Fra 'Båndet'.
1. maj 2003.
Luthersk Missionsforenings landsstyrelse har i sin udtalelse fra sit møde 21.-22. februar 2003 opfordret til at forholde sig kritisk efterprøvende til om inspirationen fra Willow Creek holder mål over for Guds ord. På LMH rejses spørgsmål fra eleverne om det samme.
Bestyrelsen har på sit møde 4. april 2003 drøftet sagen dels sammen med lærerrådet og dels alene og står enigt bag nedenstående og giver dermed udtryk for den kurs og linie, man ønsker skal gælde for undervisningen på LMH.
1.
Willow Creeks leder, Bill Hybels, giver udtryk for mange synspunkter og holdninger, som vi kan tilslutte os. Vi kan være enige med ham i, at:
Ingen søger Gud, med mindre Gud først søger vedkommende.
Ingen elsker Gud, med mindre Han først elsker dem.
Ingen kommer til Faderen, uden at Han drager dem.
Der findes ingen frelse uden Jesu Kristi kors og kraften i evangeliet.
Gud er den egentlige evangelist, og vi er blot tjenere for hans frigørende budskab.
2.
Læser man så ”Smittende tro” må man spørge:
Hvordan er det muligt, at en leder med ovenstående overbevisning skriver en sådan bog? Hvorfor er bogen så Jesus-fattig? På trods af at skulle være en bog, der skulle hjælpe os til at føre ufrelste til ham, står der så lidt om ham. Det er dog Jesus, der er troens begynder og fuldender.
En god evangelisationsbog skal ikke alene formidle kærlighed til dem, der skal nås, men også glæde over Frelserens kærlighed til os. I al ægte evangelisation er det nemlig Kristi kærlighed, der er drivkraften. Vi må blive i ham. Uden Jesus og troens liv sammen med ham bliver der ingen evangelisation.
3.
I ”Smittende tro”, står der meget om os. Det er naturligt. Der peges på redskaber, som vi kan bruge. Men de redskaber, bogen peger på, er først og fremmest os selv. Der er ikke megen tro på Guds ords iboende virkekraft. Det er os og vor indsats, det drejer sig om.
Denne stadige understregning af os, vor karakter, og hvordan vi virker på andre, er foruroligende. Nogle vil den gøre selvoptagne og selvcentrerede, nogle vil den føre ind i en usund sammenligning med andre mere vellykkede, og nogle vil den føre ind i resignation og mismod, fordi de ikke kan leve op til standarden.
Man kan skrive en bog om evangelisation, hvor der står meget om os og vor indsats, men hvor Jesus alligevel er i centrum. Det er han ikke i ”Smittende tro”. Her er det os der er det.
4.
Der er psykologi med i alt, men ”Smittende tro” formidler indtryk af, at et Jesu Kristi vidne er en sælger, der skal påvirke andre maksimalt, så de tiltrækkes af kristendommen. Vi skal nøde mennesker til at gå ind i Guds rige, men vi skal samtidig lytte til Jesus, når han siger os, hvad det indebærer.
”Smittende tro” understreger stærkt betydningen af vor egen ærlighed. På den baggrund kan man undre sig over et af de billeder, bogen giver af kristenlivet her på jord:
”Et liv fyldt med eventyr, mening, tilfredsstillelse, udvikling, trosvished, varige investeringer og den ære at blive redskaber for universets Gud!”
Er det et reelt billede af kristenlivet, eller er det snarere en genklang af vore ønskedrømme: Eventyr, mening, tilfredsstillelse og udvikling?
5.
I megen reformert teologi tillægges afgørelsen, beslutningen, overgivelsen en betydning, som vi ikke kan følge. Det er sandt, at hvis nogen ikke vil være en kristen, da bliver han det ikke. Men det er også sandt, at ingen genfødes til liv i Gud ved Helligånden, fordi man selv vil det. Det vil Bill Hybels være enig i.
Det farlige ved ham er hans indre mangel på sammenhæng i synspunkter og holdninger. Det ser vi i hans gentagne understregning af afgørelsens betydning for frelses-tilegnelsen, hvor han langt på vejen giver afgørelsen troens plads.
