Uddrag fra hæftet ”Kvinnens plass i menigheten – Hva sier Guds ord?”
Af Øivind Andersen.
Udgivet på Antikkforlaget, 1988.
Læs Forord til hæftet som pdf-fil her.
Læs Indlednig til hæftet som pdf-fil her.
Læs uddraget som pdf-fil her.
Kvindens stilling i Apostelen Paulus’ breve - 1.
Side 15-22.
1. Kor. 14,34-37.
Her møder vi ikke noget nyt hverken i vurderingen af kvinden eller i spørgsmålet om hendes plads i Guds riges funktioner. Men vi ser, at begge dele har fået sin læremæssige udformning og er gjort til norm for alle Guds menigheder.
Sådan er det med så mange ting i Det nye Testamente. De er forkyndt og praktiseret i evangelierne og Ap.G., men får sin læremæssige udformning i brevene. For bare at nævne et eksempel: forsoningen. Den er forkyndt af Jesus, praktiseret af ham for hjælpeløse syndere, som kom til ham, fuldbyrdet af ham på korset, forkyndt og anvendt overalt i Ap.G.
Men den læremæssige udformning af, hvad forsoningen betyder, kommer først i brevene. Om nogen tolker Jesu forkyndelse af sin død eller Peters forkyndelse af den i Ap.G. i strid med den lære om forsoningen, som vi finder i brevene, da ved vi, de farer vild.
Brevenes læremæssige udformning er givet os, netop for at vi skal forstå Jesu forkyndelse og gerning og den første kristen-menigheds forkyndelse og praksis ret.
Det gælder også den sag, vi har for os. Det, som Jesus og apostlene har ment og praktiseret om kvinden og hendes stilling i menigheden, er klart og enkelt læremæssigt udtrykt for at stå som norm og vejledning for alle Guds menigheder til alle tider.
” Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren”, siger apostelen netop i forbindelse med det spørgsmål, vi har for os. (1. Kor. 14,37). Det er ikke Paulus’ syn, men det er Jesu syn på sagen (efter apostelens eget ord), vi møder i brevenes læremæssige udformning.
Med hensyn til vurderingen af kvinden er det klart og enkelt udtrykt således:
” Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden; for ligesom kvinden kom fra manden, bliver manden til ved kvinden; men alt er fra Gud.” 1. Kor. 11,11-12.
” Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.” (Gal. 3,28).
I Kristus er der ingen forskel på mand og kvinde. Religiøst set er de ens vurderet og ligestillet. Manden kan ikke have noget fortrin frem for kvinden som kristen, fordi han er mand eller omvendt.
Mandens og kvindens kristelige betydning beror ene og alene på deres forhold til Kristus.
Men når det gælder mandens og kvindens plads i menighedens funktioner, da er der forskel.
De ord, som kommer mest i betragtning her, er følgende: 1. Kor. 14,34-37. Tim. 2,12-15. Vi skal se lidt nærmere på disse:
” Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.
Eller er det fra jer, Guds ord er udgået, eller er det kun jer, det er nået til?
Hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren.” 1. Kor.14,34-37.
For det første siges der, at kvinder ikke skal tale i menigheds-samlingerne.
Ordet, som er brugt for ”at tale”, kan ikke betyde ”hviske”. Når det hedder:”Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme,” da er det ikke for at forklare, hvorfor de skal tie, men for at sige, at de ikke skal tale i det hele taget i menighedssamlingerne. Ikke engang spørge i den ”spørgetime”, som ofte fulgte efter forkyndelsen den gang. Sådanne spørgsmål kunne nemlig let føre til, at de faktisk kom til at optræde som talere. Og det tillades dem ikke at tale.
Betyder dette taleforbud for kvinder i enhver forsamling af kristne?
Nej, det ser vi af 1. Kor. 11,5. Det eneste, apostelen der bebrejder kvinderne i Korinth, er, at de ikke vil have deres ”myndigheds-tegn” på sig, når de beder og profeterer. Han bebrejder dem ikke for, at de beder og taler profetisk. Men her taler han ikke om det, som kaldes ”menighedssamlinger”. (Talen om dem begynder først i kap. 11,18). Hvor de kristne kommer sammen uden om menighedssamlingerne, der skal det være frit for kvinder at bede og tale under Helligåndens ledelse.
