Fjerde af 4 udsendelser i LUMI radio Aalborg.
Oktober 2010.
Ved Poul Erik Haahr.
(Som pdf-fil her)
I de tre første udsendelser om kirkevækstbevægelsen har jeg set på, hvordan bevægelsen opstod, og jeg har været inde på de tre hovedansvarlige for bevægelsens succes og udbredelse, Robert Schuller, Bill Hybels og Rick Warren. Jeg har set på, hvordan der er en klar, rød tråd gennem deres indre og ydre liv, hvordan der er overensstemmelse mellem det, de tror, det, de lærer, og livet - dem de samarbejder med.
Jeg sluttede sidste udsendelse med at konkludere, at bibelens klare tale om det, vi møder og inspireres af gennem kirkevækstbevægelsen, er falske profeter, hyrder og lærere, der, iklædt et ydre ønske om at formidle Guds kærlighed til verden, lærer os, hvordan vi som personer og menigheder skal indrette og forholde os til verden omkring os, om vi vil i kontakt med den og opnå vækst. Men underneden forkynder de et andet evangelium, der ikke er noget evangelium, de forkynder en anden Jesus end bibelens Jesus og formidler en anden ånd end Gud Helligånd.
I 2 Pet 2,1 står der: ”Der vil også blandt jer komme falske lærere, som vil liste fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem.”
Om dette siger den kendte norske forkynder og bibellærer, Øivind Andersen, følgende:
Gennem falske lærere og forkyndere møder vi på en ganske særlig måde ondskabens åndehær, den sataniske impuls og indflydelse. De ser ud som kristne, og de lever et pænt religiøst liv. De kommer ikke åbenbart og forkynder imod Kristus, men giver sig tværtimod ud for at ville stadfæste evangeliet og fremme Herrens sag.
Falskheden viser sig i, at de lister vranglærdom ind. De siger, at vi naturligvis skal tro på Jesus, men så føjer de et eller andet til, som i virkeligheden undergraver og tilintetgør Skriftens vidnesbyrd om Jesus. De fornægter den Herre, der købte dem, men de gør det på en måde, der ikke er tydelig og åbenbar, og som for de fleste tager sig ud som sand forkyndelse. Det er Satans vigtigste tjenere, det er dem, der er farligst for Guds menighed her i verden.
Resultatet af deres forkyndelse og lære er, at mennesker føres i fortabelsen, siger Guds ord her. Hvis Satan ikke havde religiøse mennesker med en høj moral i sin tjeneste, kom han ikke langt, men der er en vrimmel af disse falske lærere. Så langt Øivind Andersen.
Det typiske for kirkevækstbevægelsen er, at de henvender sig til dem, der har indflydelse og sidder på magten, nemlig kirke- og menighedsledere. Det er dem, de primært vil nå, udruste og opmuntre, gennem lederkurser og lederlitteratur.
Om det at være leder anfører Bill Hybels, at han ved, at hvis den kirke, han er hyrde, for skal fortsætte med at vokse, hvis de ting, han leder, skal nå sit forløsende potentiale, må han vokse som leder. ”Jeg må blive en bedre leder, end jeg er nu”, siger han. Lederne er altså – og det indprentes de igen og igen, - de helt centrale nøglepersoner, hvem menighedens åndelige ve og vel og vækst afhænger af. De har og bærer ansvaret. Og så instruerer og underviser de ledere i, hvad deres opgave består i, om det skal lykkes for dem, om de skal have vækst. Konkret, præcist.
"I behøver ikke at tilslutte jer os", siger Hybels ved en lederkonference – "men I skal gøre, som vi siger, ellers tjener I ikke Guds riges sag!" Det er da klar og frimodig tale.
Men hvad er det så, lederne skal gøre, om de vil tjene Gud?
1) Hvilke forandringer må de nødvendigvis indføre i menighederne?
2) Hvordan skal menigheden og den enkelte opbygges og agere for at målet skal nås?
Jeg vil bruge denne sidste udsendelse til at se nærmere på disse to forhold. Men jeg vil starte med et tredje forhold, der ligger ud over de forandringer, der skal indføres i menigheden – nemlig fortælle lidt om de anvisninger, de giver mod dem, der er imod deres tanker og ideer. For de ikke blot forventer, at der vil være modstand. Nej de ved det! De ved, at det, de siger, vil føre strid og splittelse med sig ind i menighederne.
Bill Hybels siger det sådan: ”Når I har en vision og efterstræber den, dukker der en masse modstand op”.
