Manuskript til radioudsendelse om "Kirkevækstbevægelsen" - Del I af IV.

Første af 4 udsendelser i LUMI radio Aalborg.
Oktober 2010.
Ved Poul Erik Haahr.
(Som pdf-fil her)

Kirkevækstbevægelsen er tema for denne og 3 efterfølgende udsendelser. Det er relevant, fordi bevægelsen påvirker alle kristne i hele verden med deres tanker og ideer – og det uden undtagelse. Den måde, vi tænker på, måden vi tilrettelægger arbejdet på, måden der forkyndes på. For at kunne forholde sig til disse forandringer er man nødt til at sætte sig lidt ind i, hvad kirkevækstsbevægelsen egentlig er for en størrelse, hvem står bag, hvad står de får, hvordan de gør, og hvad det er, de lærer os.

I Bibelen lyder det vi kalder for Missionsbefalingen sådan:
”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage ind til verdens ende.” Det står i Matt. 28.

”Gør alle folkeslagene til mine disciple”
Og det er egentlig det, kirkevækstbevægelsen så gerne vil, nemlig at nå ud til kirkefremmede, overbevise dem om Guds kærlighed og gøre dem til Kristus efterfølgere.

Og de er gode til det, de gør - det virker!
I USA, hvor kirkevækstbevægelsen stammer fra, findes der i dag mange såkaldte megakirker med over 1.000 ugentlige kirkegængere, og nogle er endda i stand til at samle over 20.000 til gudstjeneste hver søndag. Det er næsten helt svimlende tal. De kan et eller andet, og erfaringen er, at de menigheder, der tager deres tanker og ideer til sig, oplever vækst – at der kommer flere.

Men hvordan ser det ud hos os?
Nu har vi siddet i kirke og missionshus i mange år, og der kommer kun sjældent nye - det er som om, vi ikke formår at komme ud over rækværket. Budskabet er ligesom stivnet, og det vi har, er der stort set ingen, der er interesserede i. Vækkelse og fremgang er noget, vi har læst om. Selv oplever vi det modsatte. Vi bliver færre og færre.

Det gør ondt, for der er ikke noget, vi ønsker mere end at flere skal komme til tro på Jesus - få del i det bedste, vi har. Så er det egentlig ikke så mærkeligt, at der er nogen, der skeler til kirkevækstbevægelsen og deres gode ’resultater’. Hvordan gør de? Hvordan bærer de sig ad? Kan vi lære noget? Er deres ideer brugbare hos os? Kan vi også få del i den fremgang i Guds riges arbejde, som de oplever?

Skulle vi tage på en konference, hvor vi kan høre mere og tage ved lære?
Som sagt, så gjort. Mange ledere i det danske kirkeliv tog af sted til den første kirkevækst-konference, der blev afhold i København i 2001.

Efterfølgende blev kirkevæksttankegangen introduceret for mig og mange andre ud over det ganske land. Umiddelbart virkede det spændende og tiltalende. Men som tiden gik, blev det tiltalende stille og roligt afløst af en indre uro, der bare voksede og voksede. Hvorfor, kunne jeg ikke redegøre for, men jeg fornemmede, at noget ikke var, som det skulle være, som det burde være.

Så i slutningen af 2002, 1½ år efter jeg blev introduceret for kirkevækstbevægelsens tankegang, stødte jeg helt tilfældigt på en artikel på internettet om bevægelsen. Indholdet undrede og bekymrede mig. Hvis det skrevne var sandt, var der et eller andet helt galt, for det, jeg læste, var i strid med alt det, jeg havde hørt, lært og læst om Gud og kristendommen, siden jeg var barn.

Jesus advarer mange gange sine disciple mod at tro på alt, de hører. Klart og stærkt. Mange falske profeter vil opstå, siger han, og de vil føre mange vild, og Jesus opfordrer os indtrængende til at gå tæt på og undersøge nærmere, om det, der formidles, er i overensstemmelse med det, Han har lært os, med det Bibelen lærer os.

Det blev startskuddet til en nærmere undersøgelse af bevægelsen. Siden slutningen af 2002 har jeg læst meget fra ledende personer i bevægelsen, læst analyser og rapporter, krydstjekket oplysninger for at se, om de var holdbare og selv skrevet en række artikler om emnet. Det er en lille flig af den viden, jeg har fået gennem disse år, jeg gerne vil fremlægge i disse udsendelser.

Inden jeg går i videre, vil jeg gerne påpege to helt afgørende forudsætninger for at forstå, det jeg siger.

