Farerne ved at integrere Bibelen med psykologi.
Fra Cicministry.org/commentary/
Af Bob DeWaay.
”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.” (2. Tim 3:16-17)
Er den person, der er uddannet i Skriften, salvet af Helligånden, og kaldet af Gud som hyrde for de fortabte og sårede, tilstrækkeligt rustet til at rådgive? I århundreder af kirkens historie var svaret et utvetydigt "ja". Moderne psykologi har radikalt ændret svaret på dette spørgsmål.
Psykologi og kirken
Nogle seminarier og teologiske uddannelsessteder tilbyder nu en bredere vifte af psykologisk- end af bibelsk uddannelse for potentielle præster. De kræver næsten alle psykologi-studiet. Mange hævder, at enhver præst eller kirkelig medarbejder, som ikke er trænet i moderne psykologi, ikke er i stand til at rådgive nogen, uanset hvor kundskabsrig han kan være i Skriften, eller hvor mange års erfaring han har. At rådgive personer om ægteskab, familie, angst, personlige relationer, opdragelse, arbejde, osv. passer ikke længere ind under kategorien "alle gode gerninger”, som Skriften selv hævder at udruste os til.
F.eks. dukkede følgende annonce op i et evangelisk nyhedsbrev, hvori en evangelikal kirke søgte en til sin pastorale stab: "Ønskes: en person, som kan yde ægteskabs- og familie-terapi til medlemmer af menigheden og i samfundet som helhed, herunder ansættelses-rådgivning, støttegrupper og livsberigelses-programmer ... Deltage i C.E.L.E. programmer og undervise i kursus/workshops ... Foretrækker en MA, MS, M.S.W., eller M. Div. tilsvarende. Foretrækker klinisk medlemskab i AAMFT og/eller ACSW, og Minnesota licens eller tilskudsberettiget licens i Ægteskabs- og Familie Terapi - Uafhængigt Klinisk Socialt Arbejde eller Psykolog. En teologisk uddannelse er også ønskelig."
Bemærk, at den mindst vigtige kvalifikation var en teologisk uddannelse. Det budskab, der ofte gives, er, at kristne mennesker, som søger tjeneste-muligheder i evangelikale kirker, er bedre stillede ved at lære teorier fra den verdslige samfundsvidenskab end Skriftens sandheder. Dette var ikke tilfældet for kun få år siden.
Psykologiens "succes"
Hvad har ændret sig? Har psykologi haft så stor succes i løsning af personlige problemer og "psykiske sygdomme", at de kristne har følt sig tvunget til at lægge bibelske råd bort og indoptage sekulære teorier? Det er klart, at den ikke har. Psykologien har for det meste ikke været i stand til at producere kontrollerede, videnskabelige undersøgelser for at bevise sin egen effektivitet. I mange undersøgelser er den procentvise andel af personer, "der viste en vis forbedring " efter måneders psykologisk rådgivning ikke signifikant forskellig fra personer, der søgte at løse deres problemer uden at søge "professionel hjælp." Mange undersøgelser - begyndende med Hans J. Eysenck 's offentliggjorte værk af 1952 - har stillet spørgsmålstegn ved eller undladt at dokumentere psykoterapiens effektivitet.
Martin & Deidre Bobgan vurderer de undersøgelser, der er gjort angående nytten af en sådan behandling, og konkluderer: "... den vigtige pointe er, at mens mennesker på et tidspunkt i psykoterapiens historie stolede på ”det talte ord” til støtte for den antagelse, at psykoterapi var en enormt succesfuld bestræbelse, så er der mange, der nu må erkender, at det kun var en antagelse, baseret på uvidenhed og entusiasme, subjektive meninger og forlydender."
De opsummerer i dette kapitel undersøgelser, der er foretaget, af psykoterapiens effektivitet. I et kapitel med overskriften "Selfism as Bad Science (selviskhed som dårlig psykologi)", udtaler professor i psykologi, Paul Vitz, "Vægten lægges ikke længere på et forsøg på at "bevise sandheden" af forskellige teorier om psykoterapi. Kliniske psykologer argumenterede tidligere ihærdigt for, at deres disciplin var en ”bona fide” (i god tro) videnskab til støtte for deres krav på sandheden (og for at hjælpe med at få millioner af skatte-dollars i støtte). I dag beskriver mange psykologi i kategorier, som ikke kan skelnes fra de, der anvendes i religiøse helbredelser og omvendelser."