Med vanlig grundighed har de endda studeret stridsproblematikken så nøje, at de kan redegøre nærmere for fordelingen:
”15-18 % vil være støttende,
70 % vil være passive,
10-15 % vil være i opposition”
Hvordan skal lederne så håndtere den modstand, de møder?
Her lyder anvisningen: ”Ær og pris det forbigangne. Tillad en ansporende sorgproces. Kompenser for tab. Marker slutningen, og gå over til det nye”.
Med andre ord skal der være en overgangsfase, hvor det nye indføres, en tilvænningsfase, men når denne fase er slut, så skal det gamle være definitivt forbi. Det, der anvises, skal være enerådende. ’I skal ikke gøre noget halvt. Gør det helt og fuldt, ellers får I ikke vækst! Ellers tjener I ikke Guds riges sag.’
Men hvad med de 10 – 15 % ind i menigheden, der er i opposition - imod forandringerne. Hvordan skal man håndtere dem? Ja, det er der skrevet klare anvisninger for. En af de metoder, de anviser, kalder de for ’Tre skridt fremad og to tilbage’. Indfør ændringer, gå tre skridt frem. Når du så møder modstand, skal du lade som om, du tager kritikken til efterretning, men du skal kun gøre det delvist, gå to skridt tilbage. På denne måde har du vundet et skridt i retning af det nye, du gerne vil.
Når der så har været ro lidt, gentager du processen – igen og igen. Tilvænningen sker og deres erfaring er, at omstillingsprocessen typisk tager 5 – 7 år, inden al modstand er brudt, og det ’nye’ har frit løb. Modstandere giver op i kampen. Vedholdende kritik og efterspørgen efter det bibelske fundament i de forandringer, der indføres, ender på denne måde med at fremstå som en både grundløs og uberettiget mistænkeliggørelse af lederne og deres motiver, ja, af hele menighedens virke. Sådan skal modstandere marginaliseres og bringes til tavshed.
Taler de fortsat, fordi de kan gennemskue det, der sker, skal de udstødes af menigheden.
Her lyder det fra Bill Hybels: ”Konflikt er normalt blandt en gruppe med mennesker. Nogen accepterer måske aldrig forandringerne og vil måske have det bedre i en anden kirke. Brug bibelsk konfliktløsning som i Matt 18”.
Matt. 18,15-20, som han henviser til, omhandler hvordan medlemmer af en menighed kan udstødes, hvis de lever i åbenlys synd og ikke kan tales til rette - ikke vil gøre op. Og at det er synd at modsætte sig det nye, fremgår klart, når Hybels om modstandere siger: ”Vi fører ikke krig mod kød og blod, men mod alle mørkets kræfter” og et andet sted: ”Vær forberedt på åndelig krigsførelse. Mennesker er ikke fjenden, men de er ofre for fjenden”.
Rick Warren siger i øvrigt præcist det samme, blot med lidt andre ord.
Forklaringen er altså, at de, der er imod det nye, ret beset er ofre for fjenden og tjener mørkets magter. Med andre ord er de Satans håndlangere og tjenere. Derfor behøver man ikke tage hensyn – de skal ikke holde det nye tilbage. Tværtimod!
Og her skal du lægge mærke til et vigtigt forhold. Den ret, hvormed ledere anvises til at gøre noget sådant, når de kommer hjem i deres menigheder, er, at de er ’ledere’ og ikke den bibelske ret. Det er deres nådegave at lede, og derfor skal de skridte ud imod og vise, hvor vejen går. ’Følg Guds plan, vær modige og frimodige.’ Modstand er at sætte sig op mod den nådegave, Gud har givet og derfor mod Gud selv.
At anbefale andre at bruge anførte anvisninger med ’tre skridt frem og to tilbage’ er slet og ret, at opfordre ledere til at bedrage og manipulere den menighed, de er sat til at tjene. Det er uærligt og uden nogen form for oprigtighed. Og det at bruge Mattæus 18 til at udstøde medlemmer på grund af modstand mod ’det nye’ – det lederne kommer med - er misbrug af Skriften. Hvis nogen skulle bortvises ud fra anvisningerne i Mattæus 18, skulle lederne tage deres Bibel frem og sige: ”Så siger Herren! Derfor!” Det burde Hybels, Warren og de andre kirkevækstledere anvise de ledere, de underviser, men det gør de ikke – og de gør det ikke af den simple grund, at det hverken kan eller vil de.
Jeg har brugt lidt tid på dette emne, ikke fordi det er noget nyt, som er i strid med det, jeg tidligere har trukket frem, - tværtimod - men fordi det måske klarere end så meget andet viser, hvad der bor i hjerterne på disse kirkevækstledere.
