En advarsel af David Wilkerson & Frank Bartleman.
Oversat fra tilsendt indlæg.
(Som pdf-fil her)
”Det følgende er en profetisk advarsel fra Azusa Street for 75 år siden, om farerne ved en Kristusløs pinse!”
Frank Bartleman var øjenvidne til udgydelsen af Helligånden i 1907 i Azusa Street i Los Angeles. Han er blevet karakteriseret som reporteren om ”Azusa Street Vækkelsen”. For næsten 75 år siden, under udgydelsen, skrev han et advarselsskrift om en ”Kristusløs pinse”.
Han skrev: "Vi kan ikke beholde en lære eller søge en oplevelse, undtagen i Kristus. Mange er villige til at søge magt til at udføre mirakler, drage opmærksomheden og tilbedelsen af mennesker over på sig selv, og dermed berøve Kristus Hans herlighed, samt gøre en fair præstation i kødet. Størst behov synes der at være hos de sande tilhængere af den sagtmodige og ydmyge Jesus. Religiøs entusiasme går let i frø. Den menneskelige ånd dominerer således fremvisningen af en religiøs ånd. Men vi må holde fast i vor tekst - Kristus."
"Ethvert værk, der ophøjer Helligånden eller 'nådegaverne' over Jesus, vil til sidst ende i fanatisme. Uanset hvad, der får os til at ophøje og elske Jesus, er det godt og sikkert. Det omvendte vil ødelægge alt. Helligånden er et stort lys, men kun fokuseret på Jesus og Hans åbenbarelse. Hvor Helligånden faktisk styrer, bliver Jesus erklæret som overhoved – og Helligånden som Hans udøvende myndighed."
Et andet sted skrev Broder Bartleman: "Fristelsen synes at være tomme manifestationer. Dette kræver ikke noget særligt kors eller død for selvlivet. Derfor er det altid populært."
"Vi må ikke sætte magt, nådegaver, Helligånden, eller noget som helst over Jesus. Enhver mission, som ophøjer endog Helligånden over Herren Jesus Kristus, er på vej til fejlenes og fanatismens klipper."
"Der synes at være en stor fare for at miste synet for det faktum, at Jesus er "alt i alle." Værket på Golgata – forsoningen - må være centrum for vore overvejelser. Helligånden vil aldrig lede vores opmærksomhed fra Kristus over på os selv, men snarere åbenbare Kristus på en mere fyldestgørende måde. Vi er i fare for at ringeagte Jesus – at 'tabe Ham i templet' ved ophøjelsen af Helligånden og Åndens gaver. Jesus skal være centrum for al ting."
Jeg tager ikke Broder Bartleman’s advarsel let. Faren for en Kristusløs Pinse er meget reel i dag. Jeg siger jer, det er muligt at samle åndsfyldte mennesker, der priser og løfter deres hænder -! Og stadig have Kristus gående blandt dem som en fremmed.
Det er sandt, Han sagde: "For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem,” (Matt. 18:20) men han kan være i vor midte som en fremmed! Ignoreret, ukendt - selv af dem, der mødes i hans navn! Jøderne samledes hver sabbat i synagogen for at tale om Hans navn og profetere om Hans komme. De priste navnet på den Fader, som lovede at sende Ham. De talte om Messias-navnet med ærefrygt og ærbødighed. Men da Han kom og gik blandt dem – blev Han ikke genkendt! Han var en fremmed for dem!
Kristus, en fremmed midt i en åndsfyldt menighed? En fremmed midt iblandt dem, som taler Hans navn - som tilbeder Faderen, der sendte Ham? En fremmed for dem, der synger Hans hosianna og kalder Ham "Herre, Herre?"
Ja! Absolut! Det er ikke kun muligt - det sker blandt Guds udvalgte folk i dag! Lad mig vise dig tre måder, hvorpå vi gør Kristus til en fremmed i vor midte! Må Helligånden borttage vor åndelige blindhed, så vi igen kan se Ham, som Han virkelig er – HERRE OVER ALLE!
I. Vi gør Kristus til en fremmed - ved at give Helligånden forrang over Ham!
Kristus, og Kristus alene, skal være centrum for liv og tilbedelse!