Det er klart, at menighedssamlingerne sigter til noget ganske bestemt og ikke kan bruges om alle kristne samvær. ”Menighedssamlingen” svarer til det, vi i vor tid kalder ”gudstjeneste” eller tilsvarende offentlige møder.
Det var den offentlige (og åbne) samling af menigheden, som var lukket for kvinden som forkynder. Den står i en særstilling blandt de kristne samvær af to grunde.
Menighedssamlingen bliver den kristne forsamlings ”ansigt” udad overfor verden (jff. hvad apostelen siger om tungetale og profetisk tale i den).
Forkyndelsen, som sker i ”menighedssamlingerne”, bliver den læremæssigt bestemmende i menighedens liv. Forkyndelsen i menighedssamlingerne bliver med andre ord autoritativ. Den forkyndelse er ikke kvindens opgave. Dette ser man også tydeligt af 1. Tim. 2, som vi snart skal se.
For det andet siges det, at dette forbud mod kvindens tale i menighedssamlingerne gælder alle menigheder. Og menigheden i Korinth bebrejdes for, at den vil prøve at sætte sig ud over det.
"Eller er det fra jer, Guds ord er udgået, eller er det kun jer, det er nået til?”
Det var ikke Korinth-menigheden, som havde modtaget Guds ord fra Herren for at overlevere det til menneskene, men det var apostlene. Derfor er det ikke apostlene, som skal rette sig efter, hvad de mener i Korinth, men omvendt.
Dette viser os, at det ikke drejer sig om noget tidsbestemt, men om noget, som hører med til det Guds ord, apostlene har overleveret os. Og ingen kristen menighed har ret til at sætte sig udover det. Ej heller til at føle sig fritaget fra denne ordning for at indrette sig uafhængigt af apostlenes ord. For det er apostlene, som lærer os, hvad Gud har åbenbaret, ikke omvendt.
Dette stadfæstes af det tredje, vi særlig skal understrege: Begrundelsen for, at kvinden ikke skal tale i menighedssamlingerne. Det er Herrens bud. Det er ikke Paulus’ ord, som det så ofte siges. Det er loven, som siger, at kvinder skal underordne sig. Der sigtes til ordet om skabelsen og syndefaldet. Derfor hedder det, at ”det sømmer sig ikke” for en kvinde at tale i menighedssamling.
Udtrykket ”det sømmer sig ikke” betyder ikke noget, som folk ikke synes om, fordi det er imod vanlig skik og brug. Sådan er det undertiden blevet talt om det. Man har ment, at det ikke netop er syndigt, men bar ”usømmeligt”.
Men der ligger noget ganske andet og mere i dette udtryk. Det betyder, at det strider mod Guds ordninger.
Og at sætte sig ud over Guds ordninger er synd.
Det går tydeligt nok frem af den sammenhæng, hvor ordet i 1. Kor. 11,5 står. Dette ord lyder: ”Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved”.
Derfor vil vi se lidt nærmer på, hvad der ligger i dette ord, selvom det ligger udenfor den direkte sammenhæng om det, vi taler om. Og det så meget mere, som dette ord ofte bruges som argument mod, at vi skal være bundet af ordet om kvindens tavshed i menighedssamlingerne.
Alle må da forstå, at det her drejer sig om noget tidsbestemt, vi ikke kan føle os bundet af, hævder man. Hvem vil i dag påstå, at kvinden skal være bundet af at have et sådant hovedklæde, eller af det, som siges, at kvinden ikke skal klippe håret? Det hører da en fjern fortid til, og forudsætter et andet miljø. Og sådan må det da også være med forbudet mod, at kvinden skal tale i menighedssamlingerne, mener man.
Lad os derfor se ordet i sammenhæng:
” Men jeg vil have, at I skal vide, at Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud.
Enhver mand, der beder eller taler profetisk med noget på hovedet, bringer skam over sit hoved.
Men enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved; hun kunne lige så godt have raget håret af.
Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe.
Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket.
Men en mand behøver ikke at have noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans.
Men kvinden er mandens afglans. For manden kom ikke fra kvinden, men kvinden fra manden, og manden blev ikke skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld.
Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed.” 1. Kor. 11,3-10.
