Fra "Kom hjem".
Taler over lignelsen om den fortabte søn, Luk. 15,11-32.
Af Wilhelm Busch.
(Side 31-34)
I. Anger er en bekendelse
»Fader, jeg har syndet.« Det er den tungeste sætning, noget menneske kan få over sine læber.
I begyndelsen af forrige århundrede levede i Stuttgart den velsignede præst Dann. Han mødte engang et menighedsmedlem, en skræddermester, og spurgte ham: »Hvorfor kommer De aldrig til nadveren?« Manden svarede: »Ja, se pastor, jeg kommer nødig, fordi man ved skriftemålet må sige: Jeg arme synder.« Han fik til svar: »Så må De sige sådan: Jeg hovmodige synder.« Vi forstår så udmærket skræddermesteren! Jeg tror, at det er det allerstørste og vanskeligste arbejde for Den hellige Ånd: at få et menneske til at give sandheden ære og sige til Gud: »Jeg har syndet.«
I må lægge mærke til, at den fortabte søn ikke siger: »Jeg har båret mig forkert ad. Det gør mig ondt.« Sådan en bekendelse kunne vi måske endda strække os til. Nej, det drejer sig om det hårde, forhadte ord »synd«. »Jeg har syndet.«
Den fortabte søn siger heller ikke: »Jeg er faret vild. Men menneskene var skyld i det.« Den slags syndsbekendelser er værdiløse.
Han siger heller ikke: »Vi er jo alle syndere.« Nej, nu taler han om sig selv. »Jeg har syndet.« Det er ordet »jeg«, det kommer an på. -
Der kom engang en præst til en ældre dame. Han læste fra Romerbrevet for hende. Da han kom til stedet: »Alle har jo syndet«, nikkede damen. Præsten så op og spurgte: »Er det sandt?« - »Ja, det er sandt.« - »Så bekender De altså Deres synd.« Da fór damen op: »Hvem har fortalt præsten noget om mig? leg er en ærbar dame. Jeg har vel intet ondt gjort!«
Sådan er det. Vi lader det gælde, når det hedder: »Vi er alle syndere.« Men den fortabte søn siger: »Jeg har syndet.«
Vi får ikke fred, før det lille ord er sagt. David taler om det i Salme 32: »Mine ben svandt hen, så længe jeg tav, under jamren dagen igennem, thi din hånd lå tungt på mig både dag og nat. Min synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min skyld.« Salig er den, som aflaster sin samvittighed.
»Jeg har syndet.« Det er afsked med synden. Man finder ikke længere behag i synden. Man afskyr den.
II. Anger er en dom over mit eget jeg
»Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn.« Vi hørte lige, at den fortabte søn ikke længere var tilfreds med, hvad han gjorde. Han graver endnu dybere. »Jeg er ikke værd«, dvs. han er ikke længere tilfreds med sig selv.
Den stærkeste magt i et menneskes liv er egenkærligheden, selvtilfredsheden. Og først når den er blevet rystet, kan der blive tale om anger. Hvor meget arbejde kræves der ikke af Den hellige Ånd, før et menneskes egenkærlighed rystes, og det mister selvtilfredsheden!
Mennesket har tre stærke sjælskræfter: forstand, følelse og vilje. Og der er mange, selv blandt kristne, som mener, at Guds ord henvender sig til disse kræfter. Nogle har altså en forstands-kristendom. De har kundskab om mange ting. Men de er døde for Gud. Andre har en følelseskristendom. De føler sig opløftede af en smuk prædiken. Men i hverdagslivet bliver alt ved det gamle. Igen andre har en viljeskristendom. De anstrenger sig for at høre Herren til. Men de lider skibbrud under deres forsøg.
Guds ord henvender sig ikke i første række til forstand, vilje eller følelse. Det sigter meget dybere! Det sigter mod vor samvittighed, mod vor sovende, bedøvede, tusind gange vildførte samvittighed.
Først når vor samvittighed er blevet ramt og blevet vakt, træder vi ind i sandhedens verden. Da ser man sig selv i Guds sande lys, da mister man al glæde over sig selv og bekender - måske under tårer: »Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn.«
III. Anger er en længsel
Man må forbavses over den fortabte søn. Når han siger: »Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn«, ville det jo være logisk, hvis han fortsatte: »Derfor vil jeg undgå min far og drage langt bort.« Men det er netop det, han ikke siger. Han fortsætter: »Lad mig gå som en af dine daglejere.«
Han har kun ét ønske, kun én længsel: at være hos far. Den rette anger finder vi hos Peter: »Gå bort fra mig, Herre, thi jeg er en syndig mand.« Og i samme øjeblik fadt han på knæ for sin frelser. Den fortabte søns ord: »Lad mig gå som en af dine daglejere«, minder om Salme 84,11: »Thi bedre en dag i din forgård end tusinde ellers, hellere ligge ved min Guds hus' tærskel end dvæle i gudløsheds telte.« Ret anger spørger ikke efter verden, ære, begær, fremgang. Nej, den som angrer ret, foragter sig selv og længes kun efter Gud. Derfor er anger porten til livet.
Og han stod op og gik til sin fader
Ordet omvendelse forarger mange. Der findes en del såkaldte kristne, som mener, at man lidt efter lidt kan udvikles ind i Guds rige. De kender ikke dybden i vort syndefald. Den, der viger udenom en klar omvendelse til Herren Jesus, når aldrig målet.
