Fra Afsnit III - ”Guds ord og musikk.
Side 44-47.
Af Dag Risdal.
Nogle mener, at de kristne bare skaber noget godt (mht. kunst), de verdslige bare noget dårligt. Er det så enkelt?
Som kristne behøver vi en ret erkendelse af os selv – i lys af Guds ord. Også den kristne musik-skaber har indbygget i sig kampen imellem ”kødet og Ånden” (Gal. 5,17). En kristen musik-udøver lever i spændingen imellem ”det gamle og det nye menneske” (Rom. 7,14-25), ja, vi kunne sige i skæringspunktet mellem ”samtidig retfærdig og synder”. Vi, som lytter til sang og musik, har nøjagtig den samme kamp i os.
Dette må vi regne med som en virkelighed. Luther advarer imod at lade sig vejlede af fornuften i tros-sager, fordi den er underlagt synden. Men det, at vor fornuft er underlagt synden, kan vi godt vedkende os, så længe vi er til bibeltimer eller gudstjenester - blot ikke i praksis. Vi glemmer, at dette er noget, som hører hjemme i virkeligheden.
I denne sammenhæng kan vi spørge: Hvordan er det dogme opstået at ”musikken er neutral”? Jeg vil antyde et svar. Det skyldes blandt andet, at vi i dag har glemt Skriftens og bekendelsens fremstilling af menneskenaturens grundfordærv efter syndefaldet.
Lad os minde om artikel 2 i ”Augustana”, som handler om arvesynden:
”Ligeså lærer de, at alle mennesker, som er forplantet på naturlig vis, efter Adams fald bliver født med synd, det vil sige, uden frygt for Gud, uden tillid til Gud og med begær, og at denne arvelige sygdom og brist er synd, som fordømmer og fører den evige død med sig for dem, som ikke bliver genfødt ved dåben og Den hellige Ånd.”
Luther siger videre om arvesynden i ”De schmalkaldiske artikler” (Konkordieboken, s. 60):
”Denne arvesynd er en så dyb ond fordærvelse i naturen, at ingen fornuft forstår det, men det må erkendes ved troen ud af Skriftens åbenbaring. Salme 51.”
***
I sin kommentar til 1. Mosebog, s. 79, skriver Leif Michelsen: ”Vi får ikke mere at høre om forholdet mellem kultur-arbejde og syndefald end det, vi allerede har lært, at kulturarbejdet efter kap. 3 (i 1. Mosebog) sker i syndens og faldets verden, og derfor naturligvis står i fare for at præges mere eller mindre af faldets skadevirkninger.”
Det, vi bør gøre klart for os selv, ligger i at gennemtænke de følger, syndefaldet fik for den skabte kultur, og dermed også for musikken. Lad os ikke glemme, at vi mennesker bærer den gamle natur i os, også efter at vi er blevet genfødte og kristne.
Det burde siges klarere i dag, at synden kan bruge det skabte i sin tjeneste. Ondskabens åndehær i himmelrummet (Ef. 6,10ff) kan skaffe sig rum i menneskehjertet og dermed også i den kultur (musik), som er frembragt af mennesker. Dermed kan kulturen (musikken) blive bærer eller formidler af onde åndsmagter (Matt. 12,43-45).
Det, som skaber historien, er åndskræfter. Økonomi, politik og så videre er kun virkninger af det åndelige, uden selvstændig substans. Sagt mere præcist: Det, vi har at gøre med i historien, er kampen mellem Gud og djævelen, mellem Kristus og Antikrist, mellem Den hellige Ånd og de onde ånder. At tage fejl af dette, er at tage fejl af alt.” (Poul Hoffmann).
Jeg tror, dette er højaktuelt i dag. Vi må regne med, at den verdsliggøring, som går over Vesten i vor tid, smitter af på os kristne i langt højere grad, end vi tænker over.
Og denne tidsånd virker også ind på det, vi frembringer, skaber, udfærdiger, udtrykker. Ingen af vi kristne lever i et tomrum åndeligt set. Jesus siger: ”Den, som ikke er med mig, han er imod mig, og den, som ikke samler med mig, han spreder” (Matt. 12,30)
For konkret at illustrere, hvad jeg sigter til, må jeg citere et lille afsnit fra et interview med Øivind Andersen i ”Utsyn”, nr. 3, 1971:
”Jeg må sige, at meget af den musik, som man i dag fører ind i Guds riges arbejde, er som en femtekolonne fra sjælefjenden. Den undergraver i virkeligheden vort arbejde. Den fører en ånd med sig, som ikke er af Gud. --- Denne musik er egentlig beregnet på at tilfredsstille det sanselige, det erotiske, ja, rent ud sagt, det seksuelle. Den kan ganske enkelt ikke bruges til at fremme Guds rige.”
Jeg skal indrømme, at dette er stærk tale! Men her tænkes der på den yderligtgående rytmiske musik.
Så langt, jeg kan se, bliver dette følgen af et ”funktionelt” musik-syn. I og med tendensen til at betragte selve musikken som ”neutral”, fordi man overser syndefaldets følger, kan musikken komme til at blive formidler af åndsmagter, som virker nedbrydende på den troende menighed. Og musikken kan komme i et spændingsforhold til bibelsk forkyndelse. Megen sang og musik i dag bærer alt for meget præg af underholdning.
Skal der i det hele taget være sang og musik på et møde, må det være en absolut forudsætning, at sangen og musikken "trækker på samme hammel" som det forkyndte budskab!
-------------------------------
Oversat fra norsk af Lis Jensen
-------------------------------
"Hyrdekallet i kristen sang og musikk" er udgivet på Nico Forlag i 1982.
Læs yderligere data her: Syndefaldets følger for kristen sang og musik.
-----------------------------------------------------------------------------------------