Af begrundelsen for, at kvinden ikke skal bede eller tale profetisk med utildækket hoved, forstår vi, at det i og for sig ikke er tildækningen af hovedet, men det, som det symboliserer, nemlig at: kvinden respekterer den orden, Gud har sat mellem mand og kvinde.
Det går også til fulde frem af grundtekstens udtryk, som betyder: Et tegn, som viser, at kvinden står under en andens myndighed. Derfor er det også oversat: tegn på myndighed (norsk: undergivenhets-tegn).
Det, apostelen bebrejder kvinderne i Korinth, er, at de ved deres optræden lægger for dagen en bevidst uvilje imod at være underlagt den orden, Gud har sat mellem mand og kvinde. Og meningen med udtrykket: ”for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe” er:
Hvis en kvinde ikke respekterer den orden, som Gud har sat mellem mand og kvinde, så lad hende ligeså godt give sig ud for at være en mand. Men alle forstår, at det vil gå galt, hvis kvinden nægter at være kvinde.
Derfor fortsætter apostelen: ”Men da det nu regnes for en skam (dvs. strider det mod Guds orden), når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget (dvs. vil ikke kvinden nægte at være kvinde), skal hun have hovedet tildækket”, dvs. lad hende respektere den orden, Gud har sat mellem mand og kvinde.
Af dette vil man forstå, at det i og for sig ikke er håret eller hovedklædningen, som ordet lægger os på hjerte. Men det er: Så sandt kvinden indrømmer, at hun er kvinde, da er hun også forpligtet til at respektere den orden, Gud har sat mellem mand og kvinde. Respekterer hun ikke den, da optræder hun som en, der udgiver sig for at være mand.
Skal vi anvende ordet praktisk, vil det sige: Der, hvor kvinden optræder i Guds menighed, skal hun ikke gøre det på en sådan måde, at hun krænker den orden, Gud har sat mellem mand og kvinde.
Det er synd.
Vi er altså lige forpligtet på dette ord, som alle andre Guds ord. Der er bare den forskel, at vi har andre udtryk for det rette forhold mellem mand og kvinde i dag end hovedtildækningen og håret.
Men selve realiteten står fast: Kvinden skal være kvinde og manden mand, og begge skal gensidigt respektere den Guds orden, som er sat for dem.
Af dette vil man kunne se, hvor uberettiget det er at bruge det, at vi ikke har hovedtildækningen og håret som symbol på det rette forhold mellem mand og kvinde, som argument mod, at vi skal være forpligtet på det, Guds ord siger, om at kvinden skal tie i menighedssamlingerne.
Kvindens stilling i Apostelen Paulus’ breve - 2.
Side 22-27.
1. Tim. 2,12-15.
Vi går så over til det andet hovedsted om kvindens stilling i menighedslivet:
” men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed. For Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet. Men frelses skal hun, ved barnefødslen – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed.” 1. Tim. 2,12-15.
Her siges først, at en kvinde ikke skal være lærer. Da det her, som i 1. Kor. 14, drejer sig om forskrifter for det, vi kalder ”gudstjenester” eller tilsvarende offentlige møder i menigheden, betyder også dette sted, at kvinden ikke skal optræde som forkynder i menigheds-samlingerne. Der er bare den forskel, at i stedet for ”tale” hedder det her ”være lærer”.
Det kaster lys over, hvad forkyndelsen i menighedssamlingen går ud på:
At lære både verden og de kristne, hvad kristendom er efter Guds ord.
Forkyndelsen i menighedssamlingerne havde det læremæssige ansvar. Den skulle vise vejen både for frelsesøgende og kristne i spørgsmål, som har med den kristne tro og liv at gøre.
Enhver, som havde ansvar for en sådan forkyndelse, kom nødvendigvis til at få autoritativ betydning i Guds menighed. Derfor, siger begrundelsen, skal kvinder ikke have dette forkynderansvar. For hun skal ikke være ”mandens herre”, eller som grundtekstens ord lyder: ”udøve autoritet over manden”.
Det ville jo ske, dersom hun optrådte som lærer i menigheds-samlingerne.
Her må vi imidlertid mærke os, at grundtekstens ord egentlig lyder: ”Jeg tillader ikke en kvinde at være lærer eller i det hele taget udøve autoritet over manden”. Selvom denne tilføjelse begrunder, at en kvinde ikke skal være lærer i Guds menighed, så vil det på ingen måde sige, at det herredømme over manden, som forbydes, bare indskrænker sig til kvindens optræden som forkynder i menighedssamlingerne.
