Fra Rosenius' Skrifter.
Bind XIII.
(Side 61-68)
Guds svage, kæmpende og bedende børn til opmuntring – dertil skulle denne artikel tjene.
Det er ikke om de mange, som aldrig har prøvet at folde deres hænder til bøn, vil vil tale. At disse er fortabelsens børn er noget, enhver kan sige sig selv. Det liv, de lever, er tomt og mørkt og varsler dem intet godt. At stå op om morgenen uden bøn, gå til sit arbejde uden bøn, lade dagens timer svinde og om aftenen gå til hvile uden bøn – må ikke det kaldes en ussel tilværelse? Og således fortsat livet igennem. Uden Gud, bortvendt fra Herren, trodsende hans kongemagt og tvivlende om hans løfter.
De, som beder, kan inddeles i fire klasser, og det er om dem vi vil tale. Enhver som læser med oprigtigt sind vil næppe kunne undgå at finde sig selv i en af disse fire klasser.
For det første: De, som beder til Gud, skønt de ikke af hjertet vil omvende sig til ham. Beder med et ubodfærdigt sind og lever videre i forsætlig synd. Nogle af dem mener med deres bøn at kunne bøde for, hvad de har forbrudt sig. De skiftevis synder og beder, begge dele med lige stor lethed. Mennesker, som daglig misbruger Guds navn, kommer for hans ansigt og siger: ”Fader vor – helliget vorde dit navn!”
Mennesker, som aldrig for egen del søger Guds rige og hans retfærdighed, og som ingen interesse har for Guds riges tilvækst på jorden, beder ikke desto mindre: ”Komme dit rige!” Og mennesker, som aldrig har villet gøre Guds vilje, men frækt liver efter deres egen, betænker sig ikke på at bede: ”Ske din vilje!”
Hvordan skulle den hellige Gud kunne finde behag i en sådan bøn? Må han ikke med rette sige: ”Dette folk holder sig kun nær med sin mund og ærer mig med sine læber, mens hjertet er fjernt fra mig”.
Til denne klasse hører også de sentimentale elskere af naturen, hvis hjerte af vårens vinde, skovens susen, fuglenes kvidder og bækkens rislen stemmes så lifligt til bøn. De beder til en Gud, som de føler sig så forunderligt når i hans skaberværk, nærmere end i ordet og sakramenterne, og regner sig dog for at være den sande Guds sande tilbedere. Men deres Gud er en mærkelig Gud, afstemt efter den enkelte af sine tilbeders smag og behag. Alt, hvad de synes, det synes han også.
Det er ikke den strenge og alvorsfulde Gud, som vi møder i de to bud eller på Golgata. Hans tilbedere kan røres til tårer, men frækt leve videre i åbenbar modstrid med hans bud. Det er da tydeligt, at denne Gud må være en afgud, et fantasifoster, konstrueret af den hvid klædte djævel. Thi den sande Gud lader sig ikke spotte, siger Skriften.
For det andet:Mennesker, som er de førstes absolutte modsætninger. De foragter ikke Guds bud, mener ej heller med deres bøn at kunne bøde for synd. Men de foragter bønnen, fordi de er gode nok og sig selv nok. Bøn og følelser ser de på med ringeagt. Forstand og gode gerninger ved de derimod hvordan de skal vurdere. Men nu hører der til et fromt liv – kan hænde også til deres kaldsgerning – også det at ”holde bøn”. Og denne deres pligt udfører de så samvittigheds fuldt, at de aldrig for brug for virkelig at bede.
De beder med munden, men ikke med hjertet og forhindrer således selv virkningen af deres bøn. De er stærke i tanker og ord, men svage i gerning. Rige på ånd, men fattig på Guds Ånd. Derfor bliver også deres liv fattigt på frugt og fattigt på velsignelse. Det er til sådanne, Jakob siger: ”I lever i kamp og strid, og I får intet, fordi I ikke beder”. Og Jesus: ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre”.
For det tredje: Vakte sjæle, som stræber med bod og med bøn, slår deres lid til denne deres stræben og således bliver en slags selvretfærdige bedere. De foragter ikke Guds bud som de førstnævnte, foragter heller ikke bønnen som de andre, der var nævnt. Bønnen er netop en del af grundlager for deres håb og deres trøst.
Om jeg blot kunne bede, siger de i deres hjerter, så turde jeg vel håbe. Men jeg kan jo ikke bede. Så kold og adspredt, som jeg er i min bøn, er det umuligt, at jeg kan tro og være glad! De sætter således deres egen bøn højere end Kristi blod og Kristi forbøn.
Om de end i tanker og ord ophøjer Kristus, holder de dog i deres hjerte bønnen for at være vigtigere. Disse driver afguderi med deres bøn, og Lammet får ikke den ære, det tilkommer.
For det fjerde: De troende nådebørn, i hvis hjerter Gud ved den nye fødsel har udgydt nådens og bønnens ånd. ”Fordi I er sønner” siger Paulus, ” har Gud i jeres hjerter sendt sin søns ånd, som råber Abba Fader! - Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn”.
