Anden af 4 udsendelser i LUMI radio Aalborg.
Oktober 2010.
Ved Poul Erik Haahr.
(Som pdf-fil her)
I den første udsendelse om kirkevækstbevægelsen var jeg inde på, hvordan bevægelsen slog rod ved, at nogle menneskers gjorde sig nogle tanker om, hvordan der kan skabes vækst i de kristne forsamlinger. Tanker, der byggede på pragmatisme – at de tiltag, der medførte, at der kom flere i kirken var under Guds velsignelse, uanset hvad. Tanker, der byggede på, hvad der skulle vægtlægges i menigheden (og det var ikke forkyndelsen, men Helligåndens gaver, og at nådegaverne kom i funktion), og endelig tanker hentet fra erhvervslivet om, hvordan det hele skulle organiseres og ledes, sådan at det blev spændende og attraktivt for kirkefremmede at ændre livsstil, så de brugte søndag formiddag på at gå i kirke i stedet for alt muligt andet.
Jeg talte også om Robert Schuller, der tog tankerne til sig og omsatte dem i praksis. Han fik en enorm vækst lokalt, og millioner så hans ugentlige TV-transmitterede gudstjenester. Succesen gjorde, at andre ville lære af ham, og derfor oprettede han et ledertrænings-center: ”Institute for Successfull Leadership”.
Men, hvad var det der gjorde, at Schuller var så populær. Jo, han tilrettelagde arbejdet efter, hvad de kirkefremmede gerne ville have, og så besluttede han, at han kun ville frembære det, der opfattes som positiv, og denne positive tænkning ville han give videre til tilhørerne. At han aldrig ville tale om synd. At han kun ville tale om en side af Guds væsen, Hans kærlighed.
Jeg fremlagde eksempler på, hvordan Schullers budskab er i direkte modstrid med det, vi møder gennem Biblen, at det er et ’andet evangelium’. Et budskab, som Bibelen bruger meget stærke advarende ord om. F.eks ord som forbandet i Gal 1, eller antikrists ånd i 1 Joh 4.
Det er altså bibelens klare dom over Schullers budskab. Forbandet og Antikristeligt. At det forholder sig sådan, fik jeg under mine studier bekræftet fra en, for mig højest uventet kant – nemlig fra antikristelig hold inden for det, vi kalder for New Age bevægelsen. Inden jeg kommer ind på det, vil jeg lige påpege et element, som er kendetegnende for New Age-bevægelsen ifølge et leksikon. Nemlig:
”Der er ingen formel eller klar grænse for, hvornår man er medlem af en new age-gruppe. Man kan opfattes som new age-tilhænger, hvis man opsamler mange forskelligrettede skoler og praksisser, hvorpå man sammensætter sin egen tro og praksis ud fra de erfaringer, man har gjort sig.”
Det er tankevækkende, at denne beskrivelse af, hvordan New Age bevægelsen formes fra mange sider, er en præcis beskrivelse af, hvordan kirkevækstbevægelsen opstod!
Men tilbage til bekræftelsen af, at Schullers budskab er antikristelig visdom. Bogen ”Et kursus i mirakler”, der blev udgivet i 1976 for første gang, hører hjemme under New Age litteraturen, som et centralt værk. Skrevet af Helen Schucman. Gennem 7 år havde hun modtaget diktat fra en ånd, der kaldte sig Jesus. Formålet var, sagde han, at korrigere misforståelserne i Bibelen, sådan som vi kender den. Budskabet er overordnet præcist det samme, som det vi møder hos Schuller: at det er en illusion, at synden adskiller fra Gud; at mennesket skal befries for det dårlige selvbillede, som tale om synd medfører; at Gud er kærlighed og intet andet og ikke kan handle i strid med det.
Sagt med andre ord. Den vækst Schuller opnåede, var ikke vækst i bibelsk forstand. Det er, som der står skrevet hos 2 Tim 4,3-4: ”For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter.”
I stedet for vækst er Schuller en eksponent for forførelse og frafald! Hold jer fra dem! Lyder det klart, enkelt og letforståeligt i Bibelen om sådanne personer som Schuller.