Grundtekstens udtryksmåde viser, at forbudet mod, at kvinder optræder som lærer i menighedssamlinger, skal ses under et alment synspunkt.
Hun skal ikke være lærer i menigheden, fordi hun i det hele taget ikke skal være mandens herre.
Dette indebærer, at hun heller ikke skal have den administrative ledelse i Guds rige. For gennem den kommer hun også til at udøve autoritet over manden (eller være mandens herre, som det hedder i vor oversættelse).
Dette ord gælder da også for ordningen i hjemmet (Ef. 5,22), og for samfundslivet i det hele taget. Men disse spørgsmål kan vi ikke komme ind på her, da de ligger udenfor vort emne.
Begrundelsen for, at kvinden ikke skal udøve autoritet over manden, er den samme her som i 1. Kor. 14. Der er bare den forskel, at mens ordet dér bare henviser til loven, så udtrykker det her, hvad loven siger. Og det er to ting.
For det første: ”Adam blev skabt først”, dvs. at kvinden blev skabt for mandens skyld, ikke omvendt (1. Kor. 11,3 flg.) Og dermed er det sagt, at efter Guds skabertanke er manden den overordnede af de to.
Og for det andet: ”det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet.” Dette siges ikke for at undskylde mandens del i syndefaldet, men for at understrege det, som 1. Mos 3,17 siger:
”Til Adam sagde han: »Fordi du lyttede til din kvinde…”
Syndefaldet skete, fordi manden i den stund lød sin hustru i stedet for Guds ord.
Kort sagt: Både Guds skaberorden og måden, syndefaldet skete på, viser, at det er imod Guds plan og vilje med menneskene, at kvinden udøver autoritet over manden.
Derfor skal kvinden være i stilhed.
Hendes hovedopgave ligger ikke i det ”officielle” og ”autoritative”, men i menighedens indre liv.
Med det vil apostelen på ingen måde sige, at kvindens betydning i Guds rige er mindre end mandens.
Han understreger over alt hendes ligeværdighed med manden som kristen. Og han bruger nu og da stærke lovord om den indsats, kvinderne har gjort.
Tænk bare på hans ord om Føbe, Priscilla og Maria (Rom. 16).
Ja, apostelen lægger såvist ikke skjul på, at det var en kvinde (Lydia), som åbnede vejen for ham og hans medarbejdere til at få indgang med evangeliet i Europa (Ap.G.16,14).
Og kvinden, Priscilla havde afgørende betydning for apostelens arbejde i Korinth (Ap.G. 18,1).
Om mange har brugt lovord om kvindernes indsats i Guds riges arbejde i dag, skal der meget til, at de har givet kvinderne så stor anerkendelse og tillagt deres virke så afgørende betydning, som Paulus gjorde.
Når da netop han indskærper den Guds orden, som gælder for mand og kvinde i menighedens funktioner, er det meget langt fra, at det betyder nogen nedvurdering af kvindens betydning i Guds rige. Det er i virkeligheden den mest tankeløse indvending, man kan gøre mod apostelens ord om de funktioner i Guds rige, som en kvinde ikke skal have.
Det bliver ofte sagt, at Paulus var bundet af sin samtids syn på kvinden. Han var på dette punkt ikke frigjort fra sit tidligere farisæiske syn og heller ikke fra det hellenistiske syn, han mødte i Lilleasien under sin opvækst.
Til dette er der to ting at lægge sig på sinde.
For det første er det underligt, at en mand som Paulus (som principielt havde brudt med farisæismens syn på loven og hele livsanskuelse radikalt) ikke skulle være klar i sådanne spørgsmål. Og det så meget mere som han over alt lægger for dagen, hvor nøje han prøvede at gennemtænke alle ting.
Den samme Paulus, som i meget mere gennemgribende spørgsmål viser sig at tage afstand fra såvel jødisk som ikke-jødisk tankegang (langt mere end noget moderne menneske er i stand til at frigøre sig fra samtidens forestillinger), han skulle ikke være klar i spørgsmålet om kvindens funktioner i Guds rige?
Det er i og for sig en aldeles uholdbar tankegang.
