Fra Budskabet.
Nr. 5 - 2005.
Arne Helge Teigen.
Jeg har fået opgivet et bestemt emne for denne artikel. Den skal handle om sand og falsk vækkelse. Dermed er det forudsat, at der både findes noget, vi kan kalde sand kristen vækkelse, og noget vi kan kalde falsk vækkelse, og at det kan lade sig gøre skelne mellem dem. Der er ingen grund til at betvivle dette.
Bibelen viser os, at der vil fremstå åndelige bevægelser, som giver sig ud for at være af Gud, uden at være det. Et påtrængende spørgsmål bliver da, hvordan man kan skelne mellem sand og falsk vækkelse, og om Bibelen giver os nogle sikre holdepunkter for dette?
Hvad menes med ordet vækkelse?
Det er klart nok, at Bibelen giver os hjælp til at vurdere åndelige bevægelser. Det vil jeg komme tilbage til nedenfor.
Først skal det imidlertid gøres klart, hvad der menes med selve ordet vækkelse. Hvis vi tager et historisk tilbageblik, ser vi, at de gamle teologer skelnede mellem omvendelsen og troen og betragtede vækkelsen som et led i den proces, mennesket går igennem når det bliver omvendt og kommer til tro.
Omvendelsen blev forstået som den proces, at mennesket får øjnene op for sin sande situation i forhold til Gud og oplever angst for Guds dom over synden. Troen blev derimod defineret som den tillid til Guds nåde, som kommer, når mennesket hører budskabet om, at alle synder tilgives for Jesu skyld. Begrebet vækkelse blev altså dermed knyttet til omvendelsen, som sagligt set går forud for troen.
Det svarer i realiteten også til Bibelens fremstilling. At et menneske bliver vækket, betyder i følge Bibelen, at det erkender sin synd og sit sande forhold til Gud. Et eksempel, som viser hvordan dette sker, er beretningen om apostelen Peters tale på pinsedag. Peter anklager sine tilhørere for, at de har gjort sig skyldige i, at Jesus blev korsfæstet.
Denne forkyndelse vækkede folkemængden. De indså hvad de havde været med til, og at de havde begået en uhyrlig synd. Derfor spurgte de Peter, hvad de nu skulle gøre.
På det tidspunkt, hvor de stillede dette spørgsmål, befandt de sig i vækkelsen. De frygtede for dommen over deres synder, og de så ingen udvej. Og netop i denne situation forkyndte Peter evangeliet for dem. Den eneste redning for dem alle, var at modtage syndernes forladelse i Jesu navn, og at lade sig døbe (ApG 2,37-38).
Sand vækkelse består altså i, at mennesker føres til syndserkendelse og derved bliver beredt til at modtage troen på syndernes forladelse.
Vækkelse som historisk fænomen
Både Skriften og kirkehistorien viser os, at der kan være epoker i et folks historie, hvor vækkelser kommer på en sådan måde, at mange mennesker berøres af dem. Det er altså med rette, man taler om vækkelsestider og vækkelsesbevægelser.
Hvis vi studerer Bibelens fremstilling af sådanne perioder i Israels historie, får vi en rigtig forståelse af dette fænomen. Et eksempel som er nærliggende at trække frem, er fortællingen om kong Josijas reform. Den brød ud i en tid, hvor folket igennem længere tid havde ignoreret Guds ord og ikke været optaget af at leve efter det. Redningen fra denne åndeligt farlige situation kom ved at, der var en, der opdagede en bogrulle i templet.
Guds ord var skrevet i bogrullen, og oplæsningen af den førte kongen og folket ind i samvittighedsnød og syndsbekendelse, og det førte til, at Herren holdt sin dom over folket tilbage (2 Kong 22-23).
I GT kan vi også læse om, hvordan vækkelser kunne bryde ud udenfor Israel. Beretningen om profeten Jonas er et eksempel på dette. Han blev af Herren sendt til Nineve for at forkynde Guds dom over byen. I Jonas' Bog 3 kan vi læse, at det førte til, at både kongen og folket vågnede op og angrede deres synder, og for sin store nådes skyld holdt Gud dommen tilbage.
Vi får en tilsvarende forståelse af vækkelsen som folkebevægelse når vi læser i NT. Et nærliggende eksempel er den bevægelse som fulgte Johannes Døberen. Hans opgave var at berede en vej for Herren ind til hans eget folk. Før Jesus begyndte sin offentlige gerning, stod han derfor frem og lod den domsforkyndelse lyde, som Gud havde pålagt ham. Derved blev en stor menneskemængde kaldt til omvendelse. Johannes' mål var imidlertid at forberede disse mennesker til mødet med Jesus Kristus og til den Guds nåde, som han ville give dem (Matt 3).
