Fejltagelserne i elitær lære i Kirken.
Fra Cicministry.org/
Af Pastor Bob DeWaay.
(Udskriv som pdf-fil her.)
Der er ingen ekstraordinære kristne, men at være en almindelig kristen er ekstraordinært. Hvor ville jeg ønske, jeg havde forstået det, da jeg var ny i troen. Men det gjorde jeg ikke. Kort efter min omvendelse begyndte jeg en søgen efter at blive den bedst mulige kristen. Dermed blev jeg bytte for en lære, som lovede mig et bedre kristenliv end det, der var almindeligt for kristne. Hvad, jeg ikke vidste, var, at jeg havde favnet pietismen. Jeg blev ikke en ekstraordinær kristen, og jeg gik ret ind i fejltagelserne.
Min rejse ind i et "dybere liv" indbefattede ofte at favne modstridende lære. For eksempel blev to af mine foretrukne lærere i de tidlige 1970'ere Watchman Nee og Kenneth Hagin. Den ene lærte et dybere kristenliv gennem lidelser1), og den andre lærte en højere form for kristendom, som kunne gøre, at man blev fri for legemlige lidelser og fattigdom2). Humlen var, at begge hævdede, at de havde nøglen til at blive ekstraordinære kristne. Jeg fandt ud af, at det havde de ikke.
Min utilfredshed med den kristendom, som der undervistes i på Bibelskolen3), fik mig til at tilslutte mig en kristen menighed nogle måneder efter endt uddannelse. Denne gruppes grundlægger lærte, at "et religiøst Babylon” var nået til alle almindelige kirker og bibelskoler. Han lærte, at Guds rige skulle findes ved at kvitte sit job, sælge sin ejendom, give pengene til menigheden og være sammen for at hellige sig "Riget" tyve timer i døgnet. Så i min søgen efter at blive en ekstraordinær kristen, gjorde jeg, hvad han sagde, og tilsluttede mig.
På det tidspunkt, hvor jeg fuldt ud havde udforsket mange versioner af den pietisme, som søger at flygte fra den plettede kristendom, der findes i almindelige kirker, havde jeg spildt de første ti år af mit kristne liv. Jeg blev omvendt i 1971, og inden udgangen af 1981 havde jeg opgivet at blive en bedre kristen. Jeg købte et hus til min familie og startede et bilværksted for at kunne betale regningerne, mens jeg prøvede at regne ud, hvad jeg skulle gøre med mit kald til at prædike nu, hvor næsten alt, hvad jeg havde lært, praktiseret og undervist andre i, havde fejlet.
Ved Guds nåde vendte jeg tilbage til Bibelen og var fast besluttet på blot at undervise vers for vers fra da af. Det tog mig yderligere fem eller seks år at skille mig af med de forskellige fejltagelser, jeg havde taget til mig, og så underviste jeg i Romerbrevet i 1986. Gennem disse studier kom jeg til at værdsætte nådelæren. Denne forståelse åbnede mine tanker og blev et vendepunkt i min præstetjeneste. Jeg kom også til at indse, at den forkerte tænkning, der drog mig til Pietismen, var, at jeg havde en teologi, der byggede på menneskets evne og ikke på nåden alene. Da jeg én gang havde forstået det, så jeg mig aldrig tilbage.
Hvis "nøglen" til en højere form for kristendom er baseret på noget, som vi opdager og gennemfører (hemmeligheden til det dybere liv), så giver det mening, at nogle kristne kunne opnå en højere status end andre. Men hvis frelse OG helliggørelse er Guds værk ved Hans nåde, så er vi alle i samme båd, og der er ingen højere orden.
Forstå det grundlæggende i Pietisme
Pietisme er vanskelig at definere, fordi den kan læres og praktiseres på et ubegrænset antal måder. Nogle versioner synes at være harmløse, mens andre er så radikale, at de fleste mennesker vil se, at noget er galt.
Essensen i Pietismen er dette: En praksis, der er skabt for at føre til en erfaring, der hævder at give én en elitær eller særlig status i forhold til almindelige kristne. Bibelen omtaler denne fejltagelse i Kolossenser-brevet 4). Den falske lære i Kolossæ hævdede at have nøglen til en overlegen kristen erfaring, som ville få folk til at hæve sig over den dårlige ”skæbne”, de frygtede. Paulus forklarede, at de allerede havde alt, hvad de havde brug for gennem Kristus og hans værk på korset.