En anden professor i psykologi er endnu mere mistænksom over for effektiviteten af psykologi: "På trods af oprettelsen af en sand hær af psykiatere, psykologer, psychometrists, vejledere og socialrådgivere, er der ikke sket nogen bedring i antallet af psykiske sygdomme, selvmord, alkoholisme, stofmisbrug, misbrug af børn, skilsmisser, mord og generelle ødelæggelser… I klar tekst er det mistænkeligt. Vi er tvunget til at nære den mulighed, at psykologi og beslægtede fag agter at løse problemer, de selv har bidraget til at skabe… Vi finder psykologer, der gør en dyd ud af selv-optagethed - og er overraskede over det øgede udbud af narcissisme. Vi finder psykologer, der rådgiver domstolene således: Der findes ikke ”slemme drenge” og heller ikke slette voksne, og derefter formulerer de teorier, som kan forklare stigningen i kriminalitet. Vi finder psykologer, der bryder familielivets bånd, og derefter gennemfører behandling af ødelagte familier.”
Utallige milliarder af dollars er i dette århundrede blevet brugt på området for mental sundhed. Kan du komme i tanker om én menneskelig sygdom, der er blevet helbredt som følge deraf? Lægevidenskaben kan opliste mange sygdomme, der er fundet et middel imod. En tur til lægen resulterer ofte i en behandling, som lægen trygt kan hævde, vil kurere sygdommen. Selv om psykologi har overtaget arenaen for de mentale og følelsesmæssige råd, og har defineret og kategoriseret mange problemer (selv om ingen ensartet teori om årsagen til disse problemer har fået nogen enig accept), har ingen helbredelse vist sig eller synes snart at ville vise sig. Mange har hævdet, at der ikke er gjort noget fremskridt i det hele taget.
"Hele Sandheden er Guds sandhed"
Under sloganet "Hele Sandheden er Guds sandhed" er meget materiale fra de sociale videnskaber blevet bragt ind i undervisning og øvelser i de evangelikale kirker. Hvis vi definerer Guds sandhed som den måde, hvorpå tingene er - objektivt set fra Guds perspektiv (som er ufejlbarlig) - er erklæringen korrekt. Men situationen er langt mere kompleks, end det vedkendes af omtalte fremgangsmåde.
Sandhed, der er konstateret med rimelig sandsynlighed gennem de videnskabelige processer, som anvendes på sociale og psykologiske spørgsmål, er ikke en trussel for bibelsk kristendom. Hvis vi tror, at Bibelen er ufejlbarlig og inspireret af Gud, vil vi ikke forvente, at den er uforenelig med de faktiske omstændigheder, som naturligt findes i det skabte univers. Dette omfatter fakta om menneskets natur, dets psykologiske sammensætning og dets samfundsmæssige relationer.
Problemet har været, at meget materiale, som kun delvist forstås af dens evangeliske brugere, og som ofte er bestemt til at gendrives af senere videnskabelige beviser, er blevet ukritisk promoveret som "Guds sandhed”. Et nyligt eksempel har været populariseringen af forskellene mellem venstre og højre hjernehalvdel til bestemmelse af personlighed, kunstnerisk evne, temperament, og kønsrelaterede forskelle imellem mennesker. Noget af materialet er også blevet sammenbygget med okkulte og New Age begreber.
Nogle videnskabsmænd, som tidligt forskede i hjernehalvdele, har været åbenlyst kritiske overfor mange af de populærvidenskabelige og uholdbare programmer, som har fundet sted. Andre forskere er skeptiske overfor, hvorvidt en person kan gøre ret meget for at styre hvilken halvdel af hans hjerne, der bliver brugt til en given aktivitet. Uanset hvad der måtte komme fra venstre- eller højre-hjernehalvdel, så er det klart, at "Guds sandhed” om den sag ikke er blevet bestemt med tilstrækkelig sandsynlighed. Men evangeliske kirker har afholdt hjernehalvdels-seminarer, hvor folk med ringe eller ingen videnskabelig forståelse af den menneskelige hjerne har undervist. Kristne lærer efter sigende at ændre deres talenter og personligheder ved at opererer ud fra forskellige halvdele af deres hjerner.