I afgørelsens betydning for Bill Hybels ligger en af de væsentlige nøgler til forståelse af arbejdsmetoder, mødeoplæg og forkyndelse i Willow Creek. Med ensidighedens styrke og en alt for ukritisk brug af midler arbejdes der på at føre ufrelste ind i afgørelsen, og når afgørelsen er taget, giver man de ufrelste det indtryk, at de er kristne.
Men det er ikke afgørelsen, der gør et menneske til kristen. Det er troen på vor Herre Jesus, og troen kommer ved forkyndelse af lov og evangelium. Derfor tillægger vi forkyndelsen indhold forstået som lov og evangelium en helt anden betydning end Willow Creek. Vejene skilles på dette centrale punkt.
6.
Den engelske titel på bogen er ”At blive en smittende kristen.” Når bogen på dansk hedder ”Smittende tro”, er det tankevækkende. Man kan nemlig få det indtryk, at den er skrevet ud fra den forståelse af troen, at den kan smitte. Men det er ikke rigtigt. Meget andet kan smitte – også meget godt. Men tro kan ikke. Vi kan ikke give hinanden troen. Den er Guds gave, som han har forbeholdt sig selv retten til at give.
Han vil ikke dele æren med os. Alt afhænger af Gud, og den tro, man har fået ved smitte fra et andet menneske, er menneskeskabt og derved falsk. Det er en tro, der grunder sig i menneskets psyke og ikke i dets hjerte.
Den slags tro har der altid været meget af i verden. Jesus mødte den i sin samtid og han afslører den uden skånsel. I Johannes evangeliet møder vi jøder, der var kommet til tro på Jesus, men som tager sten op for at stene ham, da han forkynder lov og evangelium for dem. Deres tro var smittet tro. Den var skabt af noget ydre. Da Jesus vil give dem den sande tro, der fødes af Sønnen alene i det sønderknuste hjerte, raser de imod ham.
7.
Hver tid har sit sprog. Vi taler ikke på samme måde som for 100 år siden. Vi må stadig arbejde med at udtrykke os, så mennesker kan forstå, hvad vi siger. Men under dette arbejde er det vigtigt, at vi ikke anvender en form, som ændrer eller afsvækker budskabet, som det sker for Bill Hybels. Hans friskfyragtige stil vil tiltale nogle, mens andre ikke bryder sig om den. Men form og indhold er uløseligt forbundet.
En lignelse, man ofte vender tilbage til i Willow Creek, er lignelsen om den fortabte søn. Jesus fortæller i den, at den fortabte søn møder sin far med følgende ord:
"Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn."
I Bill Hybels aktualisering af dette træk i lignelsen lader han den fortabte søn sige: ”Far, jeg har virkelig kvajet mig, og jeg fortjener ikke at være din søn”.
Men Faderen afbrød ham: ”Schh. Sådan skal du ikke tale!” sagde han. Jeg er så glad for, at du endelig er kommet hjem.”
Vi er ikke i tvivl om, at Bill Hybels har den bedste hensigt. Han vil gøre lignelsen nærværende, så manden fra gaden kan se sig selv i den, men Bill Hybels gode hensigt får magten på sandhedens bekostning.
Synd er langt alvorligere end at kvaje sig. Når den gøres til det, trækkes alvoren ud af den. I øvrigt må det vel også være helt ubegribeligt for den udenforstående, at Gud virkelig skulle have forbandet sin egen søn, bare fordi vi havde kvajet os.
Dernæst lader Bill Hybels faderen i lignelsen reagere anderledes, end Jesus siger, at han gør. Bill Hybels tillægger faderen en menneskelig reaktion ved at lade ham gøre det samme, som vi kunne have gjort: ”Schh. Sådan må du ikke sige…”.
Sådan er Gud ikke. Han lader os blive inde under skylden og dommen: Du er manden! Det er derinde han møder os med nåde. Han trækker aldrig alvoren ud af vores syndsbekendelse endsige gør den overflødig. Tværtimod lader han den vokse og uddybes i troens liv sammen med ham. Hvor synden bliver stor, bliver nåden så meget desto større.
8.
Det dybt foruroligende ved Bill Hybels er afstanden mellem de bibelske sandheder, han fastholder, og det, han giver udtryk for i en bog som ”Smittende tro” og i anden sammenhæng. Her er al for megen ren menneskelig tænkning og alt for lidt bibelsk virkelighedsforståelse.
