Fra bogen af samme navn.Side 92-98.
Af Aksel Valen-Sendstad.
Når Guds Ord har vist os, at vor religiøsitet egentlig falder sammen med og er det samme som vor natur, i fjendskab og oprør imod den levende Gud, forstår vi også, at det er nødvendigt, at vi ser på vores åndelige liv på en helt ny måde, dersom vi skal kaldes Guds børn.
Ligesom vor natur ikke bare mangler noget eller har fået en skade, men er helt og holdent falsk og vendt imod Gud, så er det også sådan med religiøsiteten. Den er ikke bare ufuldkommen og mangelfuld i forhold til Gud, men den repræsenterer hel og holdent falskhed, og den forvrænger evangeliet. Ja, den står for et »anderledes« evangelium, som den selv har lavet, og som fører os i fortabelse.
Det var religiøsiteten, som havde fået magt over de kristne i Galatien, som Paulus skriver sit Galaterbrev til. Tidligere havde Paulus været hos dem og forkyndt evangeliet om Jesu Kristi forsoningsdød for deres synder.
De havde smagt Guds gode gaver og havde fået lov til at erfare, hvad det vil sige at leve i fællesskab med den levende Gud - af nåde alene. De var blevet frigjort fra afgudsdyrkelsen, lovtrældommen og fra menneskers dom og falske meninger om Gud. I ånd, sjæl og legeme havde de erfaret den mægtige kraft fra Guds Ånd ved evangeliet om syndernes forladelse, og Jesu Kristi død på korset havde sat hele deres liv ind i et nyt lys.
Men så kom vranglæren ind i deres midte. Den pustede liv i religiøsiteten, som de alle havde i sig. I løbet af forholdsvis kort tid blev deres sande gudsfrygt forvrænget. Religiøsiteten virkede så fascinerende på dem, og de blev helt fortryllet af den. Før de vidste af det, var de faldet fra Gud og kommet til at tilhøre en anden religion, som trådte i stedet for Jesus.
Da skriver apostlen til dem: »I uforstandige galatere! hvem har forhekset jer, I, hvem Jesus Kristus blev malet for øje som korsfæstet? Dette ene vil jeg have at vide af jer: var det i kraft af lovgerninger, I modtog Ånden, eller ved i tro at høre? Er I da så uforstandige? I begyndte i Ånd; vil I nu 'fuldende' i kød?« (Gal. 3,1-3).
Her sætter Paulus fingeren på det, det hele drejer sig om i vor forvrængede religiøsitet. Den er menneskeværk. Den er avlet af mennesket selv og er det samme som menneskets gudfjendtlige natur.
Derfor repræsenterer den lovgerninger, hvilket vil sige, at den - ofte godt camoufleret - på en eller anden måde vil skaffe sig fortjeneste hos Gud. På en falsk måde ophøjer den mennesket. Heraf udspringer al fjendskab mod evangeliet. For dette er uforeneligt med Jesu Kristi kors og hans soning for verdens synd. Dette udelukker en sådan religiøsitet, en sådan religion.
At det, der er sket med galaterne, er yderst alvorligt, kommer klart til udtryk i brevets indledningskapital. Her skriver Paulus:
»Det undrer mig, at I så hurtigt lader jeg drage bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, hen til et anderledes evangelium, som ikke er et evangelium; det er kun nogle, der forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi evangelium.
Men om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer - forbandet være han! Som vi før har sagt, så siger jeg nu igen: dersom nogen forkynder jer evangeliet i strid med det, I har modtaget - forbandet være han!« (Gal. 1,6-9).
Det er tydeligt, at galaterne for deres eget vedkommende ikke er opmærksomme på, hvad der er sket med dem. De ved næppe selv, at religiøsiteten er trådt i stedet for troen på Kristus. For - som vi læste - de er blevet så forvirrede af dem, som er kommet ind i menigheden. Dette er værd at lægge mærke til.
Nøjagtig det samme sker i dag blandt os, hvor apostlenes forkyndelse (NT) ombyttes med mennesketanker. Men der findes ikke noget »anderledes« evangelium end det, apostlene forkyndte, ikke engang hvis en engel kom og forkyndte noget sådant.
Af dette kan vi som kristne lære to ting:
For det første, at sandheden om Gud og hans frelse aldrig kan og aldrig skal prøves på, om de mennesker, som forkynder det, er aldrig så gode, fromme, venlige og myndige. Selv en engel skal forkastes, hvis han forkynder anderledes end det, apostlene forkynder. Hvor meget mere må så ikke de vranglærere - uanset deres status - forkastes, som træder frem i vor midte.
Her skal altså den kristne tro reagere i stik modsætning til religiøsiteten. I stedet for at åbne sig for alle såkaldte »religiøse impulser«, som kommer fra menneskets dårlige hjerte og oftest er forklædt som fromhed, skal den kristne tro afvise alt sådant, ja, om nødvendigt forbande det, fordi det repræsenterer fjendskab mod Jesus Kristus.