Spørgsmål til Psykologiske Integratorer
Jeg stiller følgende spørgsmål som nøgle-emner, der kræver svar, hvis præster og kristne medarbejdere i deres undervisning, tjeneste og rådgivning skal kunne stole på "Guds sandheder", som de er fundet i samfundsvidenskaben:
1) Hvordan kan vi acceptere eller forkaste de mange konkurrerende teorier, der bliver præsenteret for os i den nuværende litteratur, især når forskerne på disse områder ikke selv er i stand til at nå til enighed?
Thomas Kuhn, der er bredt respekteret indenfor den filosofiske videnskab, definerer begrebet "paradigme” som "universelt anerkendte videnskabelige resultater, der for en tid giver model-problemer og løsninger til de praktiserendes fællesskab". Han anfører, at meget tidlige arbejder indenfor videnskabelige satsninger ofte savner dette og giver eksempler på, hvornår de første paradigmer blev accepteret indenfor forskellige områder.
Om samfundsvidenskab siger han: "Det er stadig et åbent spørgsmål, hvilke dele af samfundsvidenskaben, der overhovedet har opnået et sådant paradigme.” Hvor er de almindeligt anerkendte videnskabelige resultater fra de sociale videnskaber? Det påhviler ikke de relativt utrænede kristne medarbejdere i de lokale kirker at finde dem, hvis forskerne ikke kan!
2) Hvornår har "Guds sandheder", som de findes i psykologi og sociologi, fyldestgørende og med rimelig sandsynlighed vist sig at integrere med fylden af den åbenbarede Sandhed, som findes i Skriften?
Nogle vil hævde, at da teologerne ikke kan blive enige om et sæt af åbenbarede sandheder i Skriften, står teologi, psykologi og sociologi på det samme usandsynligheds-niveau. Jeg kan ikke acceptere dette argument, da Bibelen er klar. De kristne kan kende de væsentlige sandheder, den åbenbarer. Evangeliske kristne og de fleste andre, der ikke afviser Skriftens myndighed, er enige om menneskets basale behov, som er omfattet af Skriften (såsom syndstilgivelse, den moralske kurs, mening og formål, der findes i at kende Gud gennem Jesus Kristus, forsikringen om evigt liv etc.). De fleste bibeltroende kristnes grundlæggende teologi er ikke nær så fragmenteret og forvirret som den fremherskende situation hos de sociale videnskaber.
3) Skal sandheder, som er indsamlet af skabelses-videnskaben, gives en ligefrem proportional signifikans i forhold til Bibelens åbenbarede sandheder, bedømt hermeneutisk (gennem ordentlig Bibelsk fortolkning)?
Dette spørgsmål er vanskeligt, og det er måske nødvendigt med yderlig forklaring fra kristne, som går stærkt ind for at integrere evangelisk kristendom med psykologi, antropologi og sociologi. Selv løsningen af sandhedsproblemet lader spørgsmålet om signifikans tilbage. Jeg har tidligere argumenteret for, at den store befuldmægtigelse, som den er angivet i Matt. 28:18-20, anviser os at undervise i, hvad Kristus lærte - ikke andet materiale. Ikke alt, hvad der er sandt, er relevant eller dybtgående. Hvad Kristus lærte, er relevant for det mentale og åndelige velbefindende hos kristne og andre, der har brug for Kristus.
4) Hvor mange præster og andre kristne medarbejdere har tid eller evner til at gennemgå strømmen af modstridende data fra disse områder og afgøre, hvad der er sandt, brugbart og relevant at integrere i hans eller hendes praksis?
Uddannede kristne psykologer har fortalt mig, at der er så meget materiale og så mange teorier, at de har måttet vælge nogle bestemte ud, der syntes at give mest mening for dem selv, og bruge dem i deres praksis. De har ikke gjort gældende, at disse er de bedste teorier, der er til rådighed – det er blot dem, som de selv synes at få de bedste resultater med. Dette er helt klart pragmatisk og mindre end den type videnskabelig præcision, som er nødvendig for trygt at kunne hævde at have nået til "Guds sandhed." Hvis uddannede fagfolk skal ty til dette, hvad skal den mindre psykologisk uddannede præst så gøre? Det er ikke særligt tilfredsstillende at opsnappe en aktuel bog om den nyeste pop-teori og bruger den.