Bibelen viser altså, at sande vækkelsesbevægelser kendetegnes ved, at mennesker føres til syndserkendelse og tro. Disse to kendetegn er gennemgående i Skriften. Til trods for historisk distance og kulturelle forskelle, der hvor vækkelsen slår igennem, er disse grundlæggende kendetegn de samme. Hermed er vi altså kommet frem til et grundlæggende kriterium med tanke på at vurdere vækkelser i vor egen tid.
Hvordan bedømme?
Historien viser, at mange vækkelsesbevægelser ikke er helt entydige, og at nogen af dem også får en usund slagside.
Usunde træk kan også opstå i de vækkelser, som har det særpræg, jeg nævnte ovenfor. Vi må derfor se i øjnene, at det ikke er enkelt at vurdere vækkelsesbevægelserne. Man får behov for at kunne skelne, ikke bare mellem sandt og falskt, men også mellem det sunde og det usunde.
Alligevel er vi kaldet til at vurdere de bevægelser, vi står overfor i vor tid. Dette kald gælder først og fremmest dem, som har hyrde- og lederansvar, men det gælder også enhver troende. Vi må derfor holde fast i, at det grundlæggende kendetegn på en sand vækkelse er, at den følges af syndserkendelse og tro. Bevægelser indenfor kristenheden, som ikke har dette kendetegn, har vi god grund til at møde med skepsis og afvisning.
Når dette er sagt, må det imidlertid også nævnes, at Bibelen giver os nogle kriterier til bedømmelse af åndelige bevægelser, der går udover dem jeg har påpeget indtil nu. Det skal vi nu se nærmere på.
For det første viser Skriften, at vi skal lægge mærke til, hvad en vækkelse fører til hos dem, som bliver berørt af den (Matt 12,33). Vi skal med andre ord se på vækkelsens frugter. Fører vækkelsen til, at mennesker bryder med deres gamle livsførelse, og til at de får et nyt liv?
Og videre: Fører den til, at de gør gerninger, som er præget af troens taknemlighed over frelsen? Den slags gerninger bliver jo i Skriften holdt frem som kendetegn på den levende tro (Jak 2,17).
Når vi forsøger at vurdere åndelige bevægelser ud fra dette kriterium, må vi imidlertid være forsigtige, så vi ikke uden grund fradømmer nogen en levende tro.
Der er et forhold som giver os ret til kategorisk at sige, at et menneske trods sin bekendelse ikke er en kristen, nemlig at vedkommende afviser Guds ord om, hvad der er ret og galt, og vælger at leve stik imod Guds ord (Gal 5,21). Kristne bevægelser, som legitimerer synd og etisk frafald, skal vi derfor afvise. Ja, vi skal holde os fra dem, selv om den forkyndelse, man kan høre der, kan give indtryk af at være evangelisk.
For det andet er det nødvendigt at spørge, om den bevægelse, vi står overfor, medfører en kærlighed til den sande bibelske lære? Med dette mener jeg selvfølgelig ikke, at man kan regne med at finde en fuldkommen læreforståelse blandt mennesker, som er kommet med i en vækkelse. Spørgsmålet, som bør rejses, er derimod, om vækkelsen har skabt en trang til at søge Bibelens lære om Jesus, og om forholdet til Jesus også skaber et forpligtende forhold til alt det, Bibelen lærer.
En sand bibelsk lærebevidsthed er bestemt af troens forhold til Jesus selv.
I vor tid er det meget nødvendigt, at der skabes en sådan kærlighed til Jesus og Bibelen. I højere grad end tidligere står vi overfor populariserede, liberalteologiske forsøg på at skabe et skel mellem Skriftens Jesus og den virkelige Jesus, og ubefæstede troende lader sig rive med af dette.
Bedømmelsen af de menneskelige redskaber
Det sidste, som jeg vil nævne her, er, at Bibelen lærer os at vi også skal rette vort blik mod de personer, som menneskeligt talt er vækkelsesbevægelsernes ophav eller redskaber. Vi vægrer os måske imod det, fordi vi ikke vil dømme vore medmennesker - og måske allermindst dem, som er ledere i store åndelige bevægelser.
Men hvis vi tænker efter, er det alligevel ikke så underligt, at vi formanes til at vurdere dem.
Mere end en gang har det vist sig, at den magt og indflydelse, som findes på det personlige plan, bliver helt afgørende for den overbevisning og de synspunkter, som et menneske tilegner sig. Medierne og underholdningsindustrien viser desuden, at der er ufattelige muligheder for manipulation og irrationel påvirkning af mennesker i vor tid.
Det er heller ikke vanskeligt at påvise den slags forhold indenfor kristenheden. Mange forkyndere og præster har for længst taget suggererende og manipulerende virkemidler i brug, og de ser ud til at være i stand til at skabe store bevægelser - ikke bare ved deres metoder, men også ved deres personlige påvirkningskraft.
Frugterne af denne virksomhed er imidlertid tydelige for enhver, som vil se dem. De viser sig som en persondyrkelse og personafhængighed, som sætter Jesus udenfor. Derfor må der også siges noget om forholdet mellem vækkelser og de personer, som er vækkelsens udvalgte redskaber, med henblik på at kunne skelne mellem sundt og usundt, falsk og ægte.