Kirkehistorien er fyldt med misforståede pietistiske bevægelser. Mange af dem er forbundet med mystik. Jeg vil give eksempler senere i denne artikel. Pietismen kan praktiseres på mange måder, herunder tvungen ensomhed, askese i forskellige former, menneskeskabte religiøse skikke, paragrafrytteri, lydighed imod menneskelige autoriteter, der gør krav på en særlig status, og mange andre former for praksis og lære. Den omstændighed, at Pietismen har mange former, kan ses af den klagesang, Paulus skriver i Kolossenserbrevet:
”Lad derfor ikke nogen dømme jer på grund af mad eller drikke, eller på grund af fester eller nymåne eller sabbatter. Det er kun en skygge af det, som skal komme, men legemet selv er Kristus. Lad jer ikke frakende sejrsprisen af nogen, som går ind for falsk ydmyghed og engledyrkelse, fordyber sig i egne syner og uden grund er indbildsk i sit verdslige sind, og som ikke holder sig til ham, der er hovedet, og ud fra hvem hele legemet, støttet og sammenholdt af sener og led, vokser Guds vækst.
Når I med Kristus er døde fra verdens magter, hvorfor underkaster I jer så påbud, som om I levede i verden: Tag ikke, smag ikke, rør ikke! – alt sammen noget, der skal bruges og forgå – det er kun menneskers påbud og lære. Det går for at være visdom med selvvalgt gudsdyrkelse, falsk ydmyghed og skånselsløshed mod legemet, men det har ikke nogen værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse” (Kolossenserne 2:16-23).
Paulus kalder denne tilgang en "selvvalgt gudsdyrkelse", hvilket er præcist, hvad alle former for Pietisme er. De antyder alle, at det er utilstrækkeligt at være omvendt til Herren ved korset og af nåde ved tro gå Hans forordnede vej. De har fundet en bedre vej, der fører til oplevelse af en højere status. Paulus siger, de har "Gudsfrygts skin".
Paulus’ liste omfatter asketisk praksis. Dette fremstår for de fleste dårligt oplærte kristne som værende, hvad Herren ønsker. Dette begrundes med: "Selvfølgelig er Gud mere tilfredse med en person, der sælger alt og går i kloster, hvor han aflægger en ed om fattigdom, end Han er med nogen, der går på arbejde 40 timer om ugen og bruger nogle af pengene til at købe ting for." Men er Han det?
Da jeg var pietist og nogen fortalte mig, at han bad to timer om dagen, så var jeg nødt til at bede tre timer for at være sikker på, at jeg ikke gik glip af noget.
Jeg ræsonnerede: "Selvfølgelig er Gud mere tilfredse med en kristen, der beder tre timer end én, der beder to." Men er Han det? Da jeg var pietist, arbejdede jeg på at sætte fart i mit ønske om hellighed, fordi jeg ræsonnerede, at hellighed må findes gennem noget i personen, snarere end ved Guds nåde. Baseret på prædikener, jeg havde hørt, ræsonnerede jeg, at "de kristne ikke oplever en højere grad af hellighed, fordi de ikke ønsker det nok." Er det sandt? Nej, ingen af disse pietistiske udsagn er sande. En sådan lære fører til elitisme og sammenligning af sig selv med andre. Bibelen fortæller os, at det skal vi ikke gøre. Paulus erklærede: "det har ikke nogen værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse".
Gud er bundet til helligheden hos alle, Han har genløst. Han gør dem hellige gennem Hans ordinerede nådemidler. Paulus advarede både Galaterne og Kolossenserne imod at føje noget til Kristi værk:
”Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham” (Kolossenserne 2:6).
”Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed? (Gal 3:3).
Det betyder, at frelsen er af nåde gennem tro, og helliggørelsen er af nåde ved tro. Der er ikke noget hemmeligt princip, som skal opdages, og som skaber kristne af en højere rang.
Det forklares således i Hebræerbrevet: ”og efter hans vilje er vi blevet helliget, ved at Jesu Kristi legeme er blevet ofret én gang for alle”.. . . . ”For ved ét eneste offer har han for altid ført dem, han helliger, til målet” (Hebræerne 10:10 og 14).
Pietismen er et angreb på den bibelske sandhed, at Kristus allerede har gjort det hele, og at dette er sandt for alle kristne. Jeg tror på en fremadskridende helliggørelse, men Gud helliggør alle kristne ved de samme midler.
Pietisme i kirkehistorien
Pietismen har altid været i kirken, da den jo eksisterede i Kolossæ på Paulus’ tid. Men vi ønsker at analysere nogle udtryk for den for at se, hvorfor den opstår, og hvordan den fungerer. Kirkehistorikeren, Justo Gonzalez skrev om kloster-bevægelsens begyndelse. Den var tilsyneladende en reaktion på den opfattelse, at popularitet og succes havde plettet kristendommen, efter at denne blev godkendt af Konstantin 5.)
