Fra "Jeg hørte en røst".
Side 30-40.
Af Frank Jacobsen.
Med det samme vi ser Lammets menighed i dens ydre, jordiske skikkelse, sådan som den færdes på jorden, møder vi den som en stridende menighed, en fristet menighed, en lidende menighed, en svag og bristfuld menighed, som Herren strider for med stærk røst - og læg mærke til for hvad, Herren strider: At menigheden skal høre Åndens røst og tale og ikke rette sig efter menneskeord og ydre begivenheder (kp. 2 versene 7, 11, 17 og 29, og kp. 3 versene 6, 13 og 22).
Og ser vi nøjere på Herrens ord, så ser vi, at det gælder menighedens eksistens som en himmelsk, åndelig størrelse - ja, dens eksistens som Jesu rene brud: I kap. 2,5 taler Gud om at flytte lysestagen fra dens plads - den plads vi så i kp. 1,12. I v. 16 taler Gud om, at han vil føre krig imod sin menighed - vende Ordets stærke vrede imod den. I v. 16 i kp. 3 taler Gud om, at han vil udspy dem af sin mund.
Lige foran menigheden ligger den fare nær, at deres åndelige virkelighed kan blive en anden. Det vil helt bero på, om de vender sig fra Åndens tale og igen regner med den ydre verden og på verdens vis og med menneskeord. Hvor nær de er dette fald, skal vi snart få at se.
Inden må vi imidlertid understrege en afgørende ting: At det er en dybt personlig kamp, menigheden her står i. Ikke en kamp, som skal kæmpes »en bloc«, men kæmpes af hver enkelt. Bestandigt hedder det i disse breve »den, som« (ialt 14 gange i kp. 2-3).
Det beror på menighedens særegne karakter: Den udgøres ikke af en bestemt flok. Det er ikke bare at slutte sig til en bestemt kirke eller retning eller bevægelse og så følge den. At slå sin lid til ydre rammer, det er at vende Ånden ryggen, og det er grundlaget for al vildfarelse og forførelse. Kun Satan vil og er interesseret i, at du søger dækning i en ydre ramme og ikke alene søger Åndens tale.
Menigheden består af enkelt-mennesker, som i troen hører Jesus til og hører, hvad Ånden siger til menigheden. Det er slet og ret en livsfunktion ved troens liv, at den hører, hvad Ånden taler, følger, hvad Ånden taler, tror, hvad Ånden taler, og ikke hører, følger, tror, hvad mennesker taler og mener. Intet er så vågent hos en nyvakt og nyomvendt.
Men noget tyder på, at det er noget af det første sjælefjenden får bugt med. For i stedet for at udvikle denne troens livsfunktion og lade den modnes og vokse i uafladelig vågenhed, så lod man den dø hen, da man havde fundet sit ydre tilholdssted i en eller anden forsamling. Og snart følger man forsamlingen og ikke mere Ånden.
Derfor går så mange kristne også i andre spørgsmål nu efter det synlige og kalder det stort, som ser stort ud, kalder det virksomt, som ser virksomt ud, kalder det fromt og kærligt, som ser fromt og kærligt ud, anser det for kirke, som ser ud af kirke o. s. v., hvorimod Guds Ånd altid kun vurderer en ting ud fra dens åndelige virkelighed, således at om den ser aldrig så ringe ud i verden, aldrig så ineffektiv ud i verden, aldrig så ufrom ud i verden, hører den til Jesu Kristi rige, vil Ånden altid kalde den stor, virksom, from og god, og regne den for verdens lys, om verden ikke regner den en tøddel.
Derfor ser vi også - ikke blot at sejren er den enkeltes sejr, men at den altid beror på den enkeltes forhold til Ordet (jvf. 3,3 og 3,8 og 12,11). Det betyder langt fra det, som den fordærvede fornuft altid slutter, at det, jeg får ud af Skriften, kan være lige så godt, som det andre får ud af Skriften. Nej.