Der var rigtig mange kristne ledere, der trodsede den bibelske formaning. To af dem fik helt afgørende betydning for den fortsatte udvikling i kirkevækstbevægelsen. De fik bevægelsens indflydelse til at eksplodere på verdensplan, og det er da også dem, der om nogen har bragt kirkevækstinspirationen til Danmark.
De to var Bill Hybels fra Willow Creek i Chicago og Rick Warren fra Saddleback, Lake Forest i Californien. Som unge, spirende præster tog de til Schullers lederseminar for at få hjælp og inspiration til at starte en kirke for kirkefremmede, der hvor de kom fra. Egentlig et godt og fint motiv i forlængelse af missionsbefalingen.
Men det, de gjorde, var i strid med Guds bud, og det fører aldrig nogen velsignelse med sig, tværtimod. Bibelen giver et skræmmende eksempel på det. Saul var konge i Israel, udvalgt af Gud, men han handlede imod og ringeagtede de bud, han fik, og derfor blev han forkastet af Gud – det kan du læse om i 1 Sam 15,1-23. I det afsnit står der også, at Gud ikke efterspørger det, vi kan frembringe, men derimod lydighed mod Hans ord! Det er at tjene og ære Ham.
Nu kan vi alle komme galt af sted, og ret beset er ikke én eneste af os fejlfri. Derfor er det også muligt, at Hybels og Warren mere eller mindre uforvarende havde ringeagtet formaningen om at holde sig væk. Det helt afgørende er, hvad de gjorde efterfølgende. Hvad gjorde de, da de kom hjem?
Skiftede de kurs og gjorde op med det falske og forførende, advarede de mod det, de havde mødt, eller fortsatte de den linje, de havde fået udstukket ved lederseminaret hos Schuller?
Det vil jeg bruge resten af denne og så næste udsendelse til at se nærmere på. Resten af denne udsendelse vil jeg bruge på at se nærmere på nogle ydre forhold – det vi kan kalde livet og i næste udsendelse vil jeg så se nærmere på, om der er en nøje sammenhæng til de indre forhold – det de lærer videre, troen.
Her vil jeg se nærmere på tre personer, som Hybels og Warren samarbejder med, fordi de finder, at samarbejde er i forlængelse af det, de gerne selv vil og til gensidig gavn.
Den første er Ken Blanchard.
Ken Blanchard, der beskriver sig selv som en personlig kristen gennem mange år, er stifter af og direktør i et stort internationalt rådgivningsfirma – ”Ken Blanchard Companies”. Firmaets ekspertise er coaching inden for alle former for ledelse, marketing og opbygning af teams og organisationer, visioner og stategier.
På et tidspunkt startede KenBlanchard en organisation, "Lead like Jesus" (at lede som Jesus), der afholder regelmæssige kurser for kirkeledere. I opstarten fik han en blåstempling og væsentlig hjælp fra Bill Hybels og Rick Warren ved at de begge, ud over at afholde indlæg, var aktive i organisationskomiteen.
Blanchard har endvidere skrevet en bog sammen med Bill Hybels om spiritualitet på arbejdspladsen (Leadership by the Book). Ken Blanchard var også foredragsholder ved Bill Hybles såkaldte ’Global Leadership Summit’ i 2005 i Willow Creek.
Da Rick Warren første gang lancerede tankerne om sin storslåede, globale PEACE-plan tilbage i november 2003, fremstillede han Blanchard som manden, der skulle hjælpe med den kæmpeopgave, det var at træne og coache ledere ud over hele verden.
Blanchard er altså en mand som Hybels of Warren har tillid til, gerne vil hjælpe, og som de selv bruger aktivt. Men hvad er det for en kristendom, Ken Blanchard formidler og anbefaler?
