Tredie af 4 udsendelser i LUMI radio Aalborg.
Oktober 2010.
Ved Poul Erik Haahr.
(Som pdf-fil her)
I Salme 1 lyder det i de første vers: ”Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, som ikke går på synderes vej og ikke sidder blandt spottere, men har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat”, og i Ordsprogenes bog kap. 4,14-15 lyder det tilsvarende: ”Hold fast ved belæringen, slip den ikke, tag vare på den, for den er livet for dig. Uretfærdiges sti må I ikke gå på, ondes vej må I ikke slå ind på; undgå den, gå ikke ad den, drej af fra den, og gå videre.”
I første udsendelse om kirkevækstbevægelsen var jeg inde på, hvordan kirkevæksttanken opstod, og hvordan Robert Schuller efterfølgende samlede tankerne op og omsatte dem til praktisk handling med en enorm tilstrømning til følge. Men hans budskab var ugudeligt, og båret af antikrists ånd, for han var og er en åbenlys spotter og fornægter af Kristus kommen i kød – altså af hele vor frelse, der blev tilvejebragt ved Jesu stedfortrædende forsoning på Golgata langfredag.
I sidste udsendelse så jeg nærmere på Bill Hybels og Rick Warren, der om nogen blev de to helt centrale personer i kirkevækstbevægelsens verdensomspændende udbredelse, og hvordan de begge hentede afgørende inspiration ved Schullers kurser i succesfuld lederskab. Jeg gennemgik også, hvordan de - når det gjaldt det ydre, livet - ikke drejede af fra den onde vej, men tværtimod fortsatte ad den sti, Schuller havde peget på, ved at de begge aktivt samarbejde med antikristelige personer med rødderne i det, vi må kalde New Age bevægelsen, ved at hjælpe dem frem, give dem en platform at tale fra og ved selv at bruge dem aktivt. Det jeg fremlagde om deres samarbejdspartnere var kun en lille del af et stabilt mønster.
De gjorde og har aldrig gjort op, men lytter fortsat til, giver rum for og bliver siddende blandt spottere. Sådan var og sådan er deres liv i det ydre.
Men hvad med det indre liv, troen og læren, som det hele udspringer fra? Er der en sammenhæng, en rød tråd, mellem det, og så med det, vi så på sidst – det ydre, livet, deres samarbejdspartnere?
Det vil jeg bruge denne tredje udsendelse til at se nærmere på.
Indledningsvis vil jeg sige at Hybels og Warren er som en slags tvillinger. Det, de gør og formidler, ligner hinanden til forveksling, selv om der selvfølgelig er nogle små forskelle/nuancer. En grundig teologisk analyse af dem begge vil give præcist samme resultat på bundlinjen.
Jeg vil se nærmere på dem begge, men lægge hovedvægten på Bill Hybels, fordi der foreligger en grundig teologisk analyse af hans teologi på dansk. Analysen blev foretaget på foranledning af Luthersk Missions landstyrelse grundet den interne uro, der opstod i foreningen efter den første Willow Creek konference, der blev afholdt i København i 2001. Landstyrelsen bad tre teologer, de havde tillid til, om en analyse af det bibelsk holdbare i det, LM havde mødt gennem Bill Hybels og Willow Creek.
Teologerne gik grundigt til værks – rapporten blev offentliggjort i 2005 og var på hele 79 sider. Alt, hvad der på daværende tidspunkt lå fra Bill Hybels på skrift og i tale her i Danmark, var analyseret og sammenholdt med det, Bibelen lærer. Spøgsmålet er så – hvad fandt de ud af, når de kom ned under den pæne overflade og fik det skrevne og sagte vurderet i lyset af, hvad Bibelen siger.
Det vil jeg vise ved at trække nogle udtalelser frem. De er spredt ud gennem hele rapporten og er altså ikke blot noget, der er hentet fra en enkelt tale eller bog, selv om det er naturligt, at analyseudvalget så særligt grundigt på bogen ”Smittende tro”, som Luthersk Mission selv havde udgivet.
Udtalelserne, der berører forskellige bibelske temaer, er taget ud af deres sammenhæng, men intet steds er de i modstrid med indholdet i rapporten, og samlet giver de et entydigt og retvisende indtryk af, hvad vi har med at gøre. Selve analysen går i gang side 25 efter nogle indledende bemærkninger:
Side 25 – 6. afsnit: WCCC’s svage forståelse af syndens alvor og dybde er en trussel mod en klar evangeliserende forkyndelse.