For det første: Jeg tror, at Gud taler til os gennem sit ord – Bibelen - og at dette ord er sandt og troværdigt. I Bibelen siges der, at ’ikke en tøddel skal forgå, før end det er sket alt sammen’, og et andet sted står der: ’Bibelen er en lygte for vor fod, en lys på vor sti’, der gør, at vi kan finde vej. Vi er altså ikke overladt til os selv, når vi skal skelne mellem ret og uret, mellem det ægte og det falske, mellem sandhed og løgn, mellem lys og mørke – Guds ord viser os vejen. Ordet er og må være prøvesten og dommer for det, vi møder. Ikke hvad jeg tilfældigvis selv måtte tænke, mene og føle og have af motiver for det, jeg gør. Ordsprogenes bog udtrykker det så rammende i kap 16: ”En vej kan forekomme en mand rigtig og dog føre til døden.”

Den anden forudsætning er, at ingen kan vurderes på et enkelt forhold. Der skal være en dybere sammenhæng.

Tidligere og nu afdøde leder af Dansk Bibelinstitut, Nils Ove Vigilius, beskrev engang den indre sammenhæng, der altid er, på denne måde:

Citat: ”… I skriften består der aldrig noget modsætningsforhold mellem disse to begreber: læren og livet. Der består tvært imod en indre uopløselig enhed og korrespondance dem imellem: Sådan som læren er, sådan bliver forkyndelsen; som forkyndelsen er, sådan bliver troen, for troen kommer af det, som høres (Rom. 10,17); og sådan som troen er, sådan bliver livet, sådan bliver frugterne. Derfor siger Jesus, ”af deres frugter skal I kende dem!” (Matt. 7.16). Svigt i livet er et vidnesbyrd om svigt i troen; det er jo den, livet udspringer af; svigt i troen tyder på svigt i forkyndelsen, og svigt i forkyndelsen udspringer af svigt i læren. Er læren ret, og tages der vare på den sunde lære, da kan også livet bevares sundt. Viges der derimod af fra den sunde lære, forvrænges og forfalskes den, da bliver også livet vrangt. Sådan forholder det sig i skriften – og i livets og erfaringens virkelighed”. Citat slut.

Med andre ord – undersøg grundigt, se efter, studer detaljerne, men stir dig ikke blind på enkeltforhold, løft hovedet og se efter: er der en rød tråd, der går gennem det hele? Er der en indre, dybere sammenhæng, der binder det hele sammen.

Kirkevækstbevægelsen, som vi møder den i dag, er ikke nogen veldefineret organisation, velordnet struktur med klare veldefinerede teologiske holdninger. Det kommer så at sige fra mange sider og på mange måder. Alligevel er det i bund og grund det samme, de bygger på, gør og formidler. Der er altså mange personer involveret, og det er umuligt at give et overblik over det hele. Der er variationer fra sted til sted, nuancer og forskelligheder, selv om bundlinjen er den samme.

Derfor vil jeg følge den historiske linje, der er mest interessant i de evangeliske sammenhænge, jeg selv kommer i.

Tankegangen bag kirkevækstbevægelsen tilskrives en tidligere missionærsøn, Donald McGavran, der voksede op i Indien. Han rejste hjem til USA for at studere teologi. Her blev han tiltagende frustreret over den manglende vækst, og derfor begyndte han på såvel teologiske som sociologiske studier med det formål at finde ud af, hvad der skabte vækst, og hvad der hindrede det. Grundholdningen var, at Gud vil, at hans kirke skal vokse. Derfor var det også forventeligt med vækst. Vokser den ikke, er det fordi, der er noget galt. Det førte til den pragmatiske holdning: De tiltag, der giver vækst, er det, Gud har velsignet. Giver det ikke vækst, så forkastes det, for så er det, fordi Guds velsignelse ikke hviler over det.

Grundholdningen er rigtig – Gud ønsker vækst, men det, McGavran kom frem til, er i klar modstrid med det, Bibelen lærer. Ofte er det stik modsat – at der er tider med åndeligt forfald og frafald - noget som Bibelen beretter om igen og igen. Årsagen var hver gang frafald fra Guds ord. Prøv f.eks. at læse Paulus’ andet brev til Timotheus ind i denne sammenhæng.

En anden amerikaner, C Peter Wagner lagde til, at ville man have vækst, må man fokusere på Helligånden og nådegaverne – sørge for at de kom i funktion. Endvidere fik erhvervsfolk som Peter F Druckers tanker omkring organisering og ledelse stor betydning.

Der var mange ledere, der eksperimenterede med den nye inspiration og havde held med at omsætte det i praksis. Det virkede!

En af dem, der fik afgørende indflydelse på den videre udbredelse af kirkevækstinspirationen, var Robert Schuller, der var præst i Garden Grove i Californien. Hans mål var at nå kirkefremmede med evangeliet. Han startede fra nul og opbyggede i løbet af de kommende år en stor menighed og endte med at bygge en kæmpekirke, ’Krystalkirken’ en imponerende bygning helt i glas, der i øvrigt er en af de største turistattraktioner i Los Angeles.

Om sig selv og hans rolle siger han:
”Jeg var den første person til at introducere virkelig kirkevækst til den amerikanske kirke….

