Notat om Rick Warren.
Af overlæge Poul Erik Haahr,
9. maj 2008.
Som pdf-fil her.
Indledning.
Ordene ”Er roden hellig, er grenene det også” er hentet fra Rom 11,16.
Jesus siger tilsvarende: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” [1]
Det viser den sammenhæng, der er mellem roden og grenene. Det er roden, der er det afgørende og bestemmende - er hele fundamentet for de frugter grenene bærer!
Derfor lyder det også: ”Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter.” [2]
Rick Warren’s formål og succes.
I avisen, USA TODAY, er der en artikel om en af tidens hele store evangelister, Rick Warren. Heri udtaler han: ”Jeg ønsker blot at bygge en hær af troende” og videre ”Jeg har et mål. Det kaldes verden. Hele evangeliet for hele verden.” [3]
Et godt og bibelsk velfunderet formål, helt i tråd med Jesu befaling: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.” [4]
Og man må sige at formålet ikke bare er fine hensigtserklæringer. Rick Warren gør noget ved det i praksis!
Således er Saddleback, som er den kirke han er leder af, vokset til ca. 22 - 23.000 ugentlige kirkegængere siden grundlæggelsen i 1980. Han har endvidere undervist over 400.000 kirkeledere i 162 lande i de principper, der har givet ham den enorme vækst [5] og han har ligeledes formidlet modellen for succes videre gennem to bøger: ’The Purpose Driven Church’ fra 1995, der redegør for hvordan man tiltrækker kirkefremmede ved brug af tidens pop-kultur (solgt i over 1.000.000 eksemplarer) og bestselleren ’The Purpose Driven Life’ fra 2002 (solgt i over 24 millioner eksemplarer), der bevæger sig mere på det personlige plan.
Budskab og metode.
”Pupose Diven (det formålsdrevne) er en sund model for kirken som udruster de åndelige ledere med en unik, bibelsk funderet tilgang som tilvejebringer, omdanner og vedligeholder en balanceret menighed i stadig vækst, som søger at udføre de gudgivne formål for lovprisning, fællesskab, efterfølgelse, tjeneste og mission.” [6]
Bag modellen ligger i alle tilfælde to grundholdninger til det budskab der skal lyde:
For det første udtaler Rick Warren: ”Vi tror på et tiltrækkende evangelium. Vi tror på det at elske mennesker ind i Guds rige.”
Derfor skjules eller nedtones skellet mellem frelst og ufrelst og fortabelsens realitet.[7]
For det andet går Warrens metode ud på at opfylde fem grundlæggende menneskelige behov:”Han [Gud] skabte kirken for at møde vore 5 dybeste behov:
- et formål at leve for,
- mennesker at leve med,
- grundregler at leve efter,
- et arbejde at udleve/udføre og
- en kraft at leve af.
Der er ingen andre steder på jorden, hvor du kan finde alle disse fem goder på et sted.” [8]
Warrens budskab og metoder er altså et positivt tillokkende evangelium, brug af det, der er ’in’ i tiden og samtidig opfyldelse af de grundlæggende menneskelige behov.
Hvilke behov har og hvad ønsker folk af kirken, der hvor Saddleback ligger? Ja det fandt han primært ud af gennem at stemme dørklokker og stille folk nogle spørgsmål, såfremt de ikke var troende i forvejen.[9]
Ovennævnte er kirkevækstbevægelsens grundprincip og svarer helt til det Robert Schuller[10] har formidlet gennem mange år - find ud af hvad folk har af behov, opfyld dem og giv dem et positivt evangelium, der fokuserer på Guds kærlighed - så får du vækst.
Og det gør det! Det er en uomtvistelig kendsgerning at disse principper giver vækst, større menigheder.
Warren har da også fået grundideen til hvordan kirken skulle opbygges og drives hos netop Robert Schuller.[11]
Et helt parallelt eksempel er Bill Hybels fra Willow Creek i Chicago. Han fik også ideerne hos Schuller - greb det an på præcist samme vis og med samme imponerende resultat. I dag 20.000 kirkegængere hver uge og en verdensomspændende organisation og indflydelse.
