaldet til at lide (l. Pet 2,20f). Christian Scriver siger det sådan: "Den sande kirke er fattig og foragtet som sin frelser. Den er ikke prydet med perler, men med tårer."
Luther taler om to slags kors, som de troende må bære: Det almindelige kors, som alle mennesker mer eller mindre får sin del af. Og det rette, gyldne kors, som kun de troende bærer.
Det almindelige kors kan være sygdom, modgang, fattigdom og al slags nød og smerte. Ja, selv hverdagens byrder og belastninger hører med her. Det må de troende altså også bære deres del af. Det er Gud, som tillader, at dette også rammer hans børn i denne onde verden. Hans hensigt er, at deres tro skal styrkes. De skal erfare, at han er nær også i modgang og problemer. Således skal de øves i at blive som Kristus. Derfor skal de kristne betragte al lidelse som en helligdom, siger Luther.
Det rette, gyldne kors er derimod forfølgelse og lidelse for evangeliets skyld. Hvor evangeliet forkyndes ret og rigtigt, rejser det en storm af modstand, fortsætter Luther. Her må de kristne blive som deres mester i alle ting. De må påtage sig den vanære, fornedrelse, afmagt og fortvivlelse, som det måtte medføre at være en sand kristen.
Det kan ikke undgås, at troen møder modstand. Hvis man er grebet af evangeliet, vil man bringe det videre. Men det kan verden ikke fordrage. Alt dette er det rette kors, som bæres for Kristi skyld. Kors og trængsel er troens eksistensform og det sandhedens kriterium, som viser at troen er ægte. Så langt Luther. (Lerfeldt: Den kristnes kamp. København 1949, s 99ff)
Dette understreges da også stærkt i Guds ord. Lige fra første øjeblik måtte menigheden smage netop det gyldne kors. Apostlene ”styrkede og formanede dem til at blive i troen og sagde: Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige" (ApG 14,22). De huskede nok, hvad Jesus havde sagt: "Husk det ord, jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer" (Joh 15,20).
Samtidig var hans ord fulde af opmuntring: "I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden" (Joh 16,33).
Den første kristne menighed så det simpelthen som en gave at lide for Kristus: "For I har for Kristi skyld fået skænket den nåde ikke blot at tro på ham, men også at lide for hans skyld i den samme kamp, som I har set mig i, og som I nu hører, at jeg stadig står i" (Fil 1,29f). Ja, fordi lidelsen for Jesu skyld for dem var troens ære, glædede de sig over at blive vanæret for Jesu navns skyld (ApG 5,41; jf Kol 1,24).
Lidelser og trængsler bar jo desuden mange velsignelser i sig: "Vi er også stolte af vore trængsler, fordi vi ved, at trængslen skaber udholdenhed, udholdenheden fasthed, og fastheden håb" (Rom 5,3f). Trængslerne "bringer os i overmål en evig vægt af herlighed" (2. Kor 4,17).
Sådan taler den kæmpende tro i modgangstider. Herren har store tanker med sådanne tider: "For jeres opdragelses skyld skal I holde ud; Gud behandler jer som sønner. For hvor er den søn, som ikke tugtes af sin far?" (Hebr 12,7). De skal i det hele taget ikke undres over den ildprøve, de må igennem, som om der skete dem noget særligt (l. Pet 4,12ff).
Grunden til, at Guds folk må bære det gyldne kors, er det dybe skel, som eksisterer mellem troens og vantroens verden. Jesus siger stærke ord om det: "Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer" (Joh 15,19).
Derfor kan Paulus sætte lidelsen som varemærke på sand kristendom: "Forfulgt bliver alle, som vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus" (2. Tim 3,12).
Langt de fleste af os må tale lavmælt om de omkostninger, vi må bære som kristne. Det må nok indrømmes, at mange af os kun oplever lidt eller intet af det at "bære hans forhånelse" (Hebr 13,13) i vore miljøer og vore menigheder. Hvem har ikke følt det som en anfægtelse: Hvorfor har vi så få ar efter troens strid? Hvorfor bærer jeg ikke flere af "Jesu sårmærker på min krop", som Paulus siger det som udtryk for de lidelser, han har båret for Jesu skyld. (Gal 6,17).
Modstand og forfølgelse er rigtignok ikke altid nødvendige tegn på, at man er en sand kristen.
Ingen kan uden videre beregne troens renhed og alvor ud fra den modgang, man møder som kristen. Gudfrygtige kristne skal heller ikke altid søge modgangen. De skal bare tage det kors på sig - stort eller lille - som Herren sender. Så kan vindstyrken tage af eller tage til, men vindstyrken er ikke det afgørende.
Vi må så heller ikke flygte fra konfrontationen med en vantro verden. Som Paulus siger det til sin ven Timotheus: "Vær med til at lide ondt for evangeliet med den kraft, Gud giver - vær med til at lide ondt som Jesu Kristi gode soldat - bær dine lidelser” (2. Tim 1,8; 2,3; 4,5).
Vi må stille hinanden dette spørgsmål: Har vi været tydelige nok med vores kristendom i ordene, vi bruger, og i livet, vi fører? Når Guds menighed klargør sin forskel fra verden, kommer man til at mærke, at ånderne slås.
Vælger man loyalitet mod Kristus som livsform og livsholdning, betyder det kamp for at beholde sin kristelige integritet i mødet med presset fra et afkristnet samfund. Og lydigheden mod Kristus betyder kamp mod ”myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6,12). Valget står mellem at være på Guds side eller at gå over til fjenden.
Fristelsen til at flygte fra kampen er ikke mindst i et mediesamfund, hvor løgnen spredes gennem alle de kanaler, der er til disposition, og hvor troens stridsmænd bliver hængt ud for alt folket. Det er let at blive skræmt væk fra frontlinien i en pluralistisk kultur, hvor polariseringen mellem den bekendende kirke og et afkristnet samfund stadig øges.
Spørgsmålet til kirken bliver, om den ønsker at tilpasse sig situationen og ride med på samfundets trends. En veltilpasset kirke, en kirke, som ikke ønsker konfrontation med vantroen i en stadig mere antikristelig kultur, undgår at møde modgang og forfølgelse.
Den tandløse forkyndelse, som bare giver det, folk ønsker sig, får ikke de store problemer. Når præst og lægmand spiller på hold med det terapeutiske samfund, og på dettes præmisser, svigter man sit eget budskab. Et sådant samfund kræver udryddelse af fysisk og psykisk smerte og tilfredsstillelse af alle behov.
Svælger man i denne ideologi, bliver budskabet en smertestillende pille, hvor mennesker ikke længere kaldes til omvendelse og tro. Sådan går man langsomt, men sikkert ind i rækken af velfærdsinstitutioner uden at stille mennesker til ansvar for den hellige Gud.
Når kirken indgår falske alliancer med denne verden, afgår den efterhånden ved en stille død. En tysk præst, som blev henrettet under krigen, udtrykte det sådan: "Den, der ønsker at vinde verden for Kristus, må have mod til at komme i konflikt med den."
------------------
Der tages forbehold for, at "verdens ånd" ser ud til at være trængt ind i de fleste menigheder i de senere år, November 2009 red.
------------------
Læs om bogen: "På vej til Guds fremtid."