Først nu kan man bede i ånd og sandhed – sådan som Faderen ønsker at tilbedes. Først nu kan man bede med glæde, med inderlig fortrolighed, som et barn taler med sin fader. Aldrig så snart har evangeliets lys skabt liv og fred i et hjerte, før der – selv hos de enfoldigste og ukyndigste – fødes en inderlig trang og en evne til at bede, som ingen kan opnå ved selv den bedste undervisning om bøn, så længe han endnu ikke har fået den ånd, der giver barnekår.
Betingelsen for at kunne bede ret er altså at være et Guds barn. Men Guds børns nådegaver er endnu ufuldkomne, og fristeren lader os ikke være i uanfægtet besiddelse af dem. Dette gælder også bønnen. Hvor skulle ikke livet være et paradis, hvis bønnens ånd fik lov at bevare vore hjerter brændende. Vi skulle vokse i nåden og med lethed besejre vore fjender. Men kun alt for hurtigt bliver vi sløve og forsømmelige i vort bønneliv, og anfægtelser forstyrrer vores bøn.
En af de mest almindelige indskydelser, hvormed Djævelen søger at hindre vores bøn, er tanken om opsættelse. Jeg har så travlt lige nu – føler mig for øvrigt heller ikke oplagt – om en time, eller måske en halv, vil jeg bede.
På denne måde har Satan tusinder af gange forført Guds børn til at udsætte bønnen så længe, at de aldrig fik gjort alvor af den. Vær derfor opmærksom på, at det er fristeren, der er på færde. Bed enten straks, når du vågner om morgenen, eller så snart du er stået op, eller i det første ledige øjeblik, du i dagens løb måtte få.
Jo længere du venter med at bede, desto mere uoplagt bliver du til bøn. Derfor tilråder Luther, at man på denne Djævelens indvending om uoplagthed giver ham svar på tiltale og siger: ”Du lede djævel! Er det derhen, du vil, så følge dig en skælm! Er jeg ikke i øjeblikket oplagt eller varm og andægtig nok, så vil jeg endnu mindre være det om en halv time. Derfor vil jeg nu lade min uoplagthed fare og bede et fadervor, inden jeg går hen og bliver endnu mere uoplagt!”
Søg således at komme djævelen i forkøbet, inden han får dig overtalt til at vente. Det er dog bedre at bede nu, selvom du er halvt uoplagt, end senere, når du bliver det helt. Kan du ikke samle dit sind til andet, så begynd at bekende din uoplagthed for Gud og bed ham om nådens og bønnens ånd. Da skal det ikke være længe, inden du bliver oplagt.
En anden af Satans indskydelser er denne: hvem beder du egentlig til? Alt er jo tyst og stille omkring dig. Mener du virkelig, at Gud skulle være her – i dit lille værelse – nej, det er ikke andet end indbildning!
Mød ham da med Guds ord. Sig til ham, at Jesus har selv sagt: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” Sig til ham: ”Hvorhen skal jeg gå for Guds Ånd, og hvor skal jeg fly for hans ansigt?” Fortsætter da Satan sine angreb, og Gud fremdeles skjuler sig for dig, så sig til dig selv: Nu vel – hvis ikke Gud ser og hører mig nu, når jeg beder, så har han heller ikke set og hørt mig, når jeg har syndet.
Dernæst stiller Djævelen også dine og din uværdighed op som en hindring for bønnen og råder dig til at vente med at bede, til du er blevet mere from og mere værdig dertil. Og redelige Guds børn stedes i angst og frygt, når de ved, de bør bede, men nylig har forsyndet sig og derfor viger tilbage ved tanken på deres uværdighed.
Adlyder du nu Djævelen og beslutter at vente med at bede, til du er blevet mere værdig dertil, er du straks inde på selvretfærdighedens vej. I dit hjerte fornægter du Kristus og handler, som om det var retfærdige og ikke syndere, han var kommet for at kalde.
Du skal vide, at aldrig kan du være faldet så dybt, og aldrig kan du have syndet så groft, at ikke Jesu Kristi blod rigelig dækker det alt ammen og gør dig velkommen hos Faderen. Skyld dig derfor til nådestolen, så uren du er, inden dine egne bedringsforsøg endnu har nået at forplumre og ødelægge din enfoldige tro på den uforskyldte nåde.
Af Luthers forklaring til Johs. 16,23 skal anføres følgende: ”Hvis du vil vente med at bede, til du bliver værdig dertil, får du aldrig begyndt. Derfor fluks af sted, spring over både værdighed og uværdighed og lad synd være synd. Ja, om du så sent som i dette øjeblik var faldet i synd, skulle vel dette afholde dig fra at bede? Nej! Langt hellere må du straks falde på knæ og bønfalde Gud om tilgivelse og frelse, at ikke Satan skal lade dig synke endnu dybere og for evigt holde dig fangen i din synd.
Midt i døden og hvad ulykke som helst måtte du bede, og det desto inderligere, jo dybere i nød du er stedt. Tænk på profeten Jonas, hvorledes han, tynget af bevidstheden om synd, fra fiskens bug måtte råbe til Gud”.