Kirkens historie viser, at de store og betydelige vækkelser netop er knyttet til bestemte personer, som Gud har udvalgt og kaldet. Det var ikke mindst tydeligt på reformationstiden. Man kan også tænke på den rosenianske vækkelse, den haugianske vækkelse i Norge eller de vækkelser, som fulgte Moody i USA.
Grunden til, at Bibelen formaner os til at vurdere disse menneskelige redskaber, er altså, at nogen af dem er Guds sande tjenere, mens andre faktisk er falske profeter og forkyndere (Matt 7,15-16).
Når vi skal foretage denne vurdering, er det en hjælp at påpege, at man også i de andre religioner og i det politiske liv kan se bevægelser, som fremtræder som en form for vækkelser. Underligt nok er disse bevægelser fremtrådt med enkelte træk, som, jeg mener, kendetegner den falske vækkelse.
Det fører tankerne i retning af, at onde åndsmagter driver deres spil og forfører mennesker ved at danne surrogater i stedet for det sandt Åndelige. Mine tanker går i den retning, også fordi det er et tydeligt historisk fænomen, at de bevægelser, jeg her tænker på, kan føres tilbage til enkeltpersoner, som trådte frem som ledere med en bestemt salvelse.
Her kan både nazismen og kommunismen tjene som tydelige eksempler. Kommunismens indoktrineringsprogram havde vækkelsens præg i den forstand at det sigtede mod at skabe en bevidsthed om menneskets situation i klassesamfundet og en overbevisning om revolutionens og oprørets nødvendighed.
Nazismen bar vækkelsens præg i den forstand, at den greb mennesker med en dæmonisk overbevisning om førerens ufejlbarlighed og om den ariske races overlegenhed. De, som blev grebet af disse bevægelser, mente at deres øjne blev åbnet for bestemte realiteter. Dette skabte en nærmest religiøs tro, som medførte de største grusomheder.
Det opleves måske overdrevet at trække nazismen og kommunismen ind i denne sammenhæng, hvor vi lede efter kriterier til bedømmelse af falske vækkelsesbevægelser i kristenheden. De nævnte politiske bevægelser har træk, som gør, at vi vægrer os ved at foretage en sammenligning.
Trods væsentlige forskelle er der alligevel en afgørende lighed som vi skal bemærke. Både de dæmoniske politiske bevægelser og de bevægelser, som styres af falske profeter og hyrder, præges af, at enkeltpersoner får en omfattende og irrationel personlig magt over deres tilhængere.
Et yderliggående eksempel på, hvor galt det kan gå, er den sørgelige sag fra den svenske by, Knutby. Pinsepræsten, Helge Fossmo, blev idømt livstid for at have arrangeret mordet på sin hustru og et mordforsøg på sin elskerindes mand.
Personlig og usund dominans over andre mennesker sker imidlertid også i andre bevægelser eller menigheder. Lad os derfor tage Jesu advarsler mod de falske profeter alvorligt.
Hvad kendetegner dem?
Jesus siger netop, at de samler mennesker om deres person, at de forfører deres tilhængere, at de udnytter dem og fører dem ind i et sværmerisk og personafhængigt livsmønster. Disse kendetegn skal vi se efter og vurdere, selv når vi har at gøre med forkyndere eller præster som kan gøre undere og tegn, og få masserne til at følge sig. Undere og tegn er ifølge Jesus Kristus ikke et sikkert kendetegn på, at en bevægelse er fra Gud (Matt 24,21-24).
Luther og Rosenius sørgede, da mennesker begyndte at dyrke dem i stedet for den Herre, de tjente, og de advarede mod denne dyrkelse. Det, som kendetegner den sande bibelske vækkelse, er da også, at de, som er dens menneskelige redskaber, gør som Johannes Døberen og stiller sig selv til side, så mennesker kan rette blikket mod Jesus.
En anden sag er, at Herren tugter de personer, som han bruger til at forkynde hans navn blandt mennesker. Et kendetegn på vækkelsens mænd og kvinder er derfor, at de oplever Herrens tugt, og ved den gøres så små, at de trods stoltheden i den gamle natur alligevel peger bort fra sig selv og hen på Jesus.
Lad os konkludere med, at det ikke er nogen enkel sag at vurdere åndelige bevægelser, men vi er alligevel forpligtet til at gøre det.
Det jeg her har skrevet kan kun give en begrænset hjælp, da flere sider af problematikken ikke er behandlet tilstrækkeligt. Vi må heller ikke glemme, at den vurdering, som til enhver tid skal foretages, skal sigte imod at hjælpe enkeltmennesker, så de føres ind i en sand tro på Jesus og bliver bevaret i den.
Lad os derfor gøre som der står i 1 Tim 4,16: give agt på os selv og på læren. Gør vi det, har vi Guds løfte om frelse for os selv og for dem, som hører os.