"Han er hoved for legemet, kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset.” (Kol. 1:18-19), "at han i alle ting skulle være den første…"
Dette er - adskilt og talt - over alle andre. At have førstepladsen i alle ting. Ikke engang Helligånden skal være ophøjet over dette navn! Det højeste må aldrig overskygge korset! Vi vover ikke at tænke på Kristus som blot den, der sendte Helligånden. Med andre ord: "Tak, Jesus, for at sende noget bedre." Kristus sendte Helligånden til at åbenbare sin egen fylde i os.
Når Helligånden bliver centrum for vor opmærksomhed, kommer kirken ud af fokus! Helligånden faldt på Kristus, da Han blev døbt, og Faderen sagde om Ham: "Denne er min søn, den elskede - i ham har jeg fundet velbehag. . . " Ånden kom som en due, men fokus var på Guds lam - som borttager verdens synder. Ikke duen, men Lammet!
Kristus fortalte sine disciple om en kommende pinse, hvor Ånden ville udøses med et eneste formål: Det skulle være en kraft, givet til at ophøje Kristi navn! "Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner… lige til jordens ende.” (ApG 1:8)
Jesus gjorde det klart, at når Ånden kommer, vil Han ikke gøre opmærksom på sig selv, men Han vil fokusere på Kristi ord. Han vil ophøje Kristus. ”Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.” (Joh 16:13-15).
Jesus sagde: ”Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.” Helligåndens primære værk er ikke fællesskabet, selvom han virkelig bringer troende sammen som ét i Kristus. Det er ikke ekstase. Det er ikke blot at lære os ulærd tungetale. Ånden er kommet for at ophøje Kristus! For at vejlede hele menneskeheden til den sandhed, at Kristus er Herre! Det er ikke nok at sige, at Ånden har bragt os tæt på hinanden - Han skal bringe os nærmere Kristus!
Vi priser en Kristus, til hvem vi ikke vil bede! Vi er blevet et prisende folk, men ikke et bedende folk. For mange af Guds folk er lønkammeret et levn fra fortiden. "Hvorfor bede Gud om, hvad Han allerede har lovet? Bare få hold på løfterne og befal udfrielse!"
Vi ønsker ikke længere Kristus så meget, som vi ønsker, hvad Han kan gøre for os. Vi ønsker flugt fra smerte og lidelse. Vi ønsker, at vore problemer skal forsvinde. Og vi er så fanget i vor flugt fra smerte, at vi mister den sande betydning af korset. Vi nægter kors og tab - ingen Getsemane for os! Ingen nætter med smerte! Vi kender ikke engang den lidende, blødende, opstandne Kristus! Vi ønsker Hans helbredende kraft. Vi ønsker Hans løfter om velstand. Vi ønsker Hans beskyttelse. Vi vil have mere af denne verdens goder. Vi ønsker Hans lykke. Men vi ønsker i virkeligheden ikke Ham alene!
Kirken bekendte engang sine synder - nu bekender den sine rettigheder.
Hvor mange af os ville tjene Ham, hvis Han ikke tilbød andet end sig selv? Ingen helbredelse. Ingen succes. Ingen velstand. Ingen verdslige velsignelser. Ingen mirakler, tegn eller undere.
Hvad nu hvis vi - engang med stor glæde måtte se vort bedste i denne verden ødelagt? Hvad nu hvis vi – i stedet for sikker sejlads og problemfrit levned, stod overfor skibsbrud, indadtil frygt og udadtil kamp? Hvad nu hvis vi - i stedet for et smertefrit levned, led under grusom spot, stening, blodsudgydelser - at blive savet i stykker? Hvad nu hvis vi - i stedet for vore smukke huse og biler, måtte vandre omkring i ørkenen i fåreskind, gemme os i huler og grotter? Hvad nu hvis vi - i stedet for velstand, var ludfattige, ramt og plagede? Og den eneste bedre ting, der var givet os, var Kristus?
Meget få af Guds folk beder længere! De har alt for travlt med at arbejde for Jesus til at tale til Ham! Præster har især så travlt med at arbejde for Riget, at de kun har lidt eller ingen tid tilbage til at bede. Der er tid til at gå på besøg, til at bygge, til at rejse, tid til ferie, at deltage i møder, tid til rekreation, læsning, rådgivning - men ingen tid til at bede!