Endelig vil Djævelen søge at bilde dig ind, at det nytter ikke, du beder. Dine bøn er jo så svag, så mangelfuld og uværdig, at den næppe vil blive hørt.
Måtte Gud bevare dig for at grunde din tro på din egen bøns værdighed og fuldkommenhed! Det er jo det, du gør, når du på grund af bønnens uværdighed tvivler på, at du bliver bønhørt. Et det da i dit eget navn, du skal bede? Har du ikke fået lov til af Jesus at gå til Faderen i hans navn og tage alt på hans regning? Sagde ikke Jesus til sine disciple: ”Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn – men – hvis I nu beder Faderen om noget, skal han give jer det i mit navn” Johs. 16,23-24.
Når der for Satan vil søge at skræmme dig med din uværdighed, kan du dristigt trodse ham og sige: ”Det er ikke min egen bøns værdighed, der spørges om. Jeg har nemlig en skriftelig anvisning fra en, der er værdigere end jeg: Guds egen enbårne søn, som har lovet, at alt, hvad jeg beder Faderen om i hans navn, skal jeg få”.
Når denne anvisning, som er underskrevet med Jesu navn, forevises Faderen, får vores bøn kraft og betydning, som forslår. Dette bør vi have i tanker, så ofte vi i vores bøn bruger ordene:” - ved din søn, Jesu Kristus, vor Herre!”
Der er intet, Gud i den grad sætter pris på som sin egen befaling og vor lydighed mod denne. Fordi han selv har befalet os at bede, får vores bøn kraft og værdi. Kom det derimod en på os selv og vores egen fortjeneste, kunne intet menneske gøre sig håb om at blive bønhørt af Gud.
Om denne sag findes i en af vore symbolske bøger følgende ord af Luther: ” - Derfor må du sige: mine bønner er ikke ringere, mindre hellige og Gud velbehagelige end Paulus´ og de aller helligste Guds tjenere bønner har været. Jeg indrømmer gerne, at disse har levet et mere helligt liv end jeg, men med hensyn til budet (nemlig om bøn) står jeg ikke tilbage for dem. Thi jeg er forvisset om, at Gud ikke anser, bønnen for personens skyld, men for sin befalings skyld og den lydigheds skyld, man ved at bede viser imod ham”.
Samme bud, som de gamle hellige fik, er givet også til mig, og den Kristi fortjeneste, som var deres, er også min. Derfor bør jeg, eftersom Gud ser alene på dette, ikke anse min bøn for at være mindre vigtig og mindre hellig end deres.
Her kræves nu blot den dyrebare gave, som hedder tro. Især, når det, du beder om, ser aldeles umuligt ud, og når Gud tøver længe med at opfylde din bøn.
Kan da noget være umuligt for Gud? Tag dig for grundigt at undersøge dette, når det, du beder om, ser umuligt ud. Denne undersøgelse kan foretages på Bibelens hellige blade – læs f.eks. om israelitternes udfrielse af Ægypten og deres overgang over Det røde Hav, om Daniel i løvekulen og de tre mænd i i den gloende ovn, eller om alle Jesu undergerninger i Det nye Testamente.
Men den kan også foretages i Guds underfulde skaberværk – blandt stjernerne på himlen og blomsterne på marken. Og så mig så, om du stadig tror, at noget kan være umuligt for Gud.
Når han tøver med at besvare din bøn, så tænk på alle de hellige, som er prøvet på samme vis, og forstå, at hans tøven hører med til din opdragelse. Din ydmyghed og tålmodighed, din bøn og din tro opøves derved.
Men falder det dig vanskeligt at tro så meget godt om din Gud, så tænk på enken, Jesus fortæller om i Luk. 18. Hun havde i sin nød vendt sig til en dommer, som ikke frygtede Gud og heller ikke undså sig for mennesker, og som derfor en til lang ikke ville hjælpe hende, men dog endelig sagde ved sig selv: ”Selv om jeg ikke frygter Gud og heller ikke undser mig for mennesker, så vil jeg alligevel skaffe denne enke hendes ret, fordi hun plager mig sådan” Og Jesus siger: ”Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, dem, som råber til ham dag og nat?”
Forunderlig hjertelag! Blot for at jævne os vejen til tro bruger Jesus en sådan lignelse om sin kærlighedsrige fader. Skulle det ikke bringe os til at blues over vor vantro! Gud må dog have mere hjerte i livet end denne dommer – og selv han var ikke uovervindelig.
Flittig bøn vil altid følges af mærkbar tilvækst i visdom og kraft. Ser du en frugtbærende kristen, rigere på nådegaver end de fleste, så vidt, at han har gjort mange knæfald for Gud.
Det er derfor også indlysende, at de gamle hellige har været flittige bedere. David og Daniel f.eks. Om apostelen Johannes fortælles der, at huden på hans knæ var lige så tyk som under hans fødder, fordi han tilbragte så meget af sin tid på knæ. Og Prætorius siger: ”Jeg har ikke talt så meget med noget menneske som med Gud.”
