Af Hans Erik Nissen og Mikkel Vigilius.
(LMH Danmark).
Willow Creek-konceptet - også som det er blevet formidlet i dansk sammenhæng er på en række centrale punkter helt uforeneligt med den luthersk-rosenianske linie.
Det drejer sig ikke mindst om synet på, hvad der giver åndelig kraft og åndelig frugt i vores arbejde.
Den luthersk-rosenianske linie har i overensstemmelse med Skriften betonet åndens fattigdom, ordets iboende kraft og Guds udfoldelse af sin overvældende magt midt i vor afmagt.
Willow Creek lægger bl.a. i Smittende tro - vægten et helt andet sted og anbefaler en bestemt måde at tænke og leve og arbejde med os selv på for at udvikle personlige færdigheder og egenskaber, der gør os i stand til at øve maksimal påvirkning på andre mennesker.
Og man fastslår frimodigt:
...når vi gør vores del af missionsbefalingen, vil han gøre sin del ved at lade vores indsats lykkes.
Jesus forsikrede os med andre ord om, at når vi sætter hans plan i værk, vil vi øve maksimal påvirkning af verden omkring os.
Vi vil se menneske efter menneske komme til tro, blive smittende kristne og tilslutte sig stadigt mere smittende menigheder. (ST s.238)
Denne tænkning om en bestemt plan og arbejdsmåde, der med sikkerhed vil føre til omvendelser, succes og kirkevækst er meget udbredt i dag, men er ikke desto mindre dybt ubibelsk og helt uforenelig med den luthersk-rosenianske teologi.
På den danske hjemmeside for Willow Creek - www.willowcreek.dk - finder man en omtale af det i Danmark afviklede Willow Creek-kursus, Værdibaseret Forandringsledelse og bilag herfra. Kurset blev afholdt 5. april 2002.
I bilagene siges det rent ud, at omdannelsen af en menighed i retning af en profil efter Willow Creeks idealer vil føre til splittelse.
Det anbefales, at modstanderne af det nye koncept får en sørgeperiode, hvorefter de må acceptere forandringerne.
I modsat fald vurderer man, at det er bedre for dem at finde en anden menighed.
Forbliver de som kritikere i menigheden, anbefales det, at man behandler dem efter retningslinierne i Mt. 18 og således i sidste instans udstøder dem af menigheden.
Fordi de har modsat sig Willow Creek-konceptet!
Problemet med Willow Creek er det samme som med så mange andre kristelige bevægelser, der for en tid kan fremvise store resultater og opnå stor opmærksomhed:
At noget andet end hovedartiklen om retfærdiggørelsen ved tro på Kristus rykker i centrum og bestemmer teologien.
Det kan være en god ting, f.eks. evangelisation, som sættes i centrum, men når dette gode bliver det samlende og afgørende og bestemmende, forvrides hele teologien bort fra evangeliet om Kristus i en lovisk og trosnedbrydende retning.
I Willow Creeks tilfælde kan man bl.a. iagttage denne forvridning på flg. tre områder:
1) Første trosartikel og tjenesten for Gud i kald og stand nedtones indtil det ubetydelige til fordel for en ny "munkekristendom", hvor den egentlige tjeneste for Gud består i at evangelisere og tjene i menigheder med en evangeliserende profil.
Eksempelvis talte Bill Hybels ved den anden konference i København dybt nedladende om præster og andre medarbejdere, der trak sig tilbage fra aktiv menighedstjeneste for at studere, holde orlov eller overgå til verdsligt arbejde.
Ingen kan være i tvivl om, at denne ensidige fokusering på evangelisationen er gavnlig for kirkevæksten i hvert fald i første omgang.
Men er det bibelsk?
2) Nådegaverne er mangfoldige ifølge Skriften og dækker mange forskellige sider af
menighedslivet.
Langt fra alle tager direkte sigte på evangelisation, hvorfor vi som kristne også i forskellig grad må se det som vores kald at gå ind i og sætte tid af til evangeliserende arbejde.