Det spørgsmål, kloster-bevægelsen beskæftigede sig med, var, hvordan man kan overvinde Satan (Pietisme tilbyder ofte en særlig beskyttelse imod Satan), der fristede folk med succes, nu da martyriet ikke længere var til stede. Gonzalez skriver: "Mange fandt et svar i klosterlivet: at flygte fra det menneskelige samfund, at lade alt bag sig, at herske over kroppen og de lidenskaber, som giver plads for fristelser. Således var der på samme tid kirker i de store byer, der blev oversvømmet af tusinder, der krævede at blive døbt, og en sand udvandring af andre tusinder, der søgte salighed i ensomheden."6) Denne udgave frembragte Ørkenfædrene, som de bliver kaldt.
Nogle dokumenter fra de tidlige kirkefædre beskriver livet for de "forankrede" munke, der flygtede fra samfundet for at leve i ørkenen. Den ene var Anthony, der gav alle sine rigdomme væk, før han gik ind i det nye liv: "Han drog så af sted [efter at have forladt sin lærer] for at bo på en forladt kirkegård, hvor han levede af brød, som nogle venlige sjæle bragte ham med få dages mellemrum. Ifølge Athanasius begyndte Anthony på dette tidspunkt at få visioner om dæmoner, som tiltalte ham næsten hele tiden." 7) Ironisk nok gjorde det ingen forskel at flygte fra byen for at undslippe Satans fristelser.
Den monastiske bevægelse førte til idéen om, at man kunne blive en bedre kristen og være Gud mere til behag. Bevægelsen indførte også en mystik-praksis, der i dag bliver bragt tilbage i kirken under dække af, at den kommer fra en tid, hvor kristendommen var uberørt og ikke behæftet med moderniteten. 8) Hvad der virkelig sker, er en gentagelse af historien. Når de kristne bemærkede, at kirkens succes i tider med velstand forårsagede visse dårligdomme, flygtede de til ensomhed, hvor de blev mystikere.
Denne proces sker igen i dag. Men disse pietistiske bevægelser førte ikke til en mere uberørt kristendom i fortiden, og det gør de heller ikke i dag. De fører til elitisme, som Gonzalez påpeger:
"På den anden side, var denne form for liv ikke fri for fristelser. Som årene gik, kom mange munke til den konklusion, at da deres liv var mere helligt end de fleste biskoppers og andre kirkelederes, var det dem, og ikke lederne, der skulle bestemme, hvad der var korrekt kristen lære."9)
Nogle har i dag fastslået, at almindelige kristne 10) er belastet af så megen modernitet, at eliten ikke vil kaldes "kristne", men foretrækker udtrykket "Kristi efterfølgere".
Den monastiske bevægelse blev mere organiseret og eksisterer stadig i dag. Den Romersk Katolske Kirke roste deres gerninger, som værende gjort ud over, hvad der kræves af almindelige kristne, og den udviklede en undervisning, som kaldes "gerninger af supererogation (overskydende gode gerninger)" - en lære, som blev afvist af de reformerte.
Et eksempel på "overskydende gerninger" er klosterets munkeløfter, som afgives i visse monastiske ordener: De betragtes i Rom som gerninger af supererogation. De, der afgiver disse løfter, anses for at være mere fromme end almindelige kristne.
Luther skrev et længere essay, som påviser, at Skriften afviser gyldigheden af kloster-løfterne 11). Hans essay er også et interessant kig ind i de spørgsmål, der blev drøftet på det tidspunkt af reformationen.
Et vigtigt spørgsmål for Luther var, at det monastiske gik ud over evangeliet og forordnede noget, som Gud ikke har befalet, og dermed forsøgte at opnå en bedre stand overfor Gud. Et eksempel herpå var cølibatet. Luther hævdede, det var syndigt at afgive løfte om noget, som Gud ikke har befalet: "selve fundamentet for klosterets løfter er gudløshed, blasfemi og helligbrøde, som har ramt dem, fordi de foragter Kristus, deres ledestjerne og lys, og mener, at de følger en bedre vej"12)
De troede, de kunne forbedre læren om Kristus og udleve en overlegen åndelighed ved at aflægge ed på at leve et fromt liv udover noget, Kristus forlanger af sit folk. Luther fordømte dette som syndigt. Han skrev: "Hvis du adlyder evangeliet, bør du betragte cølibat som et frit valg: hvis du ikke betragter det som et frit valg, adlyder du ikke evangeliet. . . Et kyskhedsløfte står derfor i diametral modsætning til evangeliet."13) Så Luthers lærte på sin tid, at kristne tog fejl og var i synd, hvis de bandt sig ved et løfte til en praksis, som ikke er forordnet af Kristus. Selv om de måske troede, de var mere hellige end almindelige kristne på grund af deres særlige løfter, kaldte Luther dem grove syndere.
