Fra "Samlede Skrifter"
Bind XV.
Af Carl Oluf Rosenius.
Vi har nu i nogen måde set, hvad Herren Gud i sine hellige ti bud kræver af os mennesker. Måtte hans Ånd selv forklare dem endnu bedre for den enkeltes hjerte!
En vigtig ting står dog endnu altid tilbage: at vi også måtte bringes til at indse, hvor alvorligt Guds bud er ment, og hvor nøje de bør holdes. Gud har givet os sine bud, ikke som gode råd, nyttige for os at følge, men som bestemte forskrifter og ueftergivelige krav, der må opfyldes indtil den mindste prik, hvis vi vil være ham til behag.
Han råder med uindskrænket magt over alle, han har skabt. Han har ret til at kræve af os alt, hvad han vil, således også vort hjertes fuldkomne hellighed og renhed. (3. Mos. 19,2; Matt. 5,48).
Og ikke alene kræver han dette, han har tillige proklameret sin guddommelige vrede og forbandelse over enhver, som ikke ”bliver i alt det, der er skrevet i lovbogen, så han handler derefter” (5. Mos. 27,26; Gal. 3,10).
I samme forbindelse kan nævnes den frygtelige trussel og det løfte, Herren har knyttet til det første af budene, men som i øvrigt gælder dem alle. Disse Herrens ord vil vi nu endnu i korthed betragte. Hør, hvor majestætisk ordene lyder:
”Jeg Herren din Gud er en nidkær Gud, der indtil tredje og fjerde led straffer fædres brøde på børn af dem, som hader mig, men i tusinde led viser miskundhed mod dem, der elsker mig og holder mine bud!”
Jeg Herren din Gud! Hvem skulle vi høre, om ikke Herren vor Gud? Hvem skulle vi frygte, på hvem skulle vi stole? Jeg Herren din Gud – ham, du skal møde engang og aflægge regnskab for, hvordan du har holdt hans bud. Jeg Herren din Gud er en nidkær Gud! Nidkær som for brudens troskab og renhed og hjerte.
Jeg straffer ”indtil tredje og fjerde led fædres brøde på børn af dem, som hader mig” - når børnene følger deres fædre i synden, Ezek. 18,20.
”De som hader mig” nævnes – læg mærke til det – som modsætning til dem, der ”elsker mig og holder mine bud”. Den som ikke elsker Gud og holder hans bud, står for ham som en foragter, en gudshader, også om han intet direkte ondt har begået.
Vi ser det igen, hvordan Herren ikke lægger vægt på de enkelte gerninger som sådan – det er hjertet, han kræver.
Blot at holde sig budenes bogstav efterrettelig er ikke i Herrens øjne at ”holde hans bud”. Det er hjertet og dets kærlighed, han først og fremmest vil eje. Uden denne kærlighed er ethvert førsøg på at holde Guds bud i hans øjne kun hykleri.
Og nu – hvis ikke du ud af en sådan virkelig hjertets kærlighed til Gud holder alle hans bud, så truer han dig her med sin evige og majestætiske vrede – i 5. Mos. 27,26 endnu skarpere udtrykt: ”Forbandet enhver, som ikke holder denne lovs ord i hævd og handler efter den.”
Måtte enhver af os i tide betænke dette! Mange, der som dig vil være kristne, har i denne henseende et falsk billede af Gud, hvorved der også bliver noget løseligt og falsk i deres kristendom. De tager ikke Guds vrede og nidkærhed mod synden alvorligt. Derfor handler de også, som de selv finder for godt, med hans bud, udvælger sig noget deraf til at holde og skubber andet til side som uvæsentligt. De sætter sig selv et mål for deres fromhed og gudsfrygt og sætter det så passende lavt, at de så nogenlunde kan svare dertil – og er siden godt tilfreds med sig selv.
De virkelig gudfrygtige derimod går ind under alle Guds bud, også dem, der tager sigte på hjertets inderste tanker, begær og motiver, og opnår derved aldrig at blive tilfreds med deres fromhed.
Men det skal du vide: Gud er endnu i dag den samme, som da han under torden og lynild gav Israels folk sine ti bud. Hvad han dengang i disse forbød, forbyder han stadig. Hvad han dengang hadede, hader han fremdeles, hvad han dengang krævede, kræver han endnu. Alt, hvad der tidligere nedkaldte hans vredes domme over syndere, nedkalder endnu i dag hans vredes dom over os.
Og dog behøver du ikke at frygte for hans vrede, når blot du elsker ham og holder hans bud. Hør, hvad han siger: ”Dem, der elsker mig og holder mine bud, viser jeg miskundhed mod i tusinde led.”
Elsker du Herren og holder hans bud, har du intet at frygte. Den evige kærlighed, nåde og velsignelse, Herren da vil vise imod dig, skal endog blive ført over på dine børn, fra slægt til slægt indtil tusinde led. Ja, om også de ikke følger i dine spor, men som gudløse går den evige ulykke i møde, skal dog her i livet en særlig velsignelse blive dem til del. Se i denne forbindelse: 3. Mos. 26,42; 1. Kong. 15,4; 5. Mos. 2,9; Salme 105,8.
Men hvad er dog dette? vil måske nogen spørge. Skal nu Guds nåde grundes på vor egen retfærdighed? Hvem kan da blive frelst? Hvem kan vel holde alle Guds bud? Hvilket menneske er der, som tørster kun efter den levende Gud? Eller som intet kender til syndige tanker og syndigt begær? Vil ikke Gud være nådig, om end ikke han kan opfylde alt, hvad der kræves?
Vi drister os ikke til at slå af på Guds bud eller tage brodden af Guds domme. Vi må holde os til sandheden – og sandheden er, at Gud eftergiver ikke så meget som et bogstav eller en prik i sin lov. Den, som ikke til punkt og prikke opfylder loven, kan han ikke have behag i.
Ved Sinai er der ingen nåde at finde. Der står jo skrevet: ”Forbandet enhver, som ikke bliver i alt det, der er skrevet i lovbogen, så han handler derefter,” Gal. 3,10.
Helt anderledes stiller det sig for dem, som er ”døde for loven” - dem, som ”ikke er under lov, men under nåde”. De har ved deres stedfortæder og lovopfylder fuldkomment opfyldt loven.
Men talen er her om, hvad der kræves af dig, som er gået ind under lovens vilkår og vil forsøge selv at bestå for dens bud. Du vil ikke få det ringeste eftergivet. ”Den, som har gerninger at opvise, ham tilregnes lønnen ikke af nåde, men efter fortjeneste.”
Anderledes med den, som er død fra loven og ”tror på ham, som retfærdiggør den ugudelige: ham regnes hans tro til retfærdighed.”
Hele denne begrebsforvirring skyldes, at det ikke står mennesker klart, at der er to veje til retfærdighed, to hinanden modsatte åndelige riger på jorden, to forskellige pagter, der nøje må skelnes imellem, Rom. 10,5-8; Hebr. 12,18-24; Gal. 4,21-22; Hebr. 10,20.
At de, som er døde fra loven og nu lever under en evig nådes vilkår, fryder sig højlydt og fyldes af kærlighed til Gud og til loven, er kun ganske naturligt. Ånden er villig, skønt kødet er skrøbeligt. De har budenes rettesnor kær og har intet at frygte af budenes trusler og domme.
------------------------
Kilde: Roseniusnet.dk/