Men det er bestemt ikke alene Bill Hybels, der står i fare. Den store fristelse for den evangeliske kristenhed er dobbeltsporet. Man bekender og fastholder de gamle sandheder med munden, og giver indadtil en overbevisning om at være bibeltro. Samtidig accepteres synspunkter, holdninger og arbejdsformer, som underminerer det, man bekender.
Ofte sker det ganske ubevidst, men umærkeligt fjerner man sig mere og mere fra det, der før var en indre overbevisning, som blev bestemmende for forkyndelse og tjeneste. Sådan kan man leve i kortere eller længere tid, men for ærlige sjæle kommer den dag, hvor de åbent vedgår, at de har fået et andet syn og skiftet holdning.
9.
Hvordan skal man forholde sig til Willow Creek? Nogle siger et, andre noget andet. Hvad skal man tro?
Vi synes, at bogen ”Smittende tro” giver svaret. Det er en bog, der er helt central til forståelse af det, der er selve hjertesagen i Willow Creek. Her møder vi kaldet fra de ufrelste. Og Gud give os at høre det og lade Jesus gøre os til menneskefiskere! Men bogen viser os ikke vejen frem.
Den er fattig på ånd, evangelium og tillid til Guds ords virkekraft. Den leder ikke hen til Jesus, som alene kan gøre os til menneskefiskere. Den hjælper os ikke ind i den magtesløshed, som er en forudsætning for, at Herrens magt kan udøves gennem os. Vægten lægges ikke på forventning om Guds indgriben, men på os selv. Den opfordrer os til at mobilisere egne kræfter, muligheder og evner. Den hjælper os ikke i spørgsmålet om, hvordan vi skal blive fyldt af Guds kraft.
Willow Creek er en af de efterhånden mange bevægelser fra USA, der i en periode optager manges sind og tanker, men også de har kun deres tid. Den vil afløses af andre, men åbner vi os for dens indflydelse, vil den efterlade os med andre grundsandheder til frelse end dem, som det er vor lykke og rigdom at eje i dag.
10.
Alle kristne bevægelser, der svækker vor forankring i evangeliet, vil med tiden vise sig at undergrave både vores tro og vor evangelisation.
”Smittende tro” ønsker at stimulere til evangelisation, men man må frygte, at dens stærke koncentration om os selv og vor egen indsats vil føre mange ind i åndelig udmattelse og udbrændthed og til sidst i en reaktion mod al form for evangelisation.
Tvinges vi ikke indefra af Kristi kærlighed og af evangeliets frigørende kraft, brænder vi ud i vores kødelige iver. Eller også ændrer vi målsætningen for vores arbejde, og slår os til ro med resultater, der er skabt ved rent menneskelige virkemidler.
Det er tid til at evangelisere nu! Kaldet til at nå de ufrelste må lyde med alvor og kraft. Sker det ikke, slår vi os til ro med de nuværende grænser for evangeliet både hjemme og ude. Vi må åbne os for de fortabtes nød og åbne vore forsamlinger for dem. Vi må være villige til at tage nye initiativer. Vi må være villige til at bringe store ofre i missionens tjeneste.
I den sammenhæng har den konkrete undervisning om evangelisation også sin berettigelse. Men missionssagens alvor må ikke få os til at tage det let med teologien. Tværtimod, må vi i lyset af sagens evige alvor til stadighed lade Guds Ord efterprøve vores tænkning og vores praksis. Det er en åndelig kamp, vi står i.
Vi er i ét og alt afhængige af, at Gud selv vil kendes ved vort arbejde og vil virke med igennem det ved sin Hellige Ånd. Kun da skabes der sande og evige frugter.
Gud virker med igennem de åndelige midler, som han har knyttet løfter til. Bønnen om de fortabtes frelse bør have en central plads ved vore møder og gudstjenester. Den må ind i vore hjerter og hjem. Vi må bede i tillid til at ingen bøn er bedt forgæves.
Guds ord er Åndens sværd. Også når det har karakter af et famlende vidnesbyrd. Det kan få evighedsbetydning.
Åndskraften i den enkelte kristnes liv og i menigheden vokser ud af det nære samliv med Gud under hans tiltale i lov og evangelium. Her er ingen genvej.
Det er alene, når vi som hjælpeløse kommer til Jesus og drikker af livets vand, at der åbnes for en kilde i vores eget indre med vandt til evigt liv.