Denne bredde og forskellighed spiller så godt som ingen rolle i Willow Creeks undervisning.
Her fremstilles det, som om vi alle har nådegave til at evangelisere blot forskellige nådegaver. (ST s. 228)
Og når det gælder menighedslederne, fastslås det meget enkelt og direkte, at alle ledere - og særligt prædikanterne må være rollemodeller i personligt at sætte tid og kræfter af til strategisk at nå ud til kirkefremmede. (ST 225 f.)
Er det sandt?
Ingen tvivl om, at det fremmer evangelisationen og den ydre kirkevækst, men er det sandt?
Hvis ikke, lægges der her en tung fordring ind over alle kristne ledere og prædikanter, som ikke er givet af Gud, men af mennesker og dermed helt igennem lovisk.
3) Hensynet til de svage og anfægtede samvittigheder spiller en stor rolle i NT, og det betones bl.a. i Rom. 14, at man i menighedens arbejde og i tilrettelæggelsen heraf må vise respekt for disse samvittigheder og strække sig meget langt for at vise hensyn til dem.
Denne tone og tankegang er helt fraværende i det, som formidles fra Willow Creek bl.a. i Smittende tro.
Her fremstilles de, som er skeptiske og anfægtede i forhold til en modernisering af menigheden efter Willow Creek-konceptet, som selvcentrerede personer, hvis holdning ikke har krav på nogen videre respekt eller hensyn.
Hvis nogle f.eks. har problemer med eller anfægtelser ved larmende ungdommelig musik i menigheden som evangelisationsmiddel, så fremstilles det som et udtryk for, at de ikke sætter fortabte mennesker højt! (ST 223)
Denne indstilling til de svage samvittigheder går stik imod den vejledning, som LM s ledelse udsendte for få år siden i musikvejledningen.
Det er åbenbart, at vi som lutherske kristne kan modtage impulser og inspiration fra reformert sammenhæng.
Det har vi også gjort tidligere i de danske missionsforeninger.
Mange af vore evangeliserende og oplærende arbejdsformer er således overtaget fra reformert sammenhæng ligesom mange af vore sange.
Der vil givetvis også være noget, vi kan lære af en menighed som Willow Creek.
Men det er ikke så enkelt at se, hvad det er, for menigheden er dybt præget af falsk og forførende teologi.
Skal vi modtage noget herfra, må vi derfor først gå ind i en kritisk teologisk undersøgelse og vurdering af kirkens teologi og praksis.
Vi må skelne og sortere mellem godt og skidt.
Først efter en sådan grundig vurderingsproces kan vi se klart, hvad vi kan lære af og bruge hos os selv.
Det, der måtte være godt, kan vi så formidle ind i vor egen sammenhæng på grundlag af og i sammenhæng med en klar evangelisk luthersk forkyndelse og undervisning om evangelisation og menighedsliv.
At åbne for Willow Creek-inspirationen uden en sådan forudgående undersøgelse og sortering må betegnes som uforsvarligt.
Vi taler ofte ret entydigt om de reformerte, som om de udgjorde én bestemt teologisk
gruppering med samme åndelige og teologiske profil.
Det er ikke tilfældet.
Blandt de ikke-lutherske evangeliske kristne må vi skelne mellem forskellige grupperinger.
1) De klassisk-reformerte og klassisk-anglikanske lægger stor vægt på menneskets fortabthed, den trælbundne vilje og Guds alene-virken i omvendelsen ved Ånden og Ordet.
Dem står vi på mange måder meget nær.
Når vi tidligere har oversat reformerte bøger til dansk har det altovervejende været fra denne gruppe reformerte, vi har hentet dem. (I denne gruppe finder vi folk som Martin Lloyd-Jones og R.C. Sproul.)
2) De armenianske reformerte mener, at mennesket har en fri vilje til selv at vælge, om det vil omvende sig og tro, og har derfor udviklet en evangelisationsform, hvor en udfordrende forkyndelse af synd og nåde munder ud i en appel til at beslutte sig for omvendelse.