Selv om der selvklart er nogle variationer mellem Saddleback og Willow Creek er der i det grundlæggende, metode og budskab, ingen forskel. Roden er den samme!
Der foreligger på dansk en grundig teologisk analyse af det, der formidles, og af de metoder, der anvendes i Willow Creek, og analysen viser at det bærende i forkyndelsen og det, der skaber vækst, ikke er de nådemidler Skriften anviser,[12] og at de metoder, der anvendes og anbefales, er dybt præget af dette og derved i strid med det Bibelen anviser. Altså finder analysen, at selv om det, man ønsker at opnå, er godt og ret, så er der i praksis tale om systematisk vranglære.[13]
To grundlæggende problemer.
Tilsvarende er der i ovenfor anførte fra Rick Warren to helt grundlæggende problemer.
1) De behov, Warren anfører som grundlæggende, er almene. Alle mennesker har disse behov, og alle kan tilslutte sig dem uden videre, uanset om man er troende eller ikke, og uanset hvad man tror på!
Men menneskets mest fundamentale, største og grundlæggende problem nedtones/forties - at synden adskiller os fra Gud i ordets egentligste forstand.
2) Ensidig fokus på Guds kærlighed i forkyndelsen fortier en side ved Gud - hans hellighed, at han intet urent tåler, hans vrede og dom over synden og derved også over mig og mit, sådan som jeg er i mig selv.
De to brist hænger nøje sammen og er indbyrdes afhængige for de kommer i strid med hinanden om syndens grundlæggende problem påpeges/påtales. Noget sådant fører nemlig til at vor sande natur afsløres og vi står som strafskyldige for Gud.[14]
Tilsammen giver de et andet evangelium som er uden korsets anstød. Et evangelium der er åbent og inkluderende og som alle kan acceptere.
Og det kan alle!
Selv om Warren bekender sig til den kristne tros grundsandheder[15] underviser han gerne katolikker, mormoner og jøder blandt andre. Som svar herpå siger han:
”Jeg vil ikke gå ind i en debat over ikke væsentlige emner. Jeg vil ikke forsøge at ændre andre trosretninger. Hvorfor skabe splittelse?” [16]
Han har altså ingen problemer med og ser ingen problemer i at oplære andre trosretninger i, hvordan de får sunde menigheder med vækst.[17] Ej heller selv om de andre åbenlyst forkynder et andet evangelium, hvor de enten føjer noget til, eller trækker noget fra, det Bibelen lærer os om forsoning og frelse i Kristus alene - se Gal 1,6-10 og Åbo. 22,18-19.
Sand vækst i bibelsk forstand kommer af ordets forkyndelse i dets fylde. Lov og evangelium må gå hånd i hånd.
Selv om Biblen lærer os entydigt at ”troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord” [18] og at ”ordet om korset er en tåbelighed for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft” [19] kan man altså ved at tilegne sig Warrens principper, opnå vækst og sunde menigheder - uanset om man er kristen, katolik, mormon eller jøde.
Det står således fast, at det ikke er forkyndelsen, for den er vidt forskellig, men metoden inklusiv den kærlige forkyndelse der skaber væksten.
En ny reformation.
Rick Warren, der betegner sig selv som evangelikal, skelner mellem evangelikale og fundamentalistiske kristne og anfører at der er endog meget stor forskel de to grupper imellem.[20]
I 1920’erne blev der formuleret det som amerikanerne kalder ’The Five Fundamentals of the Faith’ (troens fem grundsandheder):
- Jesu Kristi guddommelighed
- Jomfrufødslen
- Forsoningen ved blodet
- Jesu genopstandelse
- Skriftens ufejlbarlighed
Om disse grundsandheder udtaler Warren, at ”de er udtryk for et meget spidsfindigt og snæversynet syn på kristendommen og at disse synspunkter kun findes i fundamentalistiske kirker, der alle er meget små” (og underforstået - uden betydning).[21]
”Jeg arbejder hen imod en ny reformation af kirken, som kan skabe en tredje åndelig opvågning i vor nation og i verden.” siger Warren.”Den første reformation for 500 år siden, med først Luther og senere Calvin, var om læren. Jeg tror en ny reformation bliver om adfærd. Den første reformation var om tro. Jeg tror den anden bliver om handlinger. Jeg mener at den første var om hvad kirken lærer; Jeg mener denne vil blive om hvad kirken gør.”