Det er ikke, hvad du får ud af Skriften, der har betydning, men om du hører Åndens røst, som hele - enhver i - Guds menighed hører og følger. Og om det er det, du hører, kan du let finde ud af: Da bliver du ligesom Guds menighed, da vil du få de samme kendetegn, som Lammets menighed har i Skriften: Du vil følge Jesus som en ren brud, hvis hele hjerte hænger ved nådebrudgommen, du vil have Lammets sang på dine læber, du vil få nye lidelser, som ikke er menneskelige, men helt ud beror på, at du tror. Og hvor det ikke sker, har du endnu ikke hørt Åndens røst til frelse, hvor meget du end hører eller læser Skriften.
Kampen er dybt personlig - så helt din, så du må kæmpe, som om alle andre farer vild - så personlig, at din eneste støtte er Ordet.
Vi vil nu vende os til de syv forhold, hvori menigheden er ved at blive vendt bort fra Åndens tale til den ydre verden og følger menneskeord, mennesketanker og menneskefølelser og ikke Åndens virkelighed.
Efesus:
Her møder vi en menighed, som slet og ret har alt: v. 2-3. Hvilke rosværdige ting. Hvilke »åndelige« ting for vore øjne at se. Og mennesketanken vil sige: »Se, det er en Lammets menighed. Her er sandelig liv og tro og ånd og gerninger. Findes der noget steds bedre menighed? Mangler der overhovedet noget her?«
Hvad siger Ånden? Lige det modsatte. Han siger: »Du er frafalden, du er uden omvendelse, du mangler troens gerninger (v. 5) «. Ja, men ser troens gerninger ikke ud som i v. 2-3? Jo, for menneskeøjne, men ikke for Herren, den levende Gud. Ånden spørger nemlig ikke om det ydre, hvor stort og retskaffent og sandt det end ser ud, men Ånden spørger alene om dette: »Hvor er den rene bruds kærlighed til Jesus?« Hvor den mangler, mangler alt. Da er menigheden ikke af himlen, men af verden.
Men læg nu mærke til: Dette var en menighedstilstand, det var de mange, som bar dette præg, ja, det var så mange, så det blev menighedens. Spørgsmålet er: »Er det også din?« Om alle de andre er en menighed af verden, hører så du Lammets menighed til? Her må den enkelte se til at høre Åndens tale til menighederne (v. 7). Ingen skal regne med at menighederne vil høre Åndens tale. Men vil du? »Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne«.
Smyrna:
Det ydre, som her er ved at vende dem fra Åndens tale, er deres trængsler og fattigdom, spotten fra Guds uægte, falske menighed og truende lidelser (v. 9-10). Endnu er deres tro ikke veget for det, de ser. Endnu kæmper troen for at fastholde, hvad Ånden taler til menighederne. Derfor lyder der ikke her nogen tale om omvendelse. Her vil Ånden kun fastholde deres blik på det, som Ånden taler, og derved styrke troen, så den kan holde ud og sejre.
Og igen ser vi, hvorledes Ånden taler helt anderledes end deres mennesketanker. For de ser på deres ydre vilkår her i verden og siger: »Det går aldrig for os. Se, hvor vi er trængt. Se, hvor vi er fattige. Se, hvor vi er foragtede selv af dem, som kalder sig Guds folk, Herrens udvalgte. Se, hvorledes fremtiden tegner sig.« Ånden derimod ser på den himmelske virkelighed og regner med den.
Han ser også deres jordiske kår - Ånden er slet ikke urealistisk over for denne verden, men tværtimod tilbundsgående realistisk. Derfor kan Ånden udmærket nævne de samme ydre kår. Men da lyder der altid et »dog« (v. 9) - og så taler Ånden ud fra den skjulte, men evige virkelighed, og den svarer ikke altid til det ydre. Nu kan Ånden tale om, at denne menighed er rig, og at denne menighed er på vej mod livets sejrskrans (v. 9 og 10).