Selv om det lyder meget lidt beskedent, må jeg medgive, at han meget langt hen ad vejen har ret. Hvordan bar han sig ad? Hvad grundede han sin succes på? Hvad var det, der gav vækst?

To forhold var afgørende:
For det første blev han kendt for det, der betegnes som de ”guldkantede 4 trin til succes.”

1) identificer målgruppen
2) registrer målgruppens behov og ønsker ved f.eks. spørgeskemaundersøgelser.
3) imødekom målgruppens præferencer m.h.t. stil, sted, musik og budskab
4) skab et socialt miljø, hvor målgruppen kan komme tilbage for fremtidig behovstilfredsstillelse og tilhørighed.

For det andet besluttede han, i henhold til målgruppens ønsker, at han kun ville tale om Guds kærlighed og aldrig om synd, altid se positivt på mennesket og dets potentiale og muligheder. Denne positive tænkning gav han videre til tilhørerne, og de strømmede til, og han blev den meste elskede TV-prædikant nogensinde med millioner af tilhørere, hver søndag. Hvad betød det så i praksis?

Nogle enkelte udtalelser afslører, hvad det er han formidler. Han siger bl.a. ”Folk skal mødes med følelser, og psykologiske behov skal imødekommes. Menneskets værste problem er, at det har mistet sin selvagtelse. Er selvagtelse ikke tilstede, er en person i helvede”

Det er med andre ord ikke synden, der er menneskets værste problem, fører et menneske ind under Guds evige dom og til helvede, sådan som Bibelen lærer. Problemet er ifølge Schuller det modsatte.

Han siger videre:
”Jeg tror ikke, noget er blevet gjort i Kristi navn og under kristendommens banner, som har vist sig mere destruktivt for den menneskelige personlighed og derfor i modsætning til vores evangeliske opgave, end den rå, besynderlige og ukristelige strategi, som går ud på at gøre mennesker opmærksomme på deres fortabte og syndige tilstand”.

Et sådant budskab er dybt rystende, i direkte strid med, ja, et frontalt angreb på Biblens budskab og det, der har lydt i og båret den kristne menighed og kirke op gennem alle tider. Schuller forkaster hele Jesu frelses- og forsoningsværk på Golgata, det, der er hele omdrejningspunktet i Bibelen. Han fjerner helt nødvendigheden af en forsoning.

Nu kan en såkaldt evangelikal præst dårlig tillade sig at sige, at Jesus ikke døde på korset. Men når han nu ikke døde for at sone synden, hvorfor døde han så? Schuller siger:”Jesus kendte sit eget selvværd, hans succes ledte ham til at værdsætte sig selv…..Han bar korset for at hellige sit eget selvværd”.

Det er vist ikke muligt for en evangelikal præst at komme længere bort fra det sande evangelium. Jesus døde af én eneste årsag. For at sone din og min synd, gå ind under Guds vrede og dom i dit og mit sted, for at hans retfærdighed over for Gud skulle blive min.
Schullers budskab er slet og ret antikristeligt på alle måder. Alligevel blev han populær med sit positive budskab, og da mange spurgte til hans succes, oprettede han et ledertræningscenter: ”Institute for Succesfull Leadership”, for at give sine erfaringerne videre.

Men hvad siger Bibelen i Gal 1, 6-9?
”Jeg undrer mig over, at I så hastigt lader jer vende bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, til et andet evangelium, som slet ikke er et evangelium; der er bare nogle, som forvirrer jer og søger at forvrænge Kristi evangelium. Men om så vi selv eller en engel fra himlen forkyndte jer et andet evangelium end det, vi har forkyndt jer, forbandet være han. Som vi allerede har sagt, siger jeg nu igen: Hvis nogen forkynder jer et andet evangelium end det, I tog imod, forbandet være han.”

Videre lyder det i Rom 16,17 stærkt og enkelt:
”Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem!”

Ringeagt af Guds ord er ringeagt af Gud selv! Der lød advarende røster mod at lytte til Schuller: ”hold jer fra ham”, men mange blev forblændede af hans overvældende succes og ringeagtede advarslerne. De ønskede at få del i væksten. De tog af sted til Schullers ledertræningskurser for at høre og tage ved lære.

I 1 Joh 4,1-3 står der:
”Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden.”

To af de mange, der ringeagtede advarslerne og derved satte sig ind under antikrists ånds indflydelse, fik helt afgørende betydning for kirkevækstbevægelsens videre udbredelse, og dem vil jeg fortælle om i næste udsendelse, Bill Hybels og Rick Warren.

Her vil vi i stedet slutte denne første udsendelse om kirkevækstbevægelsen med en sang, der udtrykker det stik modsatte af det, Schuller formidler. Første vers i sangen lyder:

Klippe, du som brast for mig,
lad mig skjule mig i dig!
Lad den blodets strøm, som flød
fra din side, hvid og rød,
frelse mig og to mig ren
for al syndens skyld og mén.