Denne gruppe står vi teologisk på større afstand af. (Her finder vi folk som Billy Graham og Luis Palau.)
3) Kirkevækst-grupperingen lægger vægt på at anvende de metoder og arbejdsformer i evangelisations- og menighedsarbejdet, som erfaringsmæsssigt viser sig mest effektive med henblik på at tiltrække kirkefremmede og opnå den størst mulige ydre kirkevækst.
Man er pragmatikere og satser på det, der virker.
Forkyndelsen af synd og nåde glider i baggrunden.
Ikke desto mindre hævder man, at man fastholder den gamle teologi.
I denne sidste gruppering er Bill Hybels og Robert Schuller aktuelt de ledende frontfigurer.
Denne gruppering er meget kontroversiel selv blandt reformerte!
Reformerte fra den førstnævnte gruppe ser generelt med meget stor betænkelighed på Bill Hybels og hans arbejdsmåde, og han møder fra denne side stærk og vedholdende kritik for at udhule, underminere og forråde den klassisk-evangeliske teologi.
På denne baggrund virker det meget lidt naturligt i en læremæssigt bevidst luthersk sammenhæng at gøre brug af netop ham!
Willow Creek kræver, at alle, der ønsker at blive aktive medlemmer af kirken, skal skrive under på, at der ikke findes nogen tjenestedeling mellem mand og kvinde ifølge Bibelen, og at de med glæde vil side under kvindelige lærere i menigheden.
Dette krav om at fornægte det klassiske bibeltro syn bliver så meget mere rystende af, at Bill Hybels under en konference i Stavanger for et par år siden åbent vedgik, at han fandt Bibelens vejledning på dette område svært forståelig.
En af grundpillerne i vores luthersk-rosenianske arv er, at Gud fører os ind i spændingsfeltet mellem lov og evangelium.
I dette spændingsfelt gør han sin dobbelte gerning med os.
Han knuser og oprejser.
Her bæver vi, og her jubler vi.
Det er her, Gud fører os ind i evangeliets frihed.
Disse hemmeligheder i lov og evangelium, som er noget af det dyrebareste i vores arv, er Willov Creek og Smittende Tro fremmed over for.
Det er uforenligt med den omvendelsesforståelse, som vi møder i Smittende Tro.
Her er hele evangelisationssystemet bygget op om, at vi gennem maksimal påvirkning fører mennesker gennem en harmonisk proces frem til en afgørelse.
Evangelisationsmetoden forudsætter, at mennesket har en fri vilje, og at omvendelsen er en beslutning - en afgørelse.
Man kan sige og mene, at det ikke er det, vi skal lade os inspirere af, men i bogen Smittende Tro finder vi dette som en væsentlig del, og i det undervisningsmateriale, som bliver brugt i dansk sammenhæng: deltagermanual, ledermanual, cd rom og videobånd, lægger langt det meste af stoffet udelukkende op til denne afgørelse.
Ud fra en luthersk teologi må vi lægge afstand til den beslutningsbaserede
omvendelsesforståelse, men Willow Creek-undervisningen i dansk sammenhæng forudsætter den og bygger næsten udelukkende op til den.
Når folk er ført frem til denne afgørelse, er de ført et sted hen, hvor de bekender sig som kristne, men endnu er fremmede for lov- og evangelium-forkyndelsen, og givetvis vil reagere stærkt imod den, hvis de møder den.
De forstår den ikke.
Det er godt og meget glædeligt, når et søgende menneske under indtryk af vore vidnesbyrd og forkyndelse når frem til en afklaring om, at det gerne vil være en kristen.
Det kan føre frem til dåb eller til en anden form for ydre bekendelse af troen på og omvendelsen til den treenige Gud.
Men det er afgørende for den åndelige og evangeliske kraft i vores arbejde, at vi bevarer en klar bevidsthed om, at den frelsende tro skabes og fornyes af Gud selv gennem ordets forkyndelse og tilsigelse i lov og evangelium.
Denne bevidsthed må forme både vores teologi, vores sjælesorg og vort evangelisationsarbejde.