Og det er virkelig mærkeligt at gøre sig den erfaring, at der ikke findes én eneste leder, som går ind for ’det nye’, der vil tage deres Bibel frem og redegøre for, hvorfor de gør, som de gør - redegøre for, hvordan det er i overensstemmelse med det, Bibelen anviser. Men årsagen ligger lige for! De magter det ikke, for det er slet og ret en umulighed!
Som jeg viste det i sidste udsendelse ved den teologiske og læremæssige gennemgang, er de nye tanker og ideer i konsekvent læremæssig strid med det, Bibelen lærer os. I de ni år, jeg har beskæftiget mig med kirkevækstinspirationen, har jeg kun hørt ét bibelsk argument, og det er: ”Gud vil, at alle skal frelses”. Det er sandt, det vil han. Det lyder fromt og korrekt, men i denne sammenhæng er det misbrug af ordene. Det kan bruges til at undskylde alt - uanset hvad – og det bliver det! Et sådant argument har intet at gøre med at prøve indholdet på Skriften - på Guds ord.
Men hvordan kan det gå til, at hele verden i undren følger efter disse kirkevækstledere - tager deres ideer til sig og omsætter dem i praksis? Det er jo det, der sker lige for øjnene af os. Alene sidste år var der ca. 125.000 ledere, der deltog i Willow Creeks ’Leadership Summit’ - antallet er bare vokset fra år til år - spredt ud over hele jorden, hvilket er muligt gennem telekonference, samtidigt eller forskudt.
Rick Warrens bog ’A Purpose Driven Life’ (Et formålsdrevet liv) er solgt i over 30 millioner eksemplarer og læst af endnu flere. Og så har vi slet ikke været inde på den enorme indflydelse, som udløbere af kirkevækstbevægelsen, som f.eks. Emergent Church og andre varianter, har i dag. En helt ubegribelig indflydelse uden sidestykke i historien. Hvorfor har de en sådan succes, hvorfor oplever de en sådan vækst til trods for alt den viden, der foreligger omkring deres tro, lære og liv?
Det vil jeg svare på til sidst, for Biblen giver et helt konkret svar, men inden skal vi se på, hvad det er for forandringer, disse kirkevækstfolk ønsker og får indført i menighederne.
Overordnet er der ni punkter med forandringer, der skal indføres, men som det anvises, skal de tilpasses de lokale forhold alt efter, hvad der virker.
Forandringerne skal indføres i to trin.
Trin ét består i, at nøden for de ufrelste, de kirkefremmede, skal males menigheden for øje, sådan at mission og derved evangelisation bliver alles sag, fokus- og omdrejningspunkt. Det er det, Bill Hybels kalder den nødvendige ´anden omvendelse`, som alle menigheder skal igennem.
Trin to består i indførelse af ni nødvendige ændringer, således at menighedens arbejde og samlinger målrettes mod at nå ud til de kirkefremmede.
1) Der skal være en klar fælles vision for fremtiden.
En vision, der siger, hvad menigheden vil, og hvor den vil satse, hvad der er målet for fremtiden.
2) Villighed til forandring fra det bestående.Om visionen skal nås, må menigheden være villig til at foretage de ændringer, der kræves, såvel organisatorisk som med hensyn til former og indhold. Menighedens samlinger og arbejdet skal med andre ord omlægges radikalt om nødvendigt.
3) Stærk fokus på ledelse.
Ovennævnte kræver en synlig ledelse, der fremlægger visionen, anviser vejen/strategien og selv går foran, sådan at alle er klar over, hvad målet er, og hvordan det skal nås. Lederne i systemet skal løbende uddannes/videreuddannes, således at de er maksimalt kvalificerede og kan leve op til ´lederrollen` og de krav, der stilles, inklusiv håndtering af modstand.
4) Funktionsdygtige strukturer.Der skal lægges strategier og opbygges teams, således at menigheden kan arbejde målrettet i henhold til visionens opfyldelse. Det sikrer, at ressourcerne (manpower, penge) udnyttes bedst muligt.
5) Nådegave orienteret tjeneste.Om målet skal nås, er det vigtigt, at de enkelte i menigheden - ud over at kende visionen - tjener med de nådegaver, de har. For at de kan det, er det nødvendigt, at den enkelte bevidstgøres om de forskellige gaver, de har, gennem konkret nådegave-undervisning og måske nådegavetest.