På trods af Luthers tordnende fordømmelse af de, der i Rom praktiserede pietisme (kaldtes dog ikke Pietisme på daværende tidspunkt), er det en lutheraner, Phillip Jakob Spener, der tilskrives dannelsen af den bevægelse (mindre end 200 år senere), som fik navnet "Pietisme" 14). Dog var Spener tilsyneladende ikke selv pietistisk i den forstand, at han påberåbte sig en kristendom af en højere rang. Listen over Spener’s forslag til kirken omfattede mere intensive bibelstudier, udøvelsen af troendes præstegerning, udøvelsen af uselviske kærligheds-gerninger, og omgang med hedninger og vantro i samtale og kærlig overtalelse snarere end tvang 15).
Spener’s bekymring var fordærvelsen: "Han var en reaktion på en polemisk ortodoksi, som var steril midt i umoral og forfærdelige sociale forhold efter Trediveårskrigen" 16). Selv om det kan hævdes, at udtrykket pietisme udelukkende bør være forbeholdt de bevægelser, der søger at reformere en fordærvet situation i kirken, er det en kendsgerning, at Pietismen blev knyttet til Jacob Boehme’s mystik og hans mange åndelige efterkommere. Ikke kun det, men for at løse mærkbare problemer er mange bevægelser slået ind på en elitær mystik-bane, hvilket er det, der karakteriserer pietister.
Så med al respekt for folk, der mener sig "pietistiske" i lighed med Spener, tror jeg, at min definition beskriver de centrale idéer, der er blevet støttet i kirkens historie. De problemer, Spener ønskede at afhjælpe, var forårsaget af tilstedeværelsen af en statskirke. De havde ikke brug for mere fromhed, de havde brug for at definere kirken i en bibelsk terminologi.
Mystik og Fuldkommenhed
Boehme's Mystik indeholdt en udsøgt blanding, udledt af kabbalisme, alkymi, ny-platonisme og andre meget dårlige kilder. Selv Teosofferne påstår, at Boehme er en af deres egne 17). Hans ligesindede er fremkommet med nogle meget mærkelige udgaver af Pietisme. Den ene er Jane Leade, hvis mystiske, elitære skrifter er bevaret på hendes nulevende tilhængeres hjemmesider. Denne stikprøve af Leade fra ”An Enochian Walked with God” viser, hvordan elitær pietisme kan være:
”Men nu synes det mig, at jeg hører nogle sige, når de læser den: Oh! Du har nævnt et højt ophøjet niveau - noget nyt, som ikke haver været bekendtgjort før; så at der i det nuværende liv skulle findes nogen, som kan stige op til det ny Jerusalem for at feste og tilbede GUD der.
Dette - vil man sige - tilhører Enochian Life; men den periode er endnu ikke kommet i verden, da man kan kende et niveau, hvor man er optaget til himlen. Vi medgiver, at det ikke er almindeligt, men kun specielt for nogle, som i Enoch's ånd er oprejst til at gå med GUD og således helt er optaget i Ånden. Men vi må håbe, at denne Åndens dag nærmer sig, hvori det skal blive kendt mere universelt. Da skal engle-ånder stige til vejrs, og det guddommelige princip, som nu så længe har været lukket, skal åbnes: Så vil du kende en ny tilstand i livet, som du aldrig har kendt før, for den vil drage alle jordiske tings kærlighed ud fra hjertedørene: Dette vil blive kendt i megen gerning". 18)
Leade's pietisme genopstod i det tyvende århundrede i ”Latter-Rain” bevægelsen, som også hævdede, at visse elitære kristne ville fremstå. De hævdede, at "Guds børn", som Paulus nævner i Romerbrevet 8, ikke kun er de frelste i opstandelsen (som Paulus lærte det), men også visse elitære kristne, som har opnået denne status her. ”Latter-Rain” -bevægelsen er nu blevet bevægelsen for de sidste dages apostle og profeter, der også er pietistisk i deres inderste. De gør krav på en særlig status, som almindelige kristne ikke ved noget om. Det er tilhængere af denne bevægelse, som typisk poster Leade’s skrifter på nettet.