For det andet eksisterede der ikke en sådan teori, som den Paulus anfører om kvinden hverken i farisæismen eller hellenismen.
Efter farisæisk teori kunne kvinden meget godt være både forkynder og lærer i Guds rige. Når hun alligevel ikke kunne blive det (og heller ikke blev det), kom det af den religiøse undertrykkelse af kvinden blandt jøderne. En undervurdering, som både Jesus og Paulus brød principielt med.
Og i hellenismen var kvindelige præster og religiøse ledere et velkendt faktum. Hvis Paulus havde været bundet af sin samtids forestillinger, kunne han netop ikke have udtalt sig, som han gør, om kvindens stilling i Guds rige.
Det kendetegnende for jødisk og hellenistisk syn på kvinden er netop ikke nogen sådan lære om kvindens stilling, som den Paulus giver, men tværtimod undervurderingen og nedvurderingen af kvinden. Derfor er den indvending, at apostelen skulle være bundet af sin samtids syn i dette spørgsmål ligefrem komisk.
Så langt fra at være bundet af sin samtid, viser apostelen sig at have brudt fuldstændigt med den.
Og netop det, at han, ligesom Jesus, vurderer kvinden så fuldstændig anderledes end samtiden ved at påvise hendes fuldkomne ligeværdighed med manden i religiøs henseende, og samtidig lærer, som han gør om hendes funktioner i Guds rige, netop det burde give vor tid noget at tænke over.
Det viser, hvor langt fra sandheden det er at hævde, at apostelens ord om kvindens plads i Guds riges arbejde beror på nogen underkendelse af hendes person eller betydning i dette arbejde.
Sammenfatning af Det nye Testamentes syn på kvinden og hendes plads i Guds rige.
Vi kan nu svare på det spørgsmål, vi begyndte med: Hvad lærer Det nye Testamente om kvinden og hendes stilling i menigheden?
Og svaret er dobbelt:
Religiøst er der ingen forskel. I Kristus er mand og kvinde ligestillet. Derfor er der heller ikke nogen forskel i deres betydning i Guds rige. For hvad et menneske betyder som kristen og i Guds rige beror ene og alene på forholdet til Kristus.
Et menneskes betydning i Guds rige er nøjagtig lig hans afhængighed af Jesus (Joh.15,1 flg.)
Gud giver sine nådegaver til hvem, han vil, uden personsanseelse. Han bruger enhver, som han vil, enten det er mand eller kvinde.
Men når det gælder menighedens funktioner, da er der forskel.
Kvinden skal ikke have ansvaret for den offentlige, læremæssige forkyndelse.
Heller ikke den administrative ledelse af Guds rige.
Det forbyder Guds ord ligefrem.
Som vi har set, betyder det ikke et almindeligt taleforbud for kvinden i enhver forsamling af kristne.
Men det betyder, at hun ikke skal tale i nogen forsamling, som under vore forhold og i vore former er tilsvarende til det, Guds ord kalder ”menighedssamlinger”. Det vil sige det, vi kalder ”gudstjenester” og offentlige møder, som har samme betydning kristeligt set som gudstjenesterne.
Kort sagt: Kvinden skal aldrig optræde i nogen stilling i Guds rige, hvor hun kommer til at stå som autoritet over manden.
Det være sig i forkyndelsen eller administrationen.
Det samme gælder kvindens stilling i hjemmet og samfundslivet.
Det tillades overhovedet ikke at være ”mandens herre.”
Når det gælder den første del af svaret, vil alle uden videre erklære sig enige. Og alligevel er det vel her, det mest svigter i praksis.
Men når det gælder anden del af svaret, kommer der en strøm af protester.
Nogen af dem må vi nævne:
Først er der de, som mener eller siger, de mener, at Ordet ikke skal forstås sådan, som vi har refereret det.
Til det er der at sige, at enten har de ikke sat sig ordentlig ind i disse spørgsmål, eller også bedømmer de det, de læser i Guds ord i lys af den moderne anskuelse: at naturligvis er mand og kvinde ligestillede i enhver henseende.
Det er jo til og med blevet noget af et krav og en forpligtelse, at man skal mene det.
Det hører ligesom med til selve menneskerettighederne.
Og i vor overfladiske tid er der ikke mange, som ligner Paulus i det at føle sig forpligtet på Guds ord uanset hvilket miljø, man lever i.