”Den første reformation splittede kristenheden, først i dusinvis og senere i hundredvis af stykker. Jeg tror faktisk at denne reformation vil bringe dem sammen igen. Nu vil du aldrig se de kristne, i alle deres afskygninger og varieteter, blive enige om alle de forskellige læremæssige uoverensstemmelser og den slags, men jeg ser at de er enige i hvad der er formålet med kirken.” [22]
I fortsættelsen nævner han katolikker side om side med pinsefolk, baptister og lutheranere med flere og slutter:
”Jeg får dem aldrig til at blive enige om nadveren eller dåb eller en række emner som det, men jeg kan få dem til at blive enige om hvad der er kirkens opgave i denne verden.”
Det er kirkens opgave, der er det afgørende og samlende - det læremæssige er mindre betydende.
Warren tilslutter sig Augustins ord: ”I det væsentlige, enhed; i det uvæsentlige, frihed; og i alle ting, kærlighed.” [23] - men i praksis er de hinandens modpoler. Det Augustin betegner som væsentlig (det tros- og læremæssige) er ifølge Warren det uvæsentlige og vise versa.
Evangeliet til hele verden.
Warrens overordnede formål er således at ophæve den lutherske reformations fokusering på det læremæssige. I stedet skal det afgørende og det, der skal være i fokus være, hvad kirken gør.
Herved kan kristenheden, sine ’mindre forskelligheder’ til trods, igen forenes i en fælles opgave til bedste for denne verden.
Warrens mål var, som anført, intet mindre end: ”Hele verden. Hele evangeliet for hele verden.”
Ud over den udbredte lederundervisning og litteraturformidling er midlerne især ’40 målrettede dage’ kurserne og det han kalder for PEACE-planen.
Det er langt mere end det vi i dag typisk kalder for ’international mission’ - det er en freds- og frelsesplan for hele verden!
Målet er at gøre verden til et bedre og mere fredfuldt sted at leve og at skabe en tredje global åndelig opvågning, der kan løse klodens fem gigantiske problemer, der relaterer til bogstaverne i PEACE[24]
1) Det første problem er åndelig tomhed. At folk ikke ved at Gud skabte dem med et formål for øje.
Løsningen er: P - Partner with churches. Engager dig med eller plant en kirke.
2) Nummer to - dette overrasker folk, men det er kilden til alle de andre problemer - egocentrisk lederskab. [25] At lederne er selv-centrerede og -hævdende i stedet for tjenende leder sådan som Jesus var.
Løsningen er: E - Equip leaders. Udrust/uddan lederne så de bliver tjenende.
3) Den tredje er fattigdom.
Løsningen er: A - Assist the Poor. Uddan og lær de fattige i et arbejde og i de markedsmekanismer der er, så de begynder at tjene penge (nævner et konkret eksempel med at man ikke blot skal lære de fattige at fiske, men at de skal oplæres i hvordan der opbygges en hel industri rundt omkring fiskeriet, således at specialisering og derved indtjening øges).
4) Det fjerde store problem er sygdom.
Millioner af mennesker dør af sygdomme der kan kureres. AIDS kan forebygges fordi det 100 % er en ’adfærds-sygdom’. Ingen gør noget ved det, fordi lederne ikke har modet og viljen dertil.
Løsningen: C - Care for the sick. Omsorg for den syge.
5) Den femte er analfabetisme.
Halvdelen af verdens befolkning er funktionelle analfabeter.
Løsningen: E - Educate the next generation. Uddan næste generation.