Ikke alle versioner af Pietismen er så radikal og kættersk som Boehme og hans åndelige efterkommere. For eksempel påvirkede Boehme’s ideer William Law: "Endskønt de [Boehme’s skrifter] kraftigt påvirkede ”The Spirit of Love” (1752, 1754) og andre senere skrifter af William Law, hvilket skabte en kløft imellem Law og John Wesley, der beskrev Boehme’s skrifter som ”det mest sublime vrøvl…”19). Men Wesley's Metodisme og perfektionisme var også pietistisk. Wesley er et eksempel på en langt mindre ekstrem Pietisme, men tanken om, at nogen menneskelig opdaget og implementeret metode kan føre til opnåelse af et bedre kristenliv end gennem de almindelige nådemidler, er alligevel pietistisk.
Nogle af vore evangeliske grupper har været pietistiske helt fra begyndelsen. Charles Finney's undervisning i midten af det 19. århundrede var skyld i problemet. Finney's lære var kættersk. Han underviste også i kristen fuldkommenhed. Wesley holdt i det mindst på en forebyggende nåde for at undgå Pelagianisme (læren om den frie vilje) 20).
Finney var fuldt ud Pelagisk i sin tilgang til både frelse og helliggørelse 21). Og hans nyskabelser forandrede permanent meget af den amerikanske Evangelikalisme. Efter Finney opstod der andre perfektionist-bevægelser. Helligheds-bevægelsen, for eksempel, kom ikke længe efter Finney. Både Helligheds-bevægelsen og den efterfølgende Pinsebevægelse holdt på ”Den anden Velsignelses” lære, der i sagens natur er pietistisk, fordi den skaber en elitær gruppe af kristne, der har haft en speciel oplevelse, som almindelige kristne mangler. ”Keswick Holiness”-bevægelsen (også kendt som "Højere liv"-bevægelsen), er ligeså et eksempel på Pietisme og elitisme. Helligheds-bevægelser i almindelighed er pietistiske bevægelser, der hævder en speciel oplevelse, som skaber bedre (ofte angiveligt perfekte) kristne.
I dag er den største af de nyere pietistiske bevægelser Emergent Church. Som jeg tidligere har påpeget, opstår Pietisme ofte som en reaktion på den opfattelse (undertiden berettiget), at kirken er blevet for verdslig, og det synes rigtigt også i dag. Nogle forudsætter så, at da almindelig kristendom er i fare, må de finde en usædvanlig måde at blive bedre kristne på. En Emergent leder har endda kaldt et af sine værker, "A New Kind of Christian". 22).
Men denne bevægelse er virkelig ikke så ny. Den trækker på lære og praksis, som findes i andre pietistiske bevægelser op igennem kirkens historie. Faktisk indeholder en nylig udkommet Emergent-bog essays af de, der eksperimenterer med fælles liv - noget jeg prøvede i mine pietistiske dage! 23).
Ydermere er Purpose Driven-bevægelsen også en pietistisk bevægelse. Rick Warren hævder, at der er kristne i verdensklasse, som er i en bedre kategori end almindelige kristne. Han fik sine tilhængere til at aflægge en lang ed på en baseball bane og forpligte sig til at tjene hans nye reformation.
Jeg har allerede nævnt apostel- og profet-bevægelsen som pietistiske. Og ironisk nok er tre store bevægelser i amerikansk Evangelikalisme (Purpose Driven, Emergent, og C. Peter Wagner's sidste dages apostle) alle baseret på Pietisme. De tre bevægelser synes radikalt forskellige, men hver især hævder de, at være en ny reformation, og hver af dem tilbyder en højere status end den, de almindelige kristne har.
Er ortodoksien død?
Kirkehistorien fortæller os, at den anklage imod kirken, som de pietistiske reformatorer fremførte, var, at kirken praktiserede "død ortodoksi". For nogle år siden var jeg vært ved et præstekonvent, hvor præsterne kunne diskutere teologiske opfattelser. Oplægget blev præsenteret og derefter kritiseret af gruppen. Nogle af præsterne kom fra den karismatiske bevægelse (også pietistiske). Et gennemgående tema fra de karismatiske præster var deres modvilje imod doktriner.
Efter et af møderne talte jeg med en præst, der fortalte mig, at dengang han var luthersk, bevirkede fremsigelsen af trosbekendelsen hans åndelige død. Jeg svarede: "Så troen på, at Jesus Kristus er Gud kommen i kød, at Han levede et syndfrit liv, døde for syndere, blev oprejst på den tredje dag og opsteg legemligt til himmelen forårsagede din åndelige død?" Han sagde, "Jeg troede egentlig ikke disse ting." Han havde antaget, at årsagen til hans vantro ikke var synden, men en kirkes fremsigelse af trosbekendelsen. Jeg tror, at det er meget bedre at prædike disse doktriner fra prædikestolen og opfordre folk til at omvende sig til Kristus, end at gøre fremsigelsen til en del af liturgien. Men ikke desto mindre var trosbekendelsen ikke problemet – det var vantroen.