De fleste blandt os er mere miljøbestemte, end vi forstår, og selvom de nok kan være kristne og føle sig forpligtet på de grundlæggende frelsessandheder i Skriften, så bedømmer de alligevel sådanne spørgsmål, som vi har for os, i lys af den gængse tankegang.
Guds ord er ikke tvetydigt eller uforståeligt, Det opdager vi, dersom vi giver os tid og agter på det. Og vanskeligheden ligger heller ikke i, at det er uklart, men i at det går imod al accepteret tankegang i tiden. Desværre også imod meget af det, som er praksis i kristenlivet i dag.
Efterhånden bliver det også indrømmet mere og mere, at apostelen tydelig nok har lært, at kvinden ikke skal optræde offentlig som lærer eller have administrativ indflydelse i Guds menighed.
Alligevel føler de sig ikke forpligtet på disse ord af forskellige grunde.
Nogen har hævdet, at det er apostelens, og ikke Jesu syn på sagen.
Men det fremgår tydeligt nok af det, vi har set, at apostelen ikke har gjort andet end at udforme læremæssigt, hvad Jesus og den første kristne menighed praktiserede.
Desuden siger apostelen tydelig nok, at ”hvis nogen mener, at han er profet eller har en åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren.” (1. Kor. 14,37).
På samme linie ligger den indvending, at Paulus i sin tale om kvinden er tidsbestemt. Vi lever i en anden tid og under andre forhold og er derfor ikke bundet af hans ord, hedder det.
Vi har tidligere set, hvor uholdbar en sådan tankegang er ud fra Guds ord.
Ligeså uholdbar er den tankegang, at vi vistnok er forpligtet på apostelens ord om frelsen, men ikke om kvindens stilling i menighedens liv.
Skriften selv gør krav på at være bindende for Guds menighed, også når den taler om kvindens plads i Guds menighed.
For det første siger jo apostelen, at det gælder alle menigheder.
Og for det andet begrunder han det, han siger, med at henvise til Guds skaberorden og syndefaldshistorien.
Dermed er sagt, at denne ulighed mellem mand og kvinde i menighedens funktioner beror på en Guds ordning. Og er det en Guds ordning fra skabelsen af, da er det ikke tidsbestemt.
Den, som bryder Ordet her, bryder Guds orden, og det er synd.
Endelig skal vi nævne den indvending, at kvinden nu har så stor betydning i Guds riges arbejde, at det er både ret og rimeligt, at hun får et afgørende ord i ledelsen også.
Gud skal have tak for, at det er sandt, at kvinden har – ikke bare en stor – men en afgørende betydning i Guds riges arbejde i dag.
Men hvor meget godt, der end på den måde med rette kan siges om kvindens betydning, skal der meget til, at der kan sige så meget, som Det nye Testamente siger om kvindens betydning i den apostoliske tid.
Vi har set en del eksempler på det.
Både da Jesus var her på jorden og i apostlenes tid ville arbejdet og menighedslivet umuligt have kunnet være det, det var, uden kvindens indsats.
Selv Jesu gerning i og sammen med apostelflokken er utænkelig uden den.
Og Paulus ville mere end en gang være kørt fast uden den hjælp, han fik fra kvinderne. Det lægger han ikke skjul på.
At Guds rige er afhængig af kristne kvinders indsats i dag, er så vist ikke noget karakteristisk bare for vor tid.
Når man hævder det som noget nyt, og endog gør det til et argument mod det, som Guds ord lærer om kvindens stilling i menigheden, viser det bare, hvor lidt vi forstår, hvor højt vurderet kvinden er i Det nye Testamentes tid.
Hvor mange kvinder har profetisk nådegave i dag?
Og hvor mange kan rose sig af ”sin villighed til det gode” i dag, sådan som vi finder eksempler på det i Ap.G.?
De findes nok, og der hvor de findes, har de afgørende betydning.
Men de repræsenterer ikke et ligeså karakteristisk træk i menighedslivet i dag, som de gjorde i nytestamentlig tid.
Og hvorfor ikke?
Paradoksalt nok fordi vor tid mangler syn for kvindens indsats.
Det syn, at kvinden i enhver henseende skal ligestilles med manden, må få den følge, at synet på kvindens specielle betydning i Guds rige svækkes.