Prædikanter, der ikke beder, bliver fortalere. De bliver frustrerede bygherrer. Når de mister kontakten med Gud, mister de kontakten med deres folk og deres behov. Prædikanter, der ikke beder, har egoer, der kommer ud af kontrol. De ønsker deres egen vej. De erstatter sved med salvelse (salvning).
Evangelister, der ikke beder, bliver stjerner, historiefortællere. De mangler ydmyghed, så de manipulerer skarerne gennem følelsesmæssige tricks. Mange præsters råb er, "Åh, Gud, hvor kan jeg finde en evangelist, der ikke bekymrer sig om penge, eller som ikke promoverer et eller andet? Én, som kan bringe himlen herned og gøre Kristus virkelig! Åh, Gud - giv mig en bedende mand til at bringe min menighed i knæ!" Skammen i denne generation er, at vi har for mange dygtige Guds mænd, og kun nogle få, der har bevæget Gud i bøn.
Der er endnu mindre bøn i menigheden! Jeg er 100% for at få bønnen tilbage på vore offentlige skoler! Men det er ikke Guds virkelige problem! Hans problem er at få bønnen tilbage i vore hjem! Hans problem er at få sit eget udvalgte folk til at bede! Og du er falsk, hvis du kæmper for bøn i skolen og selv forsømmer bønnen i lønkammeret!
Åndens fylde er fylden af Kristus. Hvis du ikke har en fortærende kærlighed til Kristus, har du ikke Helligåndens dåb! Kristus, Døberen, sendte Helligånden til at sætte vore sjæle i brand for den fortabte menneskehed, at få os ud på veje og stier for at nå de ufrelste; at ryste vor dovne livsstil og få os til at gøre Hans værk. Den velsignede Helligånd vil blive bedrøvet, og til sidst trække sig tilbage, det øjeblik mennesker prøver at ophøje ham over Guds Søn! Han vil ikke tillade, at hans magt bliver misbrugt af dem, der kun ønsker gaven og ikke Kristus, giveren!
Hvad er et sandt Helligånds-møde? Er det, hvor alle folk taler i tunger? Eller hvor folk bliver helbredt? Hvor de hellige hopper af glæde? Hvor de hellige profeterer? Mere - meget mere end det! Det er der, hvor Kristus bliver ophøjet, hvor Hans hellighed trænger ind i sjælen, hvor mænd og kvinder falder ned for Hans hellige trone, brudte, ydmygede, grædende "Hellig, Hellig". Helligåndens bevægelse er en bevægelse nærmere på Kristus, dybere ind i Kristus, med en større underkastelse under Hans herredømme!
II. Kristus bliver en fremmed, når man priser Ham, men ikke vil bede til Ham!
Beder vi? Åh, ja! Når vi har brug for noget. Vi har en passende formel - "I Jesu navn." Alt, hvortil vi har brug for Ham, er at medunderskrive vores anmodning ind for Faderen.
Jeg er træt af at høre folk sige: "Dette er sådan en travl tidsalder - Jeg har ikke tid til at bede. Jeg vil gerne, men jeg har ikke tid! "Nej! Det er ikke mangel på tid, det er en mangel på lyst. Vi får tid til det, vi virkelig ønsker at gøre. Kig på vores kristne unge mennesker! De spilder masser af tid på at spille Pac-Man, Galaxy War, jogge, kede sig, er rastløse, på udkig efter noget action! Men ingen tid til at bede! Ingen tid til Jesus! Åh, Gud! På en eller anden måde! Ad en eller anden vej! Få denne generation på knæ. Ikke blot Fadervor, men et dagligt fællesskab med Kristus.
Vor Frelser, som har omsorg og bekymring for talrige universer, har tid til at bede for dig! Han tager sig tid til at gå i forbøn for dig, ind for Guds trone (Hebr 7:25), og du siger, at du ikke har tid til at bede til Ham!