Pergamum:
Her står vi over for et for fornuft og samvittighed svært gennemskueligt blændværk. Her er igen en menighed, som i det ydre holder fast ved Kristus - endog det kostede noget (v. 13). De holder fast ved bekendelsen, skønt omringet af overvældende modstand mod troen - en modstand, som kan koste menigheden livet at bekende. Kan Ånden have noget at sige en sådan tro på? Her vil alt kød strække våben og sige: »Nej, når den kan udholde så meget for sin tro, da må troen være i orden.«
Ånden er dog opmærksom på en ting, som kødet helt overser. Ånden siger: »Jeg har »lidt« imod dig« (v. 14). Her må Ånden åbenbart udtrykke, hvordan det ser ud for kødet, når den siger, at det er »lidt«. For ser vi i v. 16, så er dette »lidt« alligevel så stort og alvorligt inde i den verden, som er evig, at denne lille ting til sidst vil betyde menighedens død og endelige fortabelse. Hvad er det Andens øjne hviler på? Jo, de har nogle hos sig, som holder fast ved en anden lære (v. 14-15). De har slækket sandhedskravet. De er ikke nøje med læren, som de ellers var blevet belært om det af både Jesus og apostlene (f. eks.Mt. 24,4 -5 og 22-24, Ap. G. 20,28-32 og 2. Kor. 11, 1-15).
For kødet kan sådanne afvigelser i læren se ud af »lidt«. Men for evigheden er det altid så fundamental ændring i troens liv, at det ikke kan føre til målet. Her er noget at tænke alvorligt over i en kødelig, økumenisk tid.
Når Nikolaiternes lære sammenlignes med Bileams lære, er grunden nok først og fremmest symbolikken i deres navne, idet Nikolaus betyder »folkebetvinger« og Bileam tilsvarende »folkesluger«. Et talende navn for, hvad åndelig, falsk lære er for den himmelske verden. Sandelig: her skal ske en total åndelig omvurdering i denne menighed med de store troens »sejre«. For troen havde lidt afgørende nederlag.
Tyatira:
I Tyatira stod de heller ikke tilbage i det ydre. Ikke blot findes der rosværdige ting, som kærlighed og troskab og tjeneste og udholdenhed, men: Det er sandelig i fremgang (v. 19). Hvilken bedårende ting for øjet. Ikke mindst må det da bedåre os, som netop spørger efter det, som sukker efter det, som arbejder på det: At det må gå fremad. I Tyatira sker det, som vi længes efter: Det går fremad. Og vort hjerte fyldes med det samme af vished: Her må da være en sand, levende menighed.
Ånden siger det ikke. For sammen med den ydre fremgang har en ny lære fået fremgang - en visdom, som roser sig af at kende Satans dybder (v. 24). Og denne lære har haft den virkning, som menneskelig forstand så let kan få: At den i ly af sin lære vovede at leve i utugt. Beskyttet af sin nye indsigt begyndte man at slække på tugten. Alt ydre i fremgang, kærlighed i fremgang, troskab i fremgang, tjeneste i fremgang, udholdenhed i fremgang - men, i hjertet var utugten i fremgang.
Når årsagen her betegnes med navnet Jesabel, er det sikkert et billedligt udtryk, som skal henlede tanken på den gerning, kong Akabs hustru, Jesabel var årsag til (1. Kong. 16,31 og 8,21), at Akab og med ham hele Guds folk begyndte at dyrke Baal samtidig med, at de også ville dyrke Herren - Elias siger, at de halter til begge sider.
Oh, farlige visdom, som deler et menneske og gør noget af det til Herrens ejendom, men noget andet til syndens ejendom.. Har du en sådan forståelse af Jesu Kristi evangelium. Mange har det. Selv dette evangelium kan blive en sådan visdom.