Troen skal tage afstand fra det, og så tydeligt, at det kan høres, sådan som apostlen har anvist det. I stedet skal vi holde os til det ord, vi har fået overleveret.
For det andet skal vi lægge os på hjerte, at evangeliets sandhed er apostlenes ord, Bibelens ord, intet andet. Intet kan omstøde, forandre eller modernisere det. Dette ord er altid den prøveinstans, vi som troende har på, om det, vi hører, er kristendom, eller om det er religiøsitetens religion.
Med religiøsiteten må der tages et opgør, et afgørende opgør. Religiøsiteten forhandler man ikke med. Troen går ikke på kompromis med den. Derimod bekæmper troen religiøsiteten og siger sit endelige farvel til den.
Uden at vi siger definitivt farvel til religiøsiteten, kan vi ikke leve som Jesu Kristi sande disciple. Vi kan ikke tjene både Gud og religiøsiteten. Vi kan ikke tjene Kristus og vor syndige natur, vort kød og det legeme, der er behersket af synden.
Det er, hvad Paulus mener, når han i samme brev skriver følgende til galaterne: »I skal vandre i Ånden, siger jeg, så vil I ingenlunde fuldbyrde kødets begæringer. Thi kødet begærer imod Ånden og Ånden imod kødet; de to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, som I gerne vil« (Gal. 5,16-17).
På baggrund af det, vi ovenfor har bemærket ud fra Bibelen, at religiøsiteten er det samme som vor natur under syndens herredømme, kan vi i stedet for kød sætte religiøsitet i det lige citerede sted fra Paulus' brev. Noget omskrevet lyder det da: I skal vandre i Ånden! Da følger I ikke begæret i vor syndige religiøsitet.
For vor onde religiøsitet står med sit begær imod Ånden, og Ånden imod vor onde religiøsitet. De to ligger nemlig i strid med hinanden, så I ikke kan gøre det, som I gerne vil. Det var religiøsiteten, som forheksede galaterne. Den havde fået dem bort fra Gud og evangeliet.
Religiøsiteten repræsenterede deres onde og gudfjendtlige natur. Af den grund må bruddet med religiøsiteten være radikalt. I stedet skal en kristen leve i Ånden. Og det betyder i Jesu Kristi Ånd, han, som har én funktion: at minde os om det, som Jesus har sagt og gjort, kalde os ved evangeliet, frelse os ved evangeliet om Jesu soningsdød, helliggøre os og holde os fast hos Gud ved det samme gode budskab og give os evigt liv (sml. Joh. 14,15-26; 16,4-15; Rom. 8,1-2).
Henimod slutningen af Galaterbrevet siger Paulus:
»Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal det også høste. Thi den, der sår i kød [læs: religiøsiteten], skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i Ånden [læs: Jesus Kristus og hans gerning], skal høste evigt liv af Ånden« (Gal. 6,7-8).
Religiøsitetens fare er altså så stor for os. Den kan føre os i fortabelse, dersom vi sår den, dyrker den, vander den og lader den blive grobund for vort åndelige liv. Derfor må vi sige farvel til religiøsiteten.
Men hvordan kan det være rigtigt at sige farvel til og bekæmpe det i os, som Gud har givet os som sit billede og sin gave? Sådan spørger nogle. Vil det ikke være det samme som at fornægte mennesket selv og Guds skaberværk i os? Og bliver så ikke mennesket i al almindelighed umuliggjort og dermed noget negativt og hæsligt?
Nej, sådan er det ikke! Mennesket er på ingen måde noget negativt og hæsligt. Tværtimod taler Bibelen om vort store værd hos Gud, at vi er skabt i Guds billede, at vi har fået de største gaver betroet og at vor herlighed kun overgås af Guds herlighed.
Men hvad der er afgørende her, er, at vi har misbrugt og ødelagt de muligheder, som Gud har nedlagt i os. Vi har brugt vore muligheder til oprør imod Gud og til direkte fjendskab mod ham. Vi har brugt vores herlighed til at ære os selv med.
I ydre henseende og over for hinanden er mennesker i mange spørgsmål både hensynsfulde, medgørlige, retfærdige og menneskeligt talt gode. Vi kan acceptere hinanden i mange spørgsmål og efter en menneskelig målestok. For så vidt lever vi med en ydre retfærdighed og fungerer rimeligt og godt i forhold til hinanden på det ydre familiære og borgerlige plan. Dette taler Bibelen klart om.
Men Bibelen taler lige så klart om, at vi midt i alt dette er krummet ind i os selv og har bøjet os bort fra Gud. Vi giver ikke ham æren. Vort hjerte forholder sig ikke ret til ham. Vi kender ham ikke og har ikke længere fællesskab med ham. Tværtimod er vi imod ham. Religiøsiteten, han har givet os, for at vi skulle have fællesskab med ham, den har vi ødelagt og gjort til synd.