Kristen ortodoksi betyder blot at holde sig til den sande tro, som den er åbenbaret i Skriften. Denne overbevisning er ofte systematiseret som aktuel undervisning - som læren om Kristus, læren om Treenigheden, læren om dommen osv. Ægte tro på evangeliets sandhed er frelsende tro. Uden frelsende tro er der "død".
I Efeserne 2:1-8 skriver Paulus, at vi var døde, men at Gud har gjort os levende, og at han gjorde det af nåde ved troen. Det er også sandt, at hvor en ægte frelsende tro findes, der frembringes vidnesbyrd i livet, som Paulus skriver om det i Efeserbrevet 2:10. Så når Jakob siger, at tro uden gerninger er død, henviser han til noget andet end den form for tro, som, Paulus siger, er et nådeværk. Det er den form for tro, dæmoner har (se Jakob 2:17-19). I Johannesevangeliet bruger Johannes udtrykket "tror" på to måder. 24) Der er f.eks. dem, der "troede" i Joh 8:30, men når de blev konfronteret med deres behov for at blive sat fri, begyndte de at diskutere Jesus, og senere beskyldte de ham for synd (se Joh 8:31-47). Jesus sagde til dem, at de visselig ikke var af Gud. Men mange andre steder i Johannesevangeliet står der, at de, der tror, er sande troende og har evigt liv.
Pietismen fejldiagnosticerer problemet og skaber en falsk løsningsmodel. Den ser en kirke, der går på kompromis, og som tilsyneladende er fanget i død ortodoksi. Det virkelige problem er ikke død ortodoksi, men åndeligt døde syndere, som giver intellektuel samtykke til ortodokse sandheder, men ikke viser tegn på genfødelse. Sandelig - hvis sådan en kirke eksisterede (hvis sandheden virkelig er der, har Gud også en rest der), ville kirken være karakteriseret af verdslighed og synd. Dette er tilfældet, fordi døde syndere ikke bærer åndelig frugt.
Der var en kirke i Johannes Åbenbaring, som Jesus kaldte "død". Pietisme, som holder fast ved det sande evangelium, men går ud over det, forestiller sig, at de åndeligt døde medlemmer i kirken, er kristne. Når nogle af dem bliver fornyet gennem pietisternes indsats, antager de, at disse nu er gået ind i en højere form for kristendom. De forudsætter to typer kristne: "kødelige" kristne og "åndelige" kristne. Men i virkeligheden findes der kun kristne og døde syndere.
Desuden ser Pietismen mangelen på god frugt i de "døde ortodokse" kirker som værende et tegn på, at læren er uden værdi, og at det, der virkelig betyder noget, ikke er lære men praksis. Derfor drages de til gernings-retfærdighed. Dette er netop tilstanden i Emergent Church, og det har igennem historien været pietisternes tilgang. Men gerninger, som ikke er udsprunget af nådens forudgående værk (Guds værk gennem evangeliet til omvendelse af syndere, der i sig selv er døde) er i virkeligheden "døde gerninger", uanset hvor fromme de ser ud. Mother Theresa gjorde gode gerninger, men benægtede, hvad evangeliet specielt gjorde gældende: At "fromhed" ikke har nogen evigheds værdi, hvis de, der modtager gode gerninger, aldrig hører eller tror evangeliet, og således ender i helvede.
Guds åbenbarede Sandhed er ikke død, men nogle gange taler den for døve øren. I John 6 forlod en skare Jesus, da Han talte Sandhed til dem – de fulgte nemlig Jesus for brød. De få, der ikke havde døve ører, blev spurgt, om de også ville gå. Peter svarede på gruppens vegne: ”Simon Peter svarede ham: »Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.« John 6:68-69.
En sådan ægte tro er ikke domænet for pietister på et højere trin, der har lært hemmelighederne i et dybere liv; men det er karakteristisk for enhver i Kristi sande hjord til enhver tid. Pietister tror, at hvis man føjer en eller anden menneskeskabt proces til det, Kristus har givet alle kristne igennem århundreder, kan det kurere et problem, som aldrig har eksisteret. I stedet for en kur skaber de en sygdom, da de fører folk bort fra Kristi fuldbragte værk.
Pietistisk misbrug af 1. Kor.
Det foretrukne tekstbevis for pietister af alle slags har været denne passage: ”Og jeg kunne ikke tale til jer, brødre, som til åndelige mennesker; jeg måtte tale til jer som til kødelige mennesker, som til spæde i troen på Kristus” 1. Kor 3:1.