Lærer livet os ikke, at der er noget, manden er skabt til, og noget kvinden er skabt til?
Ingen vil i hvert fald nægte, at det er sådan biologisk set.
Og ingen vil vel heller for alvor nægte, at det er sådan også psykologisk set.
Reagerer mand og kvinde ens i alle ting?
Nej, mand og kvinde er forskellige i skabning og sjæleanlæg.
Er det da så bagvendt, at Gud har skabt dem til forskellig indsats?
Er det, når alt kommer til alt, så mærkelig, at Det nye Testamente, som vurderer kvinden højere end nogen, giver forskrifter for mandens og kvindens forskellige opgaver i Guds rige?
Ville det ikke, ret betænkt, være underlig, hvis det ikke havde gjort det?
Og hvor har vi egentlig det fra, at når kvinden skal udøve sine nådegaver og være i ”stilhed” (dvs. Menighedens indre liv), så betyder det en reduktion af kvindens gerning?
Lad os tage en lignelse for at belyse dette, selvom den som alle lignelser ikke giver fuldt lys over sagen.
Tænk på en ingeniør eller videnskabsmand på en fabrik.
Han arbejder i laboratoriet og viser sig aldrig offentligt. Men nu er han samtidig en fremragende administrator.
Så kommer han en dag og forlanger at få lov til at administrere fabrikken. Han begrunder det med, at den er afhængig af hans indsigt og dygtighed.
Da bliver han nægtet det med den begrundelse, at det ville gå ud over hans arbejde i laboratoriet.
Var det at reducere ham?
Nej, tvært imod. Det var at give ham den anerkendelse, at han var uerstattelig, der hvor han var.
Lige så lidt er det en reduktion af kvindens betydning i Guds rige, at hun er nægtet den offentlige forkyndelse og administration af Guds menighed, selvom Guds ord også ser denne sag fra et andet synspunkt, end den lignelsen giver udtryk for.
” Lærer ikke naturen selv, at det er vanærende for en mand at have langt hår, mens det er ærefuldt for en kvinde at have langt hår? Hun har jo fået håret som et slør.” 1. Kor. 11,14-15.
Det er ikke håret, apostelen tænker på i dette ord, men det, som håret symboliserer: At kvinden er kvinde, og manden er mand.
Og det, han vil sige, lyder således på vor måde at sige det på: Lærer ikke endog selve naturen jer, at hvis en mand giver sig ud for en kvinde eller optræder som kvinde, er det ham til vanære? Men når kvinden gør det, er det hende til ære.
Og omvendt: Er det ikke en almindelig erfaring, at jo mere kvinden er kvinde og manden mand, desto bedre bliver forholdet og samarbejdet mellem dem, og desto bedre udfylder de hverandre?
Skulle det da ikke også gælde i menighedens liv?
Enten må man tro Guds ord, eller man må lade det være, har en sagt, og det er sandt også i denne sag.
Man kan nok sige, at dette ikke hører med til de grundlæggende frelsessandheder. Og et menneske kan være en kristen, selvom han er uklar her.
Men dermed er ikke sagt, at dette spørgsmål er uvæsentligt for vort forhold til de grundlæggende frelsessandheder i det lange løb.
Føler man sig ikke forpligtet på Guds ord i én sag, kan det snart blive aktuelt, at man heller ikke gør det i en anden.
Det er den vej, det er gået, hver gang Guds menighed er gledet ud.
Det er sandt, som det i sin tid blev sagt af sognepræst Th. Dahl om dette spørgsmål: Spørgsmålet gælder vort forhold til Bibelen, om og i hvilken forstand Bibelen er Guds ord (Luthersk Kirketidende 24.04.09.).
Om han end giver spørgsmålet en ganske anden betoning end vi, så er det træffende sagt
Vi behøver ikke at spørge: Hvorfor siger Guds ord sådan og sådan?
Men vi skal spørge: Hvad siger Guds ord?
Og det skal vi indrette os efter.
Det står fast, at Det nye Testamente lærer:
”Lige så vist som at kvinden som menneske og kristen er lige så højt vurderet som manden, lige så vist er det, at den offentlige, læremæssige forkyndelse og administration i Guds menighed er mandens sag alene.”
----------------
Oversat fra norsk af Lis J.