Altså: I forhold til medmennesket og på det ydre plan er der os mennesker imellem tale om en vis borgerlig retfærdighed. Men dette gælder ikke i vort forhold til Gud. Vort hjerteforhold til ham er ødelagt, og dermed er hele vort gudsforhold ødelagt.
Et billede fra hverdagen kan illustrere dette:
En radiomodtager eller en radiosender er ikke noget ondt. Det er tværtimod et uvurderligt gode. Men af egen erfaring ved vi, at det, som i sig selv er godt, kan misbruges, så det i stedet for bliver et onde. Radiomodtageren kan bruges til at lytte til alt, som er dårligt, og radiosenderen kan bruges til at sende de mest nedbrydende programmer.
Religiøsiteten er som en sådan sender og modtager, som Gud har indbygget i os fra skabelsen af - for at vi skulle modtage hans Ord og lære ham at kende. Og for at vi i bønnen skulle svare ham og på den måde leve i fællesskab med ham. Men alt dette har vi misbrugt. Vi har lyttet til Djævelen i stedet for til Gud. Ordet fra Gud er blevet forvrænget på vor modtager. Og vore svar har vi sendt til andre stationer, ikke til Gud. Vi brød forbindelsen til ham.
Dette billede rammer på et væsentligt punkt ved siden af. Et teknisk radioudstyr lader sig ofte reparere, så det kan benyttes igen. Men vor sender og modtager, nemlig religiøsiteten, lader sig ikke reparere. Vor religiøsitet er blevet definitivt ødelagt og ubrugelig, ligesom vor natur er blevet forvrænget og ubrugelig.
Derfor må Gud give os noget nyt. Det gamle må kasseres. Bibelen siger, at det må dø (sml. Rom. 6,3-7). Og når vi har set, hvad religiøsiteten fører med sig for vort åndelige liv, forstår vi lettere, hvorfor det er sådan.
Derfor må vi sige farvel til religiøsiteten. Det er hårdt, og det er anstødeligt. For det er jo det samme som at sige farvel til os selv og til, hvad vi er i vort forhold til Gud. Ikke desto mindre taler Bibelen så radikalt herom. Da vort gudsforhold er ødelagt, må vi sige farvel til dette og vende os derhen, hvor Gud har åbenbaret, at vort gudsforhold igen kan være efter hans hjerte.
Altså: Alt, som har med vor religiøsitet at gøre, dvs. vort naturlige gudsforhold, er ubrugeligt og må erstattes med noget nyt. Det, der kommer fra vort eget hjerte, må byttes ud med det, som kommer fra Guds hjerte. Alt, hvad der kommer indefra os selv af tanker og indbildninger om Gud, må skiftes ud med det, som Gud selv giver os i sit Ord.
Og alt det, som er ubrugeligt og ødelagt i vor religiøsitet, det får vi på en anden måde tilbage af Gud selv. Det sker ved, at han selv kommer fra sin Himmel og ned til os i Jesus Kristus, hans enbårne Søn. I ham er vor religiøsitet på endegyldig måde erstattet af Gud selv. Gudbilledligheden, som vi havde, men som vi mistede, får vi igen i Jesus Kristus. For ifølge Bibelen er han Guds billede.
Om dette forhold siger Bibelen:
»Selv om der også ligger et dække over vort evangelium, så er det for dem, der fortabes, det er tildækket, for de vantro, hvis tanker denne verdens gud har slået med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede. Thi det er ikke os selv, vi prædiker, men Kristus Jesus som Herre, os selv derimod som jeres tjenere for Jesu skyld« (2. Kor. 4,3-5).
I Jesus Kristus er altså vor religiøsitet erstattet af Gud selv. For Jesus er »den usynlige Guds billede«, og »Gud besluttede at lade hele fylden bo i ham og ved ham at forlige alt med sig, hvad enten det er på jorden eller i Himlene, idet han stiftede fred ved blodet pa hans kors« (Kol. 1,15 og 19-20).
Det er derfor, at alle Bibelens formaninger til os samler sig i omvendelse til Jesus Kristus.
I det følgende skal vi se, hvad denne omvendelse fra religiøsiteten til Jesus Kristus betyder, og hvordan den i virkeligheden gør alt nyt for os i vort forhold til Gud. (Sidste sætning henviser til bogens næste afsnit, tilf. red.)
---------------------------------------
Læs desuden Farvel til religionen - I.
For yderligere oplysninger om bogen læs: "Farvel til religionen" + studieoplæg.
---------------------------------------
Udgivet i 1988 på Dansk Luthersk Forlag.
I samarbejde med Lohses Forlag og Credo Forlag.