Om det praktiske udtaler Warren:
"Og vi har faktisk skabt hvad vi kalder ’clinic-in-a-box’, ’business-in-a-box’, ’church-in-a-box’, og vi bruger almindelige mennesker, frivillige. Da Jesus sendte sine disciple ind i en by sagde han: ”Find fredens mand.” Og han sagde: ”Når du finder fredens mand, skal du begynde at arbejde med denne person, og hvis de er positive over for dig, skal du samarbejde med dem. Hvis de ikke er, skal du ryste støvet af dine sko og gå videre til den næste by.”
Hvem er denne ’fredens mand’ i en by - det kan også være en kvinde - som har mest respekt, som er åben og indflydelsesrig?
Det behøver ikke at være en kristen. Rent faktisk kan det være en muslim, men de er åbne og indflydelsesrige og du går i samarbejde med dem i angrebet på de fem kæmpeproblemer. Og det er dette som vil bringe den anden reformation." [26]
Warrens erklærede mål var: Hele evangeliet til hele verden. Kristne og muslimer kan altså ifølge Warren gå hånd i hånd og udfylde den åndelige tomhed som er det af de fem gigantiske problemer for menneskeheden, han nævner først.
Hvordan hænger det sammen? Det gør det kun fordi det primære i Warrens evangelium ikke er hvad man tror og lærer, men hvad man gør!
Det er fuldbyrdelsen af den reformation Warren ønsker sig og som han arbejder så målrettet efter.
Ingen tvivl om at han ønsker, at mennesker skal vælge kristendommen, fordi han mener det er det bedste valg, men hovedmålet er gennemførelsen af den anden reformation! Hvad vi gør!
Forfulgt bliver alle som, vil leve et gudfrygtigt liv i Kristus Jesus. [27]
Der findes flere store såkaldte verdensreligioner, men helt grundlæggende er der alligevel kun to. På den ene side står de mange religioner, der til trods for en række indbyrdes forskelle, har ét fælles grundtræk: De mener alle at vi bliver frelst ved vore gerninger. På den anden side står kristendommen, som i modsætning hertil, forkynder at vi bliver frelst af nåde, ved tro, for Jesu skyld. [28]
Den første reformation var Luthers opgør med den katolske lære - opgøret med frelse ved tro og gerninger - og en ’genopdagen’ af Nåden alene, Troen alene, Kristus alene, Skriften alene. Det førte til mange stridigheder og kampe for Luther og han endte med at blive udstødt af den katolske kirke.
Magthaverne tålte ham ikke. Jesus havde forudsagt det, når han til disciplene sagde: ”Når verden hader jer, skal I vide, at den har hadet mig før jer. Var I af verden, ville verden elske jer som sit eget; nu er I ikke af verden, men jeg har udvalgt jer af verden, derfor hader verden jer. Husk det ord, jeg sagde til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer…” [29]
Hvad med Warren?
Han har som påvist en helt enestående tiltrækningskraft indenfor kirkeverdenen, fra lutheranere og reformerte over karismatikere til katolikker med mere. Underviste til eksempel 90.000 kirkeledere i Sydafrika på en uge. [30] Men her slutter det ikke.
Warren har talt i fire timer for den intellektuelle elite på Harvard Universitetet i Boston med dekanerne på de forreste rækker og for de 350 mest magtfulde personer på Manhattan. Begge gange med stående ovation (klapsalver) til følge. Warren har været på G-8 topmøde, og talt med lederne i Kina.
’40 målrettede dage’ anvendes overalt, f.eks. af firmaer som Ford, Coca Cola, Wal-Mart, og en lang række sports-teams og NASCAR (racerløbs serie). Hele byer i USA har kørt ’40 målrettede dage’ [31] og senest betegnes et helt land, Rwanda, som værende gået igennem ’40 målrettede dage’. [32]
Et større perspektiv.
Jeg har tidligere skrevet en rapport kaldet ’Kirkevækstbevægelsen og New Age’ med undertitlen ’Endetidens tegn i kristenheden - eller blot en tilfældighed?’ [33]
Her kan du læse mere om den teologiske og praktiske sammenhæng/netværk som Rick Warren er en del af. Den røde tråd går ubrudt igennem.
Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter.
Indledningsvist lød det:
”Er roden hellig, er grenene det også.” [34] Jesus siger tilsvarende: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” [35]
Det viser den sammenhæng, der er mellem roden og grenene. Det er roden, der er det afgørende og bestemmende - er hele fundamentet for de frugter grenene bærer.
Derfor lyder det også: ”Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter.” [36]
Enhver der tager kontakt til og henter inspiration hos Rick Warren, både gennem litteratur eller direkte gennem forkyndelse, konferencer eller kurser, må gøre op med sig selv om de finder, at der er tale om et godt træ med gode frugter (åndeligt set [37]), der er værd at plukke og tage til sig. Frugterne fortæller nemlig om roden, kilden og årsagen til at frugterne er som de er!
Gode og dårlige frugter findes ikke på samme træ! Sådan lyder Jesu, overhyrdens, røst.
Jesus elsker os og derfor advarer han os imod de dårlige træer. Vogt jer! Hold jer fra dem!
Dårlige frugter bliver man nemlig syg af.
Det kræver lægehjælp om man ikke skal dø deraf!
Gode frugter fører folk på knæ ved Golgata, for kun der skabes sand vækst i Guds riges arbejde. Kun der ser jeg, at jeg, der er en synder og strafskyldig for Gud, er ren og retfærdig, himmelen værdig, fordi Jesu blod blev udgydt for mig. Nåde over nåde!
Det er al evangelisations mål og mening!
Det knuser - det skaber liv af døde.
Det skaber fred og glæde.
Det skaber lovsang i dyb forundring, taknemmelighed og vished om, at jeg netop får lov at erfare, hvad denne sang handler om:
Klippe, du som brast for mig,
lad mig skjule mig i dig!
Lad den blodets strøm, som flød
fra din side, hvid og rød,
frelse mig og to mig ren
for al syndens skyld og mén!
Aldrig jeg ved egen magt
får din lov, o Gud, fuldbragt,
om min iver stod i glød,
om mit hjerte græd af nød
synden slettes dog ej ud,
førend du har frelst mig, Gud.
Intet har jeg til dig bragt,
kun ved korsets fod mig lagt.
Nøgen bad jeg dig om skjul,
nåde for en anskudt fugl,
flyver fredløs under ø -
tvæt mig, eller jeg må dø!
Mens jeg drager ånde her,
og når døden træder nær,
når jeg fjerne himle når
og for dommens trone står -
klippe du som brast for mig,
lad mig skjule mig i dig! [38]
Aalborg 9. maj 2008
Broderlig hilsen
Poul Erik Haahr.
---------------------
Fodnoter:
[1] Joh 15,5.
[2] Matt 7,17-20.
[3] http://www.usatoday.com/life/2003-07-21-rick-warren_x.htm This evangelist has a ’Purpose’
[4] Matt 28,19-20.
[5] http://www.purposedriven.com/en-US/AboutUs/WhatIsPD/What+is+PD.htm
[6] se 5.
[7] http://www.usatoday.com/life/2003-07-21-rick-warren_x.htm This evangelist has a ’Purpose’
[8] Rick Warren, The Purpose Driven Life (Grand Rapids, MI: Zondervan, 2002), side 136. Samme siges med lidt andre ord i reference 7.
[9] http://pewforum.org/events/index.php?EventID=80 Myths of the modern Mega-Church. I udskrift - se side 23 af 27.
[10] I 50 år leder af Chrystal Cahtedral i Californien. Om nogen den, der satte kirkevækstbevægelsen på hjul. Taler kun positivt/kærligt og aldrig om synd og dens konsekvenser. Ifølge ham er synd, at mennesket ikke tror på sig selv.
[11] http://abanes.com/warren_schuller.html Viser at Warren deltog i Schullers lederkonference (1979) forud for opstarten af Saddleback, (1980). Metoderne bevidner det samme. Selv om Warren på en række punkter undsiger Robert Schuller er det altså denne antikristelige persons ide til, hvordan mennesker skal bringes til tro, han har taget til sig!