Men kast aldrig skylden derfor på evangeliet, som nogen har for skik, så de aldrig tør forkynde nåden helt frit: Ja, så de ikke tør være helt trygge ved troen alene. Vid altid, at et evangelium med den virkning, at utugten vokser inde i hjertet, ikke er det evangelium, som herliggør Jesus som korsfæstet og giver tro på ham, men et »evangelium« uden Lammet og dets forsoning, et evangelium, som bare prædiker nåde og kærlighed og ingen gerninger, men ikke beskriver den store forsoning ude på Golgata, og hvad frelsen kostede Guds Søn.
Sardes:
Igen møder vi her en menighed, om hvilken menneskeord siger: »Du lever« (v. 1). Men Ånden, som regner med en anden virkelighed end den ydre, må igen til alt dette ydre tilføje et »dog«: »Du er dog død«.
Hvad er der her at sige? Ja, gerningerne er her, som de andre steder - bortset lige fra en menighed, som netop ikke beskrives for nogen fordel, men kun i sin ringhed - den eneste til hvem Ånden endnu ikke har sagt »omvend dig« - menigheden i Smyrna. Men her var altså gerningerne også. De var blot ikke fyldestgørende, siger Ånden (v. 2).
Hvad er der galt med dem da? Jo, der siges om menigheden her, at de ikke hører Ordet som i den første tid (v. 2-3). De lytter og læser ikke med samme vågne og åbne sind, som i den første tid. Da de lige var kommet til tro, da havde de netop det, vi allerede har nævnt: Da var de så vågne for, hvad der var Åndens tale.
Der er ikke noget, som er så vågent ved en nyomvendt som netop det, at han begynder at spørge: »Hvor hører jeg Herrens ord?« Han ved: Ikke alt er Herrens ord ikke alt er Åndens tale. Derfor spørger han: »Hvor hører jeg Herren? - hvor taler Ånden?« Han er kritisk. For han er blevet sand. Men møder han så Herrens ord, da åbner han sit hjerte som blomsten for solen. Det er mad for ham, og det er lys for ham.
Sådan havde de haft det med Guds ord i Sardes. Nu brugte de stadig ordet i det ydre. Men de res hjerteforhold var blevet et andet. Ingen årvågenhed. Ingen fastholden. Straks hastede man videre i sine gerninger - også dem for Herren uden noget Åndens lys - uden nogen vejledning fra ordet til troen. For Herren var al deres gerning, hele deres færd præget og ledet af mennesketanker, menneskeideer, menneskesyner. Gud kendte ikke i noget af det sit ords tale og lys. Kun for mennesker så det sådan ud, fordi de ikke havde tid eller trang til at høre, hvad Ånden taler til menighederne.
Filadelfia:
Dette er den anden menighed, som Herren ikke bruger ordet »omvendelse« til. Heller ikke den er nemlig gledet bort fra, hvad Ånden taler. Endnu har den lys fra Guds himmelske rige og den kommende verdens kræfter.
Men der er et punkt i dens liv, hvor troen trænger til at blive styrket, om den ikke skal give efter for det, som for øjeblikket virker så stærkt på deres kød, at de er på nippet til at give efter og føje kødet. Og faren her er de mange lukkede døre mellem dem og verden, mellem Guds ord og den døde verden, mellem frelsen ved Lammets blod og verden. Endnu holder de fast ved Guds Ord og har ikke fornægtet Jesu navn (frelsen, v. 8), men deres liden kraft til at lukke døre op bekymrer dem.
Det er en prøvelse for dem at holde ud og ikke forlade Skriften, som verden ikke vil kendes ved - heller ikke dengang - og ej heller opgive vidnesbyrdet om frelsen ved Lammets forsonende blod - hvilket heller ikke blev forstået af den tids »oplyste« mennesker (v. 10).
Men læg mærke til, hvorledes Ånden bedømmer situationen for denne menighed, som holder ud endnu, selvom alt synes så håbløst: »Du står foran en åben dør, som ingen kan lukke i«, siger Ånden. »Jeg skænker dig nogle af Satans synagoge. Du kan ikke nå dem. Men holder du fast ved mit ord og mit navn, så skal de komme til dig«, siger Ånden videre i v. 9.