Vi arbejder febrilsk for en Kristus, som vi ignorerer. Vi vil gå hvor som helst og gøre noget i Hans navn. Men vi vil ikke bede. Vi vil synge i kor. Vi vil besøge de syge og fangerne. Men vi vil ikke bede. Vi vil vejlede den skadede og trængende, og vi vil blive oppe hele natten for at trøste en ven, men vi vil ikke bede. Vi vil bekæmpe fordærvelse! Vi vil føre korstog for moralen! Vi vil stå op imod atomvåben! Men vi vil ikke bede!
Frem for alt beder vi ikke, fordi vi ikke virkelig tror det virker. Bøn er en blodig slagmark! Det er der, hvor sejre bliver vundet! Et sted, hvor man dør fra sig selv! Et sted, hvor en hellig Gud afslører hemmelig synd! Ikke underligt, at Satan forsøger at hindre bøn! En bedende mand sender en gysen gennem helvede. Den mand eller kvinde er mærket, fordi Satan ved, at bøn er den kraft, der knuser hans rige. Satan er ikke bange for magtbegærlige hellige, men han bæver ved lyden af en bedende hellig!
III. Kristus bliver gjort til en fremmed i vores midte, når vi ønsker Hans magt, mere end Hans Retfærdighed!
Reader Harris, englænder og leder af ”Pentecostal League of Prayer”, udfordrede engang en menighed med dette spørgsmål om kraft og retfærdighed. Han sagde: "De, der vil have kraft, stil jer op til højre for mig. De, der ønsker retfærdighed, stil jer op til venstre for mig." Menigheden stillede sig op som 10 til 1 - for KRAFT.
I Apostlenes Gerninger var Pinsen synonym med retfærdighed mere end med kraft. Peter fortalte rådet i Jerusalem, hvad Gud gjorde i Cornelius hus, ”Og Gud… at give dem Helligånden ligesom os… idet han har renset deres hjerter ved troen.” (ApG 15:8-9)
Hvor er den Gudsmand, som har kraft? Er det den, der kan helbrede de syge og oprejse de døde? Er det den, der er bedst til at tale i tunger og profetere? Er det den, der tiltrækker de fleste mennesker og bygger den største kirke? Nej! Den, der har kraft - er den retfærdige! "... den retfærdige er tryg som en løve."(Ordsprogene 28:1)
Profeten Malakias profeterede om en overnaturlig udrensning i Guds hus. ”…Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel… Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen… Han sidder og smelter sølvet og renser det.” (Mal 3:1-3)
Dette er en dobbelt profeti. Han taler om Kristi første komme, og også om Hans andet komme! Han vil komme igen pludselig, som en tyv om natten.
Vi er ikke klar til Kristi komme! Er vi en sejrende Kirke? Begærlige, skilte, deprimerede, verdsliggjorte, gribende efter materialisme og succes, konkurrencedygtige, lunkne, utro, rige og med tiltagende gods, uvidende om åndelig blindhed og fattigdom, behagesyge, elsker adspredelser, fortæret af sport, politik og magt - er dette den kirke, Jesus skal komme tilbage til? Blot at kunne begå sig, fyldte med frygt og angst, tilfredse med at have et godt helbred samt lykke?
Spørgsmålet er ikke længere, "Hvad kan min tro give mig? Hvilke mirakler vil han udføre for mig?" Spørgsmålet er nu: "Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig" (Mal 3:2)?
Spørgsmålet er ikke længere, "Hvordan føler jeg - hvordan får jeg lykke? Hvordan får jeg ønsket i mit hjerte opfyldt?" Spørgsmålet er - "Hvordan skal jeg klare det øjeblik, hvor jeg står for Kristi domstol? Hvordan skal jeg klare det, når jeg har levet så ubekymret, så selvisk, så ligegyldig over for Hans store frelse?" Det centrale spørgsmål nu har intet at gøre med denne verden overhovedet. Spørgsmålet er - "Har jeg overset Kristus i DENNE MIDNATSTIME?" (Det sidste afsnit er udeladt af red)
------------------------------
Hele artiklen på engelsk: http://endtimespropheticwords.wordpress.com/2008/05/15/a-christless-pentecost-a-warning-by-david-wilkerson-frank-bartleman/