5) Hvordan kan vi frigøre os fra (fjerne eller udrede) det okkulte og New Age fremgangsmåderne, som har været så stor en del af rådgivnings- og samfundsvidenskaberne i 1990erne?
Det er klart, at disse påvirkninger er store og mange. De har været en del af psykologien fra dens tidligste år, som det fremgår af Carl Jungs erklærede interesse i det okkulte og brug af "kosmiske ubevidste" tanker, som nu er et centralt tema i New Age. Dette vil ikke sige, at alle sociale videnskaber er okkulte, men at det okkultes indflydelse har været en integreret del af udviklingen.
Linjen mellem parapsykologi og ren psykologi er ikke klart defineret. Er sådanne begreber som ESP, åndelige energi-felter, mødet med andre personligheder igangsat under hypnose, visualisering og guidet billedsprog, indre børn med deres egne personligheder og hemmelige oplysninger at overbringe, trancer osv., som fremmes i mange populære psykologiske bøger og seminarer, så meget en del af erhvervet, at det gør det ubrugeligt for kristne? Der er alvorlige problemer her; hvem kan bebrejde præster, der beslutter at takke nej til alt dette?
6) Fører integrationen i kirken af den såkaldte "sociale videnskab" ikke nødvendigvis til udvikling af et psykologisk og sociologisk "præstedømme", som kan formidle deres uigennem-skuelige "sandheder" til de uindviede lægfolk?
I ApG 17:11 formanes brødrene til at søge Skriften for at efterprøve Paulus’ undervisning. Det var Paulus’ sædvane at gøre brug af Skriften for at vise, at Jesus er Messias (ApG 17:2,3 ). Hvilke "skrifter" kan de hellige søge til for at se, om over-bibelske, psykologiske teorier er sande? De befinder sig i den situation, at de må have tillid til den uddannede elite i disse spørgsmål.
I sin fremragende bog, "IDOLS FOR DESTRUCTION" fortæller Herbert Schlossberg om farerne ved, at elitære eksperter kører tingene for os: "Ved at kombinere sociale formål med ekspertise sættes scenen for en gnosticisme, hvor kun de specielle få har nøglen til universets hemmeligheder. Det er ikke noget, der kan læres ved at læse bøger, selv om eksperterne næsten altid er veluddannede. De skal også have de fornødne "sociale formål", da den viden, som er nødvendig for at køre samfundet, ikke blot kan meddeles rationelt. De er som Farisæerne, der lærte, at Gud ikke kun gav Moses en skriftlig lov, men også en mundtlig, der blev videregivet i generationer til de få privilegerede. Dette var nøglen til Farisæernes magt: de havde kundskaben til at låse betydningen af de fem Mosebøger op og var modtagere af en visdom, som ingen andre havde.
Flertallet, som jo ikke besidder esoterisk viden, har intet andet valg end at vende sig til eliten for at få deres liv håndteret. Bed aldrig "de oplyste" om deres generalieblad - det er en række af skjulte katastrofer - bare accepter den tro, at de har livets skjulte hemmelighed."
Schlossberg skriver om det amerikanske samfund, men princippet om herredømmet hos de, der har adgang til "esoterisk" kundskab (bestemt til kun at forstås af nogle specielle få) har lignende konsekvenser i kirken. Samfundsforskernes formodede sandheder og teknologier passer sikkert til denne kategori af viden. Der er et stort pres på os for at lægge vore og vore børns liv i hænderne på disse elitære sjæls-teknikere, der besidder "sandheder", som ikke er tilgængelige for fletallet af de præster og kristne, der kender Bibelen.
7) Hæver de, der går ind for at integrere psykologi og sociologi med bibelsk lære, disse menneskelige teorier til samme niveau som bibelsk Sandhed, eller sænker de bibelsk Sandhed til niveauet for de udokumenterede teorier?
Denne risiko er reel. Kirkehistorien fortæller om mange sager, hvor grupper har indoptaget verdslig filosofi (såsom rationalismen) og så har mistet troen på den bibelske åbenbaring. Hensigten kan være at integrere de to uden at beskadige nogen af dem; men den praksis resulterer ofte i underkendelse af den bibelske tro.
