To uddrag fra bogen "Fra bønnens verden".
Af Ole Hallesby.
Bønnens væsen:
Bøn er noget, som går dybere end alle vore ord. Den findes i sjælen, før vi får formet den i ord. Og den ligger tilbage i sjælen, når bønnens sidste ord er gået over vore læber.
Bøn er en beskaffenhed ved vort hjerte, en sindstilstand. Bøn er en bestemt hjertestilling til Gud, som Han i sin himmel straks fornemmer som bøn, der råber til hans hjerte. Om den formes i ord eller ikke, betyder intet for Gud, men bare for os.
Hvad er det for en sjælstilstand? Hvordan ser den hjerte-beskaffenhed ud, som Gud forstår som bøn?
Jeg vil nævne to ting. For det første: hjælpeløshed. (det andet er tro, tilf. red.) Det er vist både det første og det sikreste kendetegn på det bedende sind. Så vidt jeg forstår, er bønnen egentlig kun indrettet for de hjælpeløse. Den er de hjælpeløses sidste udvej. Ja, i sandhed den sidste udvej. Vi prøver alt, før vi endelig går bønnens vej.
Ikke bare før omvendelsen er det sådan. Hele vort kristenliv igennem er bønnen vor sidste udvej. Vel ved jeg, at vi holder mange pæne bønner, både private og offentlige, uden at hjælpeløsheden driver os. Men jeg er ikke sikker på, at dette er bøn.
Bøn og hjælpeløshed hører uløseligt sammen. Det er vist bare den hjælpeløse, som kan bede.......
Lad dig derfor ikke ængste af din hjælpeløshed. Og lad den frem for alt ikke hindre dig i at bede. Thi den er bønnens egentlige hemmelighed og drivende kraft. Derfor skal du hellere prøve at takke Gud for hjælpeløshedens gave. Det er en af de største gaver, som Gud kan have givet os. Thi det er alene igennem hjælpeløsheden vi lukker os op, så Jesus kan gå ind til vor nød med al sin nåde og gave.
-------------------------------------------------
Bønnens skole:
“Herre lær os at bede”, Luk. 11,1.
Vi kender alle, mere eller mindre, vor uduelighed til at bede. Og da sukker vi som de første disciple: “Herre, lær os at bede.” Men de fleste af os ved ikke, hvad vi beder om og bliver derfor grundigt overraskede, når Herren opfylder vor bøn.
Han sender os nemlig nød. Det er den enkleste måde, hvorpå han lærer os at bede.
Han tager os ind i åndelig nød, idet han skjuler sig for os en tid, og således lader os få at se, hvad vor kristendom er værd. Alt visner mellem hænderne på os: bønnen, troen, kærligheden, angeren, det selvfornægtende sind, den villige ånd og frygten for at synde.
Da føler den redelige sjæl sig grundigt tilintetgjort og fattig. Intet vil lykkes for ham, han synker stadig, som en der prøver at trække sig selv i håret op af hængedyndet.
Så tager Gud os måske samtidig ind i timelig nød: sygdom eller sorg eller modgang eller økonomiske vanskeligheder. Og først når åndelig og timelig trængsel slår sig sammen over os, bliver bægeret fuldt.
Da lærer den redelige sjæl en side ved bønnen, som han før ikke kendte synderligt til. Han lærer, at bønnen er for den hjælpeløse. Han lærer at lægge sig stille ned for Gud, ofte uden et eneste ord. Da lærer han, at bøn er at lukke op for Jesus, så han kan gå ind i vor nød.
Beder du, min ven, at Herren skal lære dig at bede, da må du også være klar over, at du beder om nød og trængsel. Tør du da bede: Herre, lær mig at bede?
Ja, vær fremfor alt ærlig. Du er ræd for trængsel og lidelse. Og jeg tror, at både du og jeg skal tilstå, at vi også er rædde for Gud. Rent instinktivt frygter vi for, at Gud skal blive for hård med os. Og ligeså instinktivt stoler vi på os selv, at vi forstår os på, hvad der er gavnligt, og hvad der er skadeligt for os.
Men husk én ting: Hverken du eller jeg får det godt, før vi lægger os i hans gennemborede hænder og siger til ham:
"Før mig kun, hvor døden truer,
før mig gennem trængsels luer,
gennem storm på vilden hav!
Som du vil, o Jesus kære,
når kun du, kun du vil være
selv min stærke støttestav."
Dermed går du frivilligt ind i den bønnens skole, som Ånden har oprettet for slige folk som os, der ikke kan bede.
---------------------------
Udgivet i Norge i 1927.
Genudgivet på Lohses Forlag i 1999.
Uddragene er hentet fra den norske udgave.