[12] Teologien er ikke luthersk og ej heller reformert i klassisk forstand, men armeniansk, herlighedsteologisk. http://www.josafat.no/Tema_i_fokus/2006/WC_apr05.pdf Luthersk Missionsforening og Willow Creek Community Church. Udvalgsrapport april 2005 - se siderne 63-71.
[13] http://www.josafat.no/Tema_i_fokus/2006/WC_apr05.pdf Luthersk Missionsforening og Willow Creek Community Church. Udvalgsrapport april 2005 - se siderne 25-64 eller evt. blot følgende 34 punkter der er uddrag af ovennævnte sider: http://nyt-i-natten-rapporter.blogspot.com/2007/06/34-punkter-fra-wc-udvalgets-rapport-til.html
[14] Rom 3,9-20.
[15] http://pewforum.org/events/index.php?EventID=80 Myths of the modern Mega-Church. I udskrift - se feks. side 4.
[16] http://www.usatoday.com/life/2003-07-21-rick-warren_x.htm This evangelist has a ’Purpose’
[17] Se f.eks. følgende, der viser at katolikkerne bruger Warrens principper med ’held’: I Chicago-området deltager mere end 200 kirker i ”40 målrettede dage” (nogle har bugt det som en serie i fasten) Iblandt dem er ”St. Walter’s Catholic Church in Roselle”, som håbede, at 100 mennesker ville skrive sig på til et program i små hjemmegrupper om ”40 målrettede dage”, idet de skulle studere Warren’s bog. I stedet for blev 700 inddraget."
(information hentet fra: http://nyt-i-natten-mystik.blogspot.com/2008/04/artikel-2-rick-warren-og-purpose-driven.html )
[18] Rom 10,17
[19] se 1 Kor 1,18-24.
[20] http://pewforum.org/events/index.php?EventID=80 Myths of the modern Mega-Church. I udskrift - se side 5 af 27. Anfører også en tredje gruppe han dog ikke kommenterer yderligere.
[21] Samme. I udskrift - se side 15 af 27.
[22] Samme. I udskrift side 13 af 27.
[23] Samme. I udskrift side 14 af 27.
[24] Samme. I udskrift side 11 af 27 - dokumentation for de 5 punkter og det efterfølgende citat i dette afsnit.
[25] I bibelsk lys er det ikke dårlige ledere der er kilden til verdens problemer (selv om det er slemt nok og gode ledere er en gave), men syndefaldet og følgerne heraf.
[26] http://pewforum.org/events/index.php?EventID=80 Myths of the modern Mega-Church. I udskrift - se side 11 af 27.
[27] 2 Tim 3,12.
[28] Se evt. Carl Fr. Wisløffs troslære: Jeg ved på hvem jeg tror, Dansk Luthersk forlag, 1975, side 10-11.
[29] Joh 15,18-20.
[30] Ved hjælp af samtidig teletransmission til 400 forskellige steder.
http://pewforum.org/events/index.php?EventID=80 Myths of the modern Mega-Church. I udskrift -side 10 af 27
[31] http://pewforum.org/events/index.php?EventID=80 Myths of the modern Mega-Church. Opsamlet flere steder fra.
Angående G8: http://www.christianitytoday.com/ct/2005/julyweb-only/33.0.html Jesus at G8
[32] http://mnnonline.org/article/11148 Mission Network New: Entire country gets purposeful for 40 days.
[33] http://nyt-i-natten-rapporter.blogspot.com/2006/12/kirkevkstbevgelsen-og-new-age.html
[34] Rom 11,16.
[35] Joh 15,5.
[36] Matt 7,17-20.
[37] I Guds rige er det de åndelige frugter der er helt afgørende. Menneskelig set gør Rick Warren et kæmpe og godt arbejde - ingen tvivl om det.
[38] Af: Augustus M Toplady, 1740-1778. Åndelige sange og salmer, Dansk Luthersk forlag, 1993, nr. 235.