6) Hengiven spiritualitet.Visionen skal gentages igen og igen, sådan at den enkelte føler et ejerskab og offervillighed over for gennemførslen af menighedens vision.
7) Inspirerende gudstjenester.Gudstjenesterne skal laves om, så de opleves attraktive og relevante for målgruppen – de kirkefremmede. Mødeform skal tilrettes, musikken skal være genkendelig med ’tidens musik’, og der anbefales brug af humor og visuelle indslag i form af filmklip, drama og tilsvarende. Det skaber afveksling, uforudsigelighed og en forventning om, ’hvad kommer der nu?’ Budskaber, der støder og ekskluderer, skal undgås. De kirkefremmede skal føle sig godt tilpas, så de får lyst til at komme igen.
8) Behovsorienteret forkyndelse/evangelisation.Via spørgeskemaundersøgelser og hvad, der ellers er alment oppe i tiden, søges en kontakt etableret ved at efterkomme de behov, der måtte vise sig. Etiske, moralske og sociale problemer, der tilsammen udgør ´de følte behov` bliver omdrejningspunktet. Guds anvisninger og ubetingede kærlighed formidles som svar på ´behovene`.
9) Omsorgsfulde relationer.Fællesarrangementer med socialt engagement og vægtlægning, f.eks. fester, når nogle mål nås, fællesspisning og andre events. Særdeles vigtig for fastholdelse af nye medlemmer er de små enheder - cellegrupperne, der skal være ´holistiske`, dvs. indeholde en høj grad af social omsorg.
Ud over de ni anførte punkter er det også vigtigt, at der gives en systematisk undervisning i givertjeneste, sådan at menigheden får de nødvendige midler til at gennemføre visionen.
Ser du nærmere efter, vil du finde, at de ændringer, der skal indføres, ikke adskiller sig fra de marketings og management principper, der danner basis for enhver moderne virksomhed, offentlig eller privat, hvor man ved anvendelse af psykologiske påvirknings- og salgsmetoder ønsker at sælge et produkt - her er det bare kristendom, der er produktet. I 2 Kor 2,17 siger Paulus om sande kristne: ”Vi driver jo ikke som alle de andre handel med Guds ord, men taler oprigtigt, på Guds vegne, ansigt til ansigt med Gud i Kristus.”
Og så er vi inde ved hovedsagen for alvor. Forkyndelsen, Guds ord. Der er intet, Djævelen hader så meget som Guds ord, for det er dét, der er virksomt, dét er sandheden, og gennem dét virker og skaber Gud Helligånd troen i hjertet ud af intet, det er ved dét, et Guds barn bliver bevaret. Derfor ønsker Djævelen at ordet fjernes eller endnu bedre - forvanskes.
Men ingen falske profeter og fjender af evangeliet vil have det siddende på sig, at de hader det, som er godt og sandt – det ville jo afsløre dem. Derfor vil de altid fremstille fjendskab mod evangeliet som nidkærhed mod sandheden og spotte det sande evangelium ved at betegne det som en dårskab eller som noget falsk og ondt, der fortjener afsky.
Hør så hvad der lyder fra kirkevækstbevægelsen side om forkyndelsen!
Vil en vækkelsesbevægelse have en fremtid, må den bryde med det, de tidligere har stået for, og på afgørende punkter ændre det billede, som tidligere er tegnet af Gud gennem forkyndelsen. At tale om synd og om Gud som dommens og vredens Gud er det dummeste, man kan gøre, for så kommer folk ikke igen! De, der tegner et sådant billede for mennesker, er ´dårlige forkyndere`. De forkyndere, der bryder med den gamle forkyndelse, er de ´gode forkyndere`.
Med andre ord skal forkynderne ikke tale om den hellige Gud, om lovens krav, der er en tugtemester til Kristus, eller om korsets dårskab, for det er Guds kraft til frelsen, men i stedet opmuntre og opbygge folk ved at tale om Guds kærlighed og omsorg som svar på menneskers behov. I praksis enten forties det, at vi er syndere under Guds vrede og dom, og at vi har et eneste håb, at Jesus døde for vore synders skyld – eller det fornægtes åbenlyst.
Budskabet fra Schuller går igen. New Age budskabet om Guds kærlighed, omsorg og accept – budskabet i deres bibel, ’Et kursus i mirakler’.
I 1 Tim 4,1-3 læser vi: ”Men Ånden siger udtrykkeligt. At i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri..”