For den himmelske menighed står jo ikke alene. Kristus vandrer blandt dem og kan sende sin Ånd ud over hele jordens flade (5,6) for at bringe dem til Zion (: menigheden), som skal høre Ånden og komme til at tro på Lammet, om de så befinder sig i selve Satans synagoge.
Begynder vi ikke at forstå, hvilken nødvendighed det er for troen, at høre, hvad Ånden siger?
Laodikea:
Menigheden i Laodikea repræsenterer den sidste fare for menigheden: Den er blevet rig. Den kender sig altså lige modsat menigheden i Smyrna ( 2,9). At Jesus i v. 14 kaldes »Guds skaberværks Ophav« tyder på, at her i første række er tale om timelig velstand. Men med denne timelige velstand fulgte også en ny åndelig tilstand, vers 15-16: Man var ikke blevet ligeglad med det åndelige, man var heller ikke brændende, man var interesseret.
Engang havde de været elendige, ynkværdige, fattige, blinde og nøgne, - oh, da havde de trængt til Jesu Kristi evangelium, da var Herrens ord kosteligere end guld, da hungrede hjertet efter at blive iført Kristi rene, hvide retfærdighedsklædning, da havde de næsten råbt det til Herren: »Herre, luk mine øjne op, at jeg må se dig - Herre, vis mig, hvad min frelse har kostet - Herre, lad mig se.«
Nu var al denne længsel ophørt. De trængte ikke til noget. De følte sig mætte. Vel mødte de stadig op i menigheden. Og vel kendte de alle, at de havde det godt i menigheden, og at de ikke kunne undvære den. Men atmosfæren var en velbehagelighedens atmosfære, hvor ingen hænder var rakt længselsfuldt mod himlen for at gribe efter Jesus, Guds Lam, hvor ingen øjne spejdede efter bare et glimt af Forsoneren på korset.
Vidunderligt er det at se, hvorledes også en sådan tilfreds menighed er inde under Herrens kærlighed (vers 19), men lad det dog være en trøst til frelse og ikke til bestyrkelse i denne døde, selvtilfredse tilstand. Herren, som elsker dig, vil elskes af dig (vers 20).
…………………
Vi har nu set menigheden i syv forskellige situationer, hvor de enten havde vendt Åndens tale ryggen - i fem tilfælde eller stod i fare derfor - de to øvrige. Fælles for dem alle er det nu, at det gælder om at sejre (kp. 2 vers 7, 11, 17 og 26, og kp. 3 vers 5, 12 og 21).
Som vi allerede har set, beror sejren på, at de atter vender sig til det, som Ånden siger til menighederne. Vi skal nu til slut se, hvorledes Ånden bringer dem til sejr.
Der er et træk, som går igen i alle disse menighedsbreve, og det er, at hver eneste menighed bliver bragt ind i lyset af den himmelske verdens Herre og Fyrste med hver deres fare.
Den, som havde mistet sin første kærlighed, ser Ypperstepræsten der, hvor han vandrer i sin menighed ( 2,1). De ser deres åndelige, evige højhed - ikke i kraft af alle de dyder, de kunne fremvise, men i kraft af Ham, som holdt dem i sin hånd, og som i deres sted havde stridt, lidt, sonet og sejret hos Gud.
Den, som levede med de overmåde store trængsler for øje og sin egen fattigdom og afmagt og bestandigt mødte spot fra dem, som kaldte sig »Guds folk«, »Israel«, den blev bragt ind i lyset af ham, som p.gr.a. sin evige magt og guddommelighed kunne dø og opstå ( 2,8 ), fordi ingen trængsel, intet fængsel, intet nederlag, ingen afmagt, kan holde den fangen, som i sin dybeste grund er af himlen.
Den, som midt i troens kamp blev svag i læren, fører Ånden frem i lyset af himlens evige Herre, fra hvis mund Ordets skarpe sværd udgår (2,12), det sandhedens ord, hvorved sjælene enten vil blive frelst eller fordømt (vers 16 jvf. 1. Pet. 2,1-8).