Svarene på disse spørgsmål er vigtige, og en mangel på rimelige svar på dem betyder betydningsfulde problemer for integratorerne. Måske kan nogle besvares. Hvad der ikke kan, er den nuværende praksis med naivt at vedtage udokumenteret teori og lære og anvender dem til undervisning og vejledning i kirken. Dette kan ikke begrundes ved mundrapt at citere det dobbelttydige "hele sandheden er Guds sandhed". Det rejser tvivl. Det underliggende problem er Pilatus' spørgsmål: "Hvad er sandhed"? (Joh 18:38 ). Guds Sandhed kan ikke adskilles fra Jesu Kristi person, gerning og undervisning.
”Integrations"-processen er blevet anderledes end det, der var forudset i teorien om at tilføje "Guds sandheder" - åbenbaret gennem psykologi - til Skriftens Sandhed. Dette er dokumenteret i en velskrevet artikel af David Powlison med overskriften "INTEGRATION OR INUNDATION (Integration eller oversvømmelse)?" Den findes i bogen "POWER RELIGION", redigeret af Michael Scott Horton.
Powlison skriver: "I stedet for at skildre det bibelske syn på mennesket først til kirken og derefter til psykologer, indførte integrationisterne et sekulært syn i kristendommen… Kristne psykoterapeuter tror generelt, at Bibelen er utilstrækkelig, når det kommer til udforskning og forklaring af betydelige ting i den menneskelige psyke."
Han fortsætter: "Psykologiens spekulative myter rekonstruere den menneskelige natur på en måde, der er fundamentalt forkert og vildledende. Det er konkret bibelsk, at de kristne vejleder i menneskelige behov."
Når ideer er grundlæggende uforenelige - som de er i bibelsk kristendom og moderne psykologi - skal deres integration resultere i ødelæggelse af den ene eller den anden part. I dette tilfælde er det Bibelen, der er ændret eller fjernet, mens idéerne fra psykologien forbliver uskadte.
Dette vil ikke sige, at det er upassende for videnskaben at studere menneskelig adfærd og forsøge at forstå den. Det er kun rimeligt, at vi ønsker at løse, hvad der synes at være det eneste områder i det menneskelige dilemma, som er uigennemtrængeligt for en teknologisk løsning. At bringe en mand til månen har vist sig at være simpelt i forhold til at løse de psykologiske og sociologiske problemer hos den menneskelige race. Så længe, der er mennesker og problemer, vil der være en indsats for at forstå og løse disse problemer.
Spørgsmålet er: Når der mangler en sekulær og videnskabelig løsning på dette dilemma (hvilket ikke nogensinde helt kan findes, fordi kun Gud kan forløse sjælen), hvorfor lægger man så den bibelske Sandhed bort? Hvorfor opgive det, der er "nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed” (2. Tim 3,16) for det, som endnu ikke har givet os noget klart og samstemmende om sandhed og svar?
Jesus Kristus er vor Skaber (Joh 1:3; Kol 1:16 ; Hebr 1:2) . Han har en fuldkommen viden om mennesket, herunder hjertets motiver og hensigter. Han har magten til at helbrede, kærligheden og nåden til at tilgive, og Han udtrykker og lærer den Sandhed, der vil sætte os fri.
Esajas 28 gengiver en anklage mod Israel for at svigte Guds undervisning og gå i alliance med Egypten i håb om at blive frelst fra Assyrien. Midt i dette kapitel er en ofte citeret messiansk profeti (Esajas 28:16 ). Vers 20 bruger en metafor til at beskrive verdens bestemmelse: "Sengen er for kort til at strække sig ud i, tæppet for smalt til at dække sig med." En klar konsekvens af Esajas 28 er, at når Messias lægges i hænderne på en menneskeskabt, sekulær sandhedsmodel, bliver resultatet utilfredsstillende
Den psykologiske seng, hvorpå den kristne forsøger at strække sig ud, er for kort. ”Derfor siger Gud Herren: »Se, i Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten. Det er en kostbar hjørnesten, der lægges. Den, der tror, skal ikke være urolig." (Esajas 28:16).
-------------------