I mine tidlige pietistiske dage var jeg, som sagt, påvirket af Watchman Nee. Han gjorde et stort nummer ud af en passage lige før dette vers: ”Et sjæleligt menneske tager ikke imod det, der kommer fra Guds ånd; det er en dårskab for sådan et menneske, og det kan ikke fatte det, for det bedømmes kun efter Åndens målestok. Det åndelige menneske derimod bedømmer alt, men selv bedømmes det ikke af nogen;” 1. Kor 2:14-15.
Ordet "sjæleligt" er græsk, og der står bogstaveligt ”soulish”. Nee brugte det som bevis for sin anatomiske helliggørelses-ordning. I denne ordning er den åndelige mand én, hvis sjæl har tilbøjelighed for ånden (dvs. hans ånd som sluttet til Ånden) snarere end for den ydre verden gennem legemet. Min anden tidlige lærer, Kenneth Hagin, havde en lignende undervisning, men den var baseret på ideen om at følge sin ånd, snarere end hvad han kaldte "sansning" (f.eks. løgnagtige symptomer på, at du er syg, når Gud siger, du er helbredt ). Resultatet af disse belæringer er et tostrenget skema for kirken: den kødelige kristne og den åndelige kristne. I Pietismen er der altid en proces, der fører til en oplevelse, som bringer én ind i en mere gunstig kategori.
Men var Paulus’ undervisning, at nogle kristne faktisk ikke er åndelige, men kødelige eller "soulish"? Sådan tænkte jeg, indtil jeg læste Gordon Fee’s glimrende kommentar til 1. Korinterbrev. Læren om ”den kødelige kristne" tager ikke hensyn til en større sammenhæng i Paulus’ brev. Det "naturlige menneske", som ikke modtager noget fra Gud med den begrundelse, at det er "en dårskab", er ikke en kødelig kristen, men én, der har afvist evangeliet. Dette kan ses af Paulus’ tidligere brug af "dårskab" i kapitel 1: ”men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker”1. Kor 1:23-25. De fortabte, som ikke er "de kaldede", er de, der mener, at budskabet om korset er en "dårskab".
Desuden underviser 1. Kor 2:14 i komplet uduelighed, ikke blot i en mangel, der skyldes en urigtig undervisning. I det pietistiske system, kunne de kødelige kristne afhjælpe deres problem, hvis de blot ville tage den lære og praksis i brug, som støttes af pietister. Men på græsk siger 1. Kor 2:14 bogstaveligt, at det naturlige menneske er ”ou dunatai gno_nai” - ikke i stand (dvs. uden kraft) til at kende. Han kan ikke kende, fordi han ikke er genfødt - han har ikke Helligånden. Troende har Helligånden, vantro ikke. Det naturlige menneske er et vantro menneske, ikke en kødelig kristen.
Paulus gør det klart i Romerbrevet:
”De kødelige vil det kødelige, og de åndelige vil det åndelige. Det, kødet vil, er død, og det, Ånden vil, er liv og fred. For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag. Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer. Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til.” Romerne 8:5-9.
I Romerbrevet gøres det utvetydigt klart, at de, der er "kødelige" og "uden kraft" (det samme ord som anvendes i 1. Kor 2:14 -- dunamis) til at tjene Gud, adlyde Gud eller behage Gud, ikke er kristne. De er ikke kødelige kristne, de er fortabte i syndere.25)
Gordon Fee påpeger, at dette afsnit i 1. Kor har været udsat for misbrug i meget lang tid:
Dette stykke har været udsat for en meget uheldig anvendelse i kirken op igennem historien. Paulus’ formål er gået næsten helt tabt til fordel for en fortolkning, som næsten er det modsatte af hans hensigt. Næsten enhver form for åndelig elitisme, "Dybere liv" -bevægelser, og "Anden Velsignelses" -lære har appelleret til denne tekst. At modtage Ånden i henhold til deres særlige udtryk baner vejen til at kende de "dybere sandheder" om Gud. En særlig skamplet på denne elitisme dukker op iblandt nogle, som har drevet mulighederne for "tro" til det ekstreme, og regelmæssigt har en "speciel åbenbaring" fra Ånden - deres sidste appelinstans. Faktisk er nogle tilhængere af denne form for åndelighed et rimeligt bud på en gentagelse af den Korinthiske fejl i sin helhed. 26)
Korinterne var stolte af sig selv i deres angiveligt overlegne åndelighed. Paulus sagde, at ægte åndelighed altid var centreret om korset – ikke om menneskelig visdom. Åndens gerning i vore liv sker på grund af korset. Men Korinterne tænkte og handlede som vantro, dvs som "kødelige".