Side 27 – 2. afsnit: ”Smittende tro” beskriver aldrig nådemidlerne (Guds ord, dåben, nadveren) som de ydre virkemidler, ved hjælp af hvilke, Gud skaber åndeligt liv af døde.
Side 27 – 3. afsnit: De teologiske mangler i ST afslører en bagvedliggende fejlagtig teologi.
Side 27 – 6 afsnit: Her indtager den kristne personlighed den plads, som i Bibelen tildeles nådemidlerne.
Side 28 – sidste afsnit: Alle de positive ideer til evangelisation i ”Smittende tro” leveres sammen med en falsk lære om virkekraft.
Side 29 – 5. afsnit: Bogens manglende beskrivelse af nådemidlerne er ikke bare udtryk for en mangel, men for en direkte forkert lære herom.
Side 35 – 4. afsnit: Denne tænkning strider i betydelig grad mod NT’s tale om forskellige nådegaver og kaldsopgaver i menigheden.
Side 36 – 5. afsnit: Men det er ikke, hvad Guds ord siger.
Side 37 – 2. afsnit: Dette kors som kirkekendetegn mangler i ”Smittende tro”.
Side 37 – 4. afsnit: Denne teologi er udtryk for en grundskade, som fjerner den troende fra nåden, ved at knytte ham til selvforbedringen. Her er der betydelige problemer i ST.
Side 38 – 2. afsnit: Bibelens ord og tekster spiller en meget tilbagetrukken rolle i Hybels taler.
Side 38 – 4. afsnit: De kommer ind ”i anden omgang” og tjener primært som et lager, hvorfra Bill Hybels henter illustrationer og formuleringer, der kan understøtte de tanker og principper, han selv har fremført.
Side 38 – 7. afsnit: I sine mange taler om et stærkt og missionerende menighedsliv udfolder Bill Hybels imidlertid aldrig de centrale tanker i disse læremæssige tekster.
Side 41 – 5. afsnit: Overordnet set tjener Hybels selvsikre formidling af og pragmatiske argumentation for sine tanker til at fremme og forstærke en række problematiske tendenser …
Side 42 – 6. afsnit: Bill Hybels’ tankegang og anbefalinger repræsenterer en alvorlig trussel mod den kristne menigheds åndelige liv og vækst og dermed også mod dens evangeliserende vidnesbyrd over for verden.
Side 45 – 5. afsnit: I praksis sker der en glidning mod et andet evangelium, som ikke er et sandt bibelsk evangelium.
Side 52 – sidste afsnit: Sammenholdes Bill Hybels undervisning om gode og evangeliserende menigheder med Ny Testamentes lære om menigheden, viser der sig at være tale om en række dybtgående teologiske modsætninger.
Side 56 – 7. afsnit: Bibelens tænkning om den gode kristne leder ligger langt fra det, som er refereret fra Hybels’ og Schwammleins undervisning.
Side 57 – 1. afsnit: Her lægger Bill Hybels en forventning og fordring ind over den kristne leder, som er uden grund i Skriften og derfor er lovisk i sin natur.
Side 57 – 6. afsnit: Hybels lader forstå, at man ikke kan komme ind i et personligt og levende forhold til Jesus og præges af ham blot ved at lytte til sand bibelsk og evangelisk forkyndelse.
Side 58 – 4. afsnit: I forhold til Guds ord er det yderst foruroligende, at Hybels nedtoner forventningen til at kunne møde Jesus gennem det ydre ord og i stedet anbefaler at søge ham umiddelbart, direkte, uden om det ydre ord. Dette er den klassiske vej ud i sværmeri.
Side 59 – 3. afsnit: Det er svært at finde mildere betegnelser for denne vejledning end, at den er uevangelisk i rystende grad. Hybels fremstiller vejen til frihed og åndsfylde som udførelsen af en række bestemte gerninger!
Side 59 – 5 afsnit: Hybels synes at være blind for denne helt centrale evangeliske sandhed og giver derfor en vejledning i helliggørelse og åndsfylde, som er gennemført lovisk.
Side 59 – sidste afsnit: Hybels definition af forkyndernådegaven og hans tanke om, at Åndens kraft er knyttet til personer frem for Guds ord, er direkte ubibelsk.
Side 61 – 1. afsnit. Når Hybels betegner det som en synd ikke at arbejde på at opdyrke venskaber med ikke-kristne, lægger han således et helt igennem ubibelsk og sjælesørgerisk dybt uforsvarligt tryk på samvittighederne.
Side 62 – 7. afsnit: Ud fra et klassisk, bibeltro syn på kvindepræst-spørgsmålet må en sådan tvangsordning betegnes som antikristelig i sin natur.