Ken Blanchard træffes i mange forskellige ´spirituelle` sammenhænge og anbefaler en lang række bøger, enten på omslaget, i forordet eller i anden sammenhæng, der indholdsmæssigt er genneminfiltreret af en spirituel/åndelig tankegang, som er direkte ubibelsk, og ikke kan beskrives som andet end New Age. Endvidere sidder han som rådgiver i en klassisk New Age organisation der hedder ”The Hoffman Institute”. Om instituttets mål kan man bl.a. læse følgende, frit oversat. Sammenhængen er den, at der tales om nærdødsoplevelser, hvor folk ser et lys, eller har kontakt til det, der i anførselstegn anføres som ’Gud’:
”Mennesker har søgt efter en måde at forbinde til og kommunikere med denne væren (Gud). Det er lykkedes for nogle gennem forskellige former for spirituel praksis. I 1976 blev jeg klar over, at fordi vi er en del af dette ’lys’, måtte vi være i stand til at kommunikere med og tage direkte kontakt til dette lys, når vi vil og uden mellemled. For at fremme dette, udviklede jeg ’Lys-rejse visualisering’, gennem hvilken enhver kan gå ind i dette lys af fred og lidenskab. Erfaringen er dybt bevægende. Hvis det ønskes, kan praktisk taget alle erfare at være i lyset, og deres åndelige jeg som værende en del af lyset”. Citat slut.
Et af målene er, at deltagerne skal leve i tilgivelse af andre og af sig selv. Mennesket er altså dybest set en del af lyset, Gud. Slangens tale i paradiset om igen - det samme som New Age bevægelsens højere bevidsthed.
Den anden, jeg vil trække frem, er Leonard Sweet, en særdeles indflydelsesrig evangelikal præst i USA. Han er myreflittig både som foredragsholder og som skribent. En af de bøger, der har haft størst betydning, hedder "Quantum Spirituality", der, som titlen viser, handler om spiritualitet. Bogen kan downloades via internettet. Det er ikke en kristen bog! Bogen indeholder godt nok nogle tanker fra kristendommen, men tyngden og værdien af de bibelske udsagn er ligestillet med tanker fra filosofiens og mysticismens mangfoldige verden. Det hele blandes så med videnskabelige teorier af forskellig art, inklusiv kvantefysik, der nok har givet ideen til bogens navn. Hvad ender det hele op i? Et utroligt miks af åndelig, spirituel nytænkning, vel at mærke sådan, som Sweet synes det skal være.
I forordet fremfører Sweet, at kristendommens ´gamle lærdomme` må udskiftes med nye lærdomme fra ´det nye lys`. Han erklærer, at denne ”ny lys bevægelse er en radikal trosbekendelse, der er villig til at danse efter nye rytmer”.
Gennem bogen bruger han New Age udtryk og termer som f.eks. ´Kristusbevidstheden`, ´højere selv` og ´kanalisering af Kristus-energi`.
Med dette in mente er det ikke underligt, at Leonard Sweet udbringer en tak til flere klassiske New Age personligheder, for at de har hjulpet ham med at finde ´det nye lys`.
Nyt lys. Nye definitioner. Kristen på en ny måde! Så er vi fremme ved Emergent Church bevægelsen, hvor Leonard Sweet er en af lederne sammen med den måske mere kendte, Brian McLaren, der er kendt i Danmark gennem bøger og undervisning.
Hvordan forholder Bill Hybels og Rick Warren sig så til en mand som Leonard Sweet og til Emergent Church bevægelsens ledere som sådan?
Ja, de samarbejder på livet løs og ser altså ikke nogen betydende modsætning i mål og midler. Warren anbefaler bredt Sweets bøger, og få år efter udgivelsen af ’Quantum Spirituality’ lavede de en videoserie sammen, der hedder ´The Tides of Change` som handler om at ´ride med på den nye bølge indenfor tjeneste`.
Den sidste jeg vil trække frem er en kendt musiker, som såvel Hybels som Rick Warren er med til at bære frem som en, der er værd at lytte til, et eksempel til efterfølgelse mhs. til indflydelse og magt.
Mange opfatter denne musiker som en kristen, fordi han regelmæssigt har et åndeligt indhold i sine sange. Men når man går lidt under overfladen, så krakelerer det kristne. Følgende klip er fra et interview, han havde med John Hawkins fra noget, der hedder ’Right Wing News’, hvor de taler om hans engagement blandt fattige i Afrika. Jeg citerer:
John Hawkins: ”Åh, så det var det, der inspirerede dig til at gå ind i kampen mod fattigdom?"
NN: "Nej, nej, men det var den nat. Edge og jeg havde et par prostituerede med på vores hotelværelse. Den ene så på mig og fortsatte: ”Du er ham fyren, der vil bekæmpe fattigdom, ikke sandt? Det er så sødt – jeg vil give dit livs kn…”Det var da, jeg forstod, at jeg var i gang med noget. Så fra da af begyndte jeg at tale om global fattigdom ved alle mine koncerter."