Og den, som p.gr.a. sin »indsigt« blev svag i tugten, stiller Ånden ind i hans lys, som har flammende øjne og fødder som skinnende malm (2,18), han, som med sit bliks ildsluer rammer synden, ser den og slår ned på den, og hvis komme vi uundgåeligt vil opleve.
Den som i tidens løb blev svækket i sin omgang med ordet, sløv til at høre, sløv til at tage imod det, og uden kraft til at bevare det og holde det fast, minder Ånden om, at han, som i evigheden har menigheden i sin hånd, han har også den Ånd i sin hånd, som kan gøre de sløve sanser vågne påny og levende (3,1).
Medens menigheden, som var ved at give op over for de lukkede døre og begyndt at tænke på nye veje og nye metoder og nyt indhold, fordi ordet og forkyndelsen af Lammet ikke var »tidssvarende«, løfter Ånden ved sin røst op, så den skuer ham, som har Davids nøgle - det er nøglen ind til »Davids Hus«, Es. 22,22, hvilket vil sige Kristi rige (jvf. 2. Sam. 7,11-16) - og kan lukke op, så ingen kan lukke i, og lukke i, så ingen kan lukke op (3,7).
Og endelig: Den, som p.gr.a. timelig velstand mistede sin åndelige trang til at gribe om frelsen i Kristus, stilles af Ånden over for den evighed, som evigt skiller løgn og sandhed, uægte og ægte, døde og levende, og afslører, hvad der i sandhed er ynkværdigt, elendigt, fattigt, blindt og nøgent, så de atter forstår, hvad det betyder at være elendig, ynkværdig, fattig, blind og nøgen over for ham til sidst (3,14).
Vi lægger altså mærke til, at al sejr ligger på troens plan. Intet kan udfylde manglen, om en kristen kommer bort fra at høre, hvad Ånden taler, så han mister det lys, det er, at møde Kristus i hans himmelske væsen og guddommelige, evige kraft og vilje. Ingen gerninger, ingen udholdenhed, ingen ofre, ingen ydre fremgang, ingen rigdom eller åndelig mæthed kan erstatte denne tro. Alene den kan sejre over verden (1. Johs. 5,4).
Vi har i Hebræerbrevet kp. 11,24-27 et godt vidnesbyrd om den sejrende tro. Moses havde to muligheder: Enten stillingen som søn af Faraos datter og del i Ægyptens rigdomme, eller at lide ondt med Guds folk og dele dets skændsel. For mennesketanken var valget selvfølgeligt: »Du får aldrig så gode muligheder for at hjælpe Guds folk, som hvis du vælger at være søn af Faraos datter. Tænk, hvilken magt, du da får. Tænk, hvilken indflydelse, du da kan opnå - ikke blot for dig selv, men til gavn for dit folk.« Gud hjalp imidlertid Moses med valget, og Moses måtte bogstaveligt talt flygte fra de menneskelige muligheder, fordi han indså, at det var mennesketankens muligheder.
Hvad valgte han da efter? Guds folk og Kristi skændsel. Han spurgte, hvor Gud var - der ville han være. Han spurgte, hvor forsmædelsen for Kristi skyld var at finde - der ville han være. For han vidste, at der var lønnen (v. 26). Han vidste, at lønnen aldrig ligger i nogen menneskelig magt eller nogen jordisk og verdslig fordel, men alene i en tings åndelige væsen og virkelighed. Derfor fik han også at se, hvorledes Ægyptens kraft endte i nederlag, medens Israels svaghed endte i sejr. Moses så Den Usynlige (v. 27), og fulgte HAM.
Sådan sejrede Moses og Lammets menigheder til alle tider.
------------------------------------------------------------
Bogen er udgivet på Frimodts Forlag 1973.
Genudgivet på Nyt Livs Forlag 2009.
Læs desuden: "Jeg hørte en røst" af Frank Jacobsen nu genoptrykt.
-------------------------------------------------------------------------------------