Side 62 – sidste afsnit: Når Bill Hybels, trods sin erkendelse af disse problemer, ikke desto mindre vælger at indføre og håndhæve den omtalte tvangsordning, vidner det om en alarmerende mangel på åndelig dømmekraft og bibelsk forankret lederskab.
Det var blot nogle af en lang række punkter hentet spredt ud fra en komplet og sammenhængende teologisk analyse af det, vi møder gennem Bill Hybels og Willow Creek.
Hvad er hovedsummen? Et godt sigte, evangeliets udbredelse! - men en gennemført og systematisk, dybt ubibelsk lære om, hvordan den enkelte og menigheden skal opbygges, fungere og ledes for at målet nås.
I 1 Pet 4,10-11 står der: ”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået. Den, der taler, skal tale med ord fra Gud”, og i 1 Joh. 2,21. ”Hellig, Hellig, Hellig er Herren! Jeg skriver ikke til jer, at I ikke kender sandheden, men at I kender den og ved, at ingen løgn kommer af sandheden.”
Kan vi konkludere at Hybels ikke kender sandheden, men fordrejer den, forvansker den, ja, taler løgn – i modstrid med Guds ord. Med andre ord svarer det indre liv, det han tror og giver videre, helt og fuldt til det ydre, til Schuller, som han hentede inspirationen hos og til dem, han omgås den dag i dag. Den røde tråd går ubrudt gennem det hele. Falsk lære og lovtrældom om, hvad vi skal gøre og udvirke.
Men kan det undre, for Jesus selv har sagt, at sådan vil det være og dét så enkelt, som det kan siges: ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?” (Luk 6,39). Og med denne erkendelse kan det heller ikke undre, at Robert Schuller engang gav Hybels dette vidnesbyrd med på vejen:
”Jeg var den første person til at introducere virkelig kirkevækst til den amerikanske kirke….Han (Bill Hybels) blev den første der tog disse principper op, forfinede dem, maksimerede dem til den ultimative længde af deres potentiale……Jeg er så stolt af ham…..Jeg tænker på ham som en søn. Jeg tænker på ham som noget af det største, der er sket kristenheden i vor tid…..Bill Hybels udfører det bedste job af nogen som helst, jeg kender!”
Det ovenstående kunne lige så vel have været om Rick Warren og det, han formidler. Men lad mig for klarhedens skyld give nogle få og konkrete eksempler, der belyser det.
I 1920’erne blev der formuleret det, som amerikanerne kalder ’The Five Fundamentals of the Faith’, hvad vi vel kan oversætte med ”Troens fem grundsandheder.” De fem sandheder som er vor tros fundament.
- Jesu Kristi guddommelighed
- Jomfrufødslen
- Forsoningen ved Jesu blod
- Jesu genopstandelse
- Skriftens ufejlbarlighed
Om disse grundsandheder udtaler Warren, at ”de er udtryk for et meget spidsfindigt og snæversynet syn på kristendommen og at disse synspunkter kun findes i fundamentalistiske kirker, der alle er meget små” (og underforstået - uden betydning).
Så fortsætter Rick Warren med at sige:
”Jeg arbejder hen imod en ny reformation af kirken, som kan skabe en tredje åndelig opvågning i vor nation og i verden.”
”Den første reformation for 500 år siden, med først Luther og senere Calvin, var om læren. Jeg tror, en ny reformation bliver om adfærd. Den første reformation var om tro. Jeg tror den anden bliver om handlinger. Jeg mener at den første var om, hvad kirken lærer; Jeg mener denne vil blive om, hvad kirken gør.”
”Den første reformation splittede kristenheden, først i dusinvis og senere i hundredvis af stykker. Jeg tror faktisk at denne reformation vil bringe dem sammen igen. Nu vil du aldrig se de kristne, i alle deres afskygninger og varieteter, blive enige om alle de forskellige læremæssige uoverensstemmelser og den slags, men jeg ser, at de er enige i, hvad der er formålet med kirken.”
I fortsættelsen nævner han katolikker side om side med pinsefolk, baptister og lutheranere med flere og slutter:
”Jeg får dem aldrig til at blive enige om nadveren eller dåb eller en række emner som det, men jeg kan få dem til at blive enige om, hvad der er kirkens opgave i denne verden.”
Warren tilkendegiver altså, at det faktisk er helt ligegyldigt, hvad vi hver især går og tror – det, der betyder noget, er, hvad vi gør – uanset trosretning. Luthers reformation og opgør med den katolske kirkes lære var altså et unødigt vildskud, der blot skabte splittelse – en splittelse, som Warren ser som en hovedopgave at bilægge, så vi i stedet for at fokusere på ’særstandpunkter’ fokuserer på og forenes i det, der er en kirkes reelle opgave.