John Hawkins: "Så en LUDER fik dig i gang med at tale om fattigdom?"
NN: "Det og så en vision fra Gud."
John Hawkins: "Woah?!? En vision fra Gud?!?"
NN: "Ja. Mærkelig nok talte Gud til mig lige efter, at Edge og jeg havde drukket tre flasker whisky hver. Den nat sagde Gud til mig: ”Kæmp for de fattige i Afrika. I Zimbabwe, Nigeria, New Zealand, Syd Afrika, Brasilien eller hvor som helst, det måtte være i Afrika, hvor disse fattige mennesker ikke har penge til at købe vores musik. Gud sagde også til mig, at jeg skulle fastgøre alle møblerne i hotelværelset til loftet – hvilket jeg gjorde med god hjælp fra Edge. Den hotelregning kostede mig 4.000,- $, men du forstår, hvad kan man gøre, når Gud bliver involveret.”
Uanset at der under artiklen står at det er humor og satire er der kun ét ord der dækker sådanne udtalelser. Gudsbespottelse af værste skuffe.
Hvem er denne musiker, der frimodigt siger noget sådant? Bono fra U2, der er en af verdens absolut mest succesrige rockgrupper.
Ser man grundigt efter, finder man det samme i flere af hans sange, f.eks. i den uhyre populære ”I still haven't found, what I'm looking for” (jeg har stadig ikke fundet, hvad jeg leder efter), hvor han synger om, hvordan han har ledt efter en dybere mening forskellige steder. Titlen på sangen er omkvædet, der går igen og igen efter hvert vers. Han slutter så i sidste vers med at synge om det, Jesus gjorde på korset, for så vidt godt og ret. Men var det det, han gerne ville trække frem og pege på? I så fald er han sproglig analfabet, for han afslutter sangen med at synge omkvædet fire gange – jeg har stadig ikke fundet, hvad jeg leder efter. Så let som ingenting kunne han have ændret omkvædet til ’But now I have found, what I’m looking for’ (Men nu har jeg fundet, hvad jeg ledte efter). Ved det, han reelt synger, fornægter han åbenlyst værdien af det, der skete på Golgata!
Hvad er der sket med brugen af Bono i kristne sammenhænge, siden Hybels varmt anbefalede ham ved en lederkonference? Hans musik er blevet anerkendt og bliver brugt tiltagende, bl.a. til gudstjenester rundt omkring i Danmark og i udlandet.
Jeg har blot fremhævet tre personer her. Mange andre kunne være trukket frem med en helt tilsvarende teologisk profil – desværre, for det er en tragedie. Som der står skrevet: ”De har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft”. Læg mærke til, at Hybels og Warren ikke forkynder evangeliet om Kristus, der døde for deres synder, for disse personer – nej de bruger dem aktivt, og de giver dem en platform, de kan tale fra.
Linjen, som Robert Schuller udstak, går altså ubrudt igennem i det ydre. Hybels og Warren ændrede ikke kurs. Med dette in mente er der heller ikke noget mærkeligt i, at de begge to vendte tilbage til Robert Schuller som undervisere ved hans lederseminarer. Hybels deltagelse var endda en årlig tilbagevendende begivenhed på nær enkelte udfald.
Skal vi konkludere om det ydre, livet, er der således tale om en endog meget alvorlig og konsekvent brist, der afslører en mangel på sund, bibelsk dømmekraft hos såvel Bill Hybels som Rick Warren i en sådan grad, at det gør dem totalt uskikkede til at betræde nogen som helst lederposition i en kristen kirke.
Men det er de, og som anført med ufattelig succes. Men det er også kun det ydre, jeg har talt om. Er det kun her, der er et brist? Hvad med deres teologi, det de lærer?
Det vil jeg se nærmer på i næste udsendelse.
Oven på al den elendighed vil jeg gerne slutte med en lille opmuntring og triumf, der peger på det, kristendom reelt handler om - Jesus. Det han har gjort for mig og det håb, hans forsoningsværk giver. Sangen er ”Navnet Jesus blegner aldrig”.