Og sådan forholder det sig. Det er det, vi er vidne til. De personer, vi her har talt om, hører nemlig åndens stemme i deres indre. Det gør de alle gennem en bønneform og en teknik, der hedder kontemplativ bøn, stillebøn eller åndedrætsbøn, som de anbefaler og underviser i.
Hybels fortæller gentagne gange om åndens anvisninger, og i bogen ’Bøn forandrer’ beskriver han, hvordan han kommer i kontakt med ånderne: ”Når jeg har skrevet bønnen ned, lægger jeg skrivehæftet på mit lille bord og knæler. Jeg har opdaget, at jeg beder mere effektivt på mine knæ. Jeg læser bønnen højt. Nu er omdrejningstallet nede på 500, og jeg er rolig og afslappet. Mit hjerte er åbent, og jeg beder Herren tale til mig ved sin ånd. Jeg er stille nok, hvis Han vælger at tale til mig, som i en sagte susen.”
Men spøgsmålet står tilbage. Hvorfor følger hele jorden efter dem i undren og beundring? Væksten er ét forhold. Et andet forhold er, at de er fabelagtige kommunikatorer, der forstår at inspirere og sælge det budskab, de har, på en enestående måde. Et tredje er, at de manipulerer på højt plan, noget jeg blev klar over, da jeg lyttede indlæggene på en konference igennem utallige gange for at omsætte talerne til skrift.
Men grundlæggende findes årsagen et helt andet sted. Vi mennesker har kun én, vi behøver at frygte - og det er Gud. Ham, vi en dag skal stå til regnskab for, og som har magt til at dømme os til evig fortabelse. Han er hellig og nidkær. Han deler ikke æren med nogen. Kun ét tæller ind for Ham – Jesu fuldbragte forsoningsværk. Jesu blod renser for al synd - intet andet frelser eller kan frelse. Ikke engang Gud i al sin kærlighed, for han er hellig!
Hvad lover denne Gud os i sit ord? ”Herren er min hyrde, jeg skal intet fattes”, Sl 23; ”Jeg leder blinde ad veje, de ikke kender” Es 42,16; ”I har ikke nødig, at nogen skal lære jer noget”, 1 Joh 2,27. Mange andre bibelvers kunne trækkes frem, der siger det samme. Gud har lovet, at han selv vil give os alt det, vi trænger og har brug for.
Nej, lyder det i dag! Det vil vi ikke nøjes med. Vi vil høre, hvad de har at sige i kirkevækstbevægelsen, for de er så inspirerende og har vækst. Men det er ringeagt og dybest set at forkaste Gud (1 Sam 10,19).
Hvad er Guds svar til dem, der dybest set spørger Djævelen - for han er løgnens fader - til råds om, hvordan vi når andre med evangeliet?
”Den lovløses komme er Satans værk og sker med al kraft og med løgnetegn og løgneundere og med alt uretfærdighedens bedrag over for dem, der fortabes, fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud vildfarelsens magt over dem, så de tror på løgnen, for at alle, der ikke er kommet til tro på sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden, skal blive dømt.” 2 Tess 2,9-12.
Sådan går det den, der forkaster Gud og ikke vil vide af eller kan nøjes med sandheden - frelsen ved Kristi blod alene! Det er Gud selv, der sender vildfarelsens magt over dem! Den store forførelse og det store frafald er Guds dom over en svigtende kristenhed. Derfor siger Jesus: ”Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden.” Luk 18,8.
Er du indfanget af kirkevækstbevægelsen tankegang, vil jeg blot sige. Det er fortsat nådetid. Vend om! Men det vil kræve to ting af dig. Først at du bekender dine synder, og dernæst at du forlader skøgekirken, hvor den end måtte være, og hvem der end måtte være i den, børn, familie, venner.
I Es. 1,18 lyder det: ”Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne; er de røde som purpur, kan de blive som uld”. Det er Guds løfte, og det står ved magt og gælder helt og fuldt den dag i dag.
Dernæst står der i 2 Kor 6,14-18: ”Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke? Hvordan kan Kristus og Beliar stemme overens, eller hvordan kan en troende have lod og del med en vantro? Hvilken sammenhæng er der mellem Guds tempel og afguderne?
For det er os, der er den levende Guds tempel, som Gud også har sagt:”Jeg vil bo og vandre midt iblandt dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.” Derfor:”Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ikke ved noget urent! Så vil jeg tage imod jer, og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.”
Spørgsmålet er: Vil du tage dit kors op og følge Jesus? Det fører ind på en snæver og ringeagtet vej, men den fører til målet!
Til dig, der er et sandt Guds barn, lyder det i Luk 21,28: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”Amen!