Og hvad er så kirkens opgave? Ja, ifølge Warren er det hans PEACE-plan, hvor hvert bogstav står for et centralt indsatsområde, der har som mål at gøre verden fredelig, harmonisk og alt i alt et bedre stede at være.
Jeg skal ikke gennemgå planen her, men blot fokusere på første punkt – P-ét)
Det første problem er åndelig tomhed. At folk ikke ved, at Gud skabte dem med et formål for øje. Løsningen er: P - Partner with churches. Engager dig med eller plant en kirke.
Om det praktiske udtaler Warren:
”Da Jesus sendte sine disciple ind i en by sagde han: ”Find fredens mand.” Og han sagde: ”Når du finder fredens mand, skal du begynde at arbejde med denne person, og hvis de er positive over for dig, skal du samarbejde med dem. Hvis de ikke er, skal du ryste støvet af dine sko og gå videre til den næste by.”
”Hvem er denne ’fredens mand’ i en by - det kan også være en kvinde - som har mest respekt, som er åben og indflydelsesrig? Det behøver ikke at være en kristen. Rent faktisk kan det være en muslim, men de er åbne og indflydelsesrige, og du går i samarbejde med dem i angrebet på de fem kæmpeproblemer. Og det er dette, som vil bringe den anden reformation."
Ifølge Warren kan kristne og muslimer altså gå hånd i hånd i kampen for at løse den åndelige tomhed, der er i verden - skabe en ny reformation. Åh jo, muslimer kan godt i det ydre være en ’fredens mand’, men aldrig i bibelsk forstand. Aldrig kan de det!
For hvad er kirkens opgave i bibelsk forstand: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.”
En fredens mand er ifølge bibelen én, der gør netop det, som Jesus befalede. Vil en muslim være en fredens mand, må han komme til sandhedserkendelse - til en sand erkendelse af sig selv som en fortabt synder, komme til sand erkendelse af, hvem Jesus er, og at han udgød sit blod på Golgata for netop at frelse ham. Med andre ord må muslimen omvende sig og blive en kristen! Må erfare sandheden i ordene: Thi han, Jesus, er vor fred! (Efs 2,14) så det er dét, han giver videre. Jesus er svaret på verdens tomhed.
I stedet for det sande evangelium om omvendelse og tro på syndernes forladelse ved Jesu stedfortrædende forsonergerning på Golgata, forkynder Warren et socialt-etisk evangelium om, hvad vi skal gøre og arbejde for - accept, forståelse og global social ansvar og enhed båret af den kærlige Gud. Men hvem denne Gud er, er dybest set underordnet. De eneste, han i praksis tager afstand fra, er ’snæversynede fundamentalistiske kristne’, der holder fast i vor tros fem grundlæggende fundamenter, som det bærende for al sand kristen arbejde.
Hvorfor er Rick Warren totalt blind for, at lys (sand kristendom) og mørke (al anden tro) intet har med hinanden at gøre? Hvorfor ved han ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud?
Fordi han har spurgt blinde til råds, har lyttet til dem og fulgt deres råd!
Den samlede konklusion på det, vi møder gennem kirkevækstbevægelsen, er, at vi her møder falske profeter og hyrder, der iklædt et ydre ønske om at formidle Guds kærlighed til verden, lærer os, hvordan vi som personer og menigheder skal indrette og forholde os. Men underneden forkynder de et andet evangelium, en anden Jesus og en anden ånd.
I Matt 24,4 siger Jesus: ”Se til at ingen fører jer vild!”
Spørgsmålet til os er derfor: Har vi lyttet til disse falske profeter, hyrder og lærere så vi har taget deres ideer og tanker til os?
I næste udsendelse vil jeg fremlægge hovedtrækkene i den inspiration, de formidler, og så må du efterfølgende gøre op med dig selv, om også din menighed - og måske du selv - følger i deres fodspor. Og det måske uden at du har gjort dig klart, hvad det egentlig er, der sker, hvorfor det sker, og hvad det fører med sig.
Jeg vil slutte med en sang, der peger et helt andet sted hen end det, vi har været sammen om nu. Nemlig evangeliet om Jesus.
I vers to i sangen ”Salig vandrer jeg her på jord” lyder det:
Vejen, Frelseren gik for mig,
ak, den var tung at vandre,
dybt han måtte fornedre sig,
korset han bar for andre.
Gud ham gjorde til synd for mig,
derved friet fra dommen jeg
helt retfærdig på nådens vej
står for min Gud i Jesus.