Pietistisk lære, baseret på dårlig eksegese af 1. Kor, har floreret i århundreder. Dem, jeg har nævnt i denne artikel, er blot et udsnit. En anden, jeg hørte, var, at Kristi Brud vil bestå af elitære kristne, og at dårligere kristne blot vil være "trælkvinder", der kommer til at se, men ikke skal få del i Lammets Bryllup.
Konklusion
Pietismen tager folks tanker bort fra evangeliet. Da jeg var pietistisk, troede jeg, at frelse var et interessant første skridt, men mistede for det meste interessen for det emne, medmindre jeg løb over en person for hvem, det var nødvendigt at bede synderens bøn, som - forestillede jeg mig - var det første skridt. Kristi evangelium var kun af begrænset interesse for mig - jeg søgte "dybere ting". Jo mere jeg forsøgte at være en meget speciel kristen, des mere vandrede mine tanker bort fra korset. Jeg var skyldig i netop det, som Paulus irettesatte Korinterne for.
Jeg beklager til tider de spildte år, men min kone minder mig om at tænke på Guds forsyn. Hun siger: "Hvis vi ikke havde været igennem alt det dengang, ville du ikke være i stand til at hjælpe folk på den måde, som du gør nu." Det er sandt. Min bøn er, at mine "spildte" 10 år vil hjælpe nogle af mine læsere til undgå at falde i den samme fælde. Hvis du ejer frelsen - syndernes forladelse - ejer du den størst tænkelige åndelige rigdom... Read here.
------------------------------
Oversæt. Lis Jensen
Enkelte afsnit er udeladt
Tilrettet 15.02.10
------------------------------
End Notes:
1. Nee had an unusual anatomical sanctification scheme that requires distinguishing between body, soul and spirit with the spirit being the pristine source of sanctification and the body needing to be subdued as the soul learns to follow the regenerated human spirit.
2. One thing Hagin and Nee had in common that probably attracted me to both of them was the idea of the primacy of the human spirit and the idea of gaining special knowledge by following ones spirit.
3.Though the college had a pietistic 2nd blessing doctrine, my teachers were sound and pointed me in the right direction. I could have been saved from years of error had I listened more closely to some of them.
4. See CIC Issue 69; March/April 2002 The Colossian Heresy Part 1 for a detailed, theological explanation of Colossians chapter 2. http://cicministry.org/commentary/issue69.htm
5. Justo L. Gonzalez The Story of Christianity Vol. 1 (New York: HarperCollins, 1984) 136, 137.
6. Ibid. 137.
7. Ibid. 140, 141.
8. The Emergent Church movement is well known for doing this.
9. Gonzalez vol. 1, 143.
10. When I speak of “ordinary Christians” I mean those who are truly converted but claim no special or elite status. Nominal “Christians” who are actually unregenerate are not Christian at all in the Biblical sense.
11. Martin Luther, The Judgment of Martin Luther on Monastic Vows from 55-Volume American Edition Luther’s Works on CD-ROM (Fortress Press, Concordia Publishing: Minneapolis, 2001) Vol. 44, page 243.
12. Ibid. 260.
13. Ibid. 262.
14. The New Dictionary of Theology, Sinclair Ferguson, David Wright, and J.I. Packer ed. (Intervarsity Press: Downers Grove, 1988) s.v. Pietism, 516.
15. Ibid.
16. Ibid.
17. http://www.wisdomworld.org/setting/boehme.html
18. http://www.passtheword.org/Jane-Lead/enocwalk.htm in a section called “The Enochian Life.”
19. The New Dictionary of Theology, s.v. Boehme, Jacob 106.
20. Pelagius was an early heretic, condemned by church councils, who taught that all humans have the ability to obey God without a prior work of grace.
21. See CIC Issue 56 Charles Finney’s Influence on American Evangelicalism -- http://cicministry.org/commentary/issue53.htm
22. Written by Brian McLaren
23. An Emergent Manifesto of Hope Doug Pagitt and Tony Jones editors (Grand Rapids: Baker, 2007)
24. Ryan Habbena’s article Formulating a Theology of pistueo_ (believe) in John’s Narative: http://cicministry.org/scholarly/sch007.htm published at cicministry.org under “articles/scholarly.”
25. See Gordon Fee, “The First Epistle to the Corinthians” in The NewInternational Commentary on the New Testament; (Eerdmans: Grand Rapids, 1987) 115 – 120 for an excellent scholarly discussion of what Paul means by the “natural man.” It is noteworthy that Fee is a Pentecostal and as such belongs to a denomination that tends to pietism; but Fee warns against such interpretations of 1Corinthians.
26. Ibid. 120.
27. Ibid. 